Artiklen er senest ændret den 25.december 2009

Russisk landskildpadde

Testudo horsfieldii 

Indhold

Denne artikel om russisk landskildpadde rummer beskrivelse af art og underarter, artsbestemmelse, beskrivelse af

 geografisk udstrækning af områderne for dens forekomst, gennemgang af nomenklatur (latinske navne),

 rapportering af status i dens hjemstavnsbiotoper, med videre.

Samt en lille smule pasningsvejledning.

Hvis du søger en detaljeret pasningsvejledning for denne skildpadde, så findes der skam en hel del artikler om dette

 emne her på hjemmesiden.

Start for eksempel med

Og mange flere.

Vi holder den russiske landskildpadde sammen med de øvrige 3 europæiske landskildpaddearter, og pasningen hos os er ens

for disse landskildpadder.

Navn og udbredelse

Russisk landskildpadde Testudo horsfieldii ses også hyppigt navngivet som Agrionemys horsfieldii.

Der er ikke enighed om, hvorvidt den skal rubriceres som enTestudo, eller om den skal have sit eget artsnavn

 Agrionemys .

Den har i snart 40 år af visse taxonomer været søgt navngivet som Agrionemys, men dette har stedse stødt på

modstand, idet der findes sunde og raske bastarder/krydsninger med andre Testudoer, og derfor menes det,

 at den er så meget beslægtet med dem, at den rettelig må navngives som en sådan.

Desuden forventes det, at der med tiden vedtages en opdeling som følgende:

Testudo (Agrionemys) horsfieldii horsfieldii (nominatformen).

Testudo (Agrionemys) horsfieldii kazachstanica

Testudo (Agrionemys) horsfieldii rustamovi

At der vil komme en opdeling i flere underarter af den russiske landskildpadde, må betragtes som uundgåeligt,

når man tager denne landskildpaddes enorme udbredelsesområde i betragtning.

Græsk landskildpadde og maurisk landskildpadde har ikke så store udbredelsesområder, og her er der

 efterhånden mange opdelinger i underarter.

Især maurisk landskildpadde tæller i dag voldsomt mange underarter.

Russisk landskildpadde findes fra Det Kaspiske Hav til det nordvestlige Kina, i Iran, Afghanistan, Belukistan,

 Pakistan, Kirgistan, Kazakstan, Tachikistan, Turkmenistan, Uzbekistan, mv.

Udbredelsesområdet skønnes at være ca. 2000 km. i øst-vestlig retning og igen ca. 2000 km. i nord-sydlig

 retning.

Forskning, feltherpetologi og informationer er endnu sparsomme på grund af den politiske ustabilitet i disse

 områder.

Herpetologer tænker sig derfor om 2 gange, inden de tager derover.

Det antages, at de fleste af de russiske landskildpadder, der holdes i fangenskab i Vesteuropa, stammer fra

 det sydlige Kazakstan, fra Uzbekistan og muligt fra Turkmenistan.

Der er i så fald tale om underarten Testudo (Agrionemys) horsfieldii kazachstanica

Rusisk landskildpadde lever i udprægede ørken- og steppelandskaber.

Områderne er typisk enormt udstrakte, lerede, stenede, sparsomt bevoksede og næsten endeløse sletter.

I tysktalende områder kaldes den da også for Steppenschildkröte.

Den er fundet i højder op til 1200 meter over havet.

Russisk landskildpadde regnes som nævnt til de  såkaldte europæiske landskildpadder.

Dette er faktisk lidt af en tilsnigelse, idet en bestand af russiske landskildpadder nær floden Emba nordøst

 for det Kaspiske Hav i den europæiske del af Rusland regnes for at være udsat og ikke oprindelig. 

Den russiske landskildpadde lever udelukkende i Asien.

Den har fået navnet russisk landskildpadde, fordi 2 af dens biotoplandområder oprindeligt hørte til Rusland,

 nemlig Kazakstan og Uzbekistan.

Ikke alene har den russiske landskildpadde et enormt udbredelsesområde.

Den kommer også langt omkring.

Den er den første landskildpadde, der har besøgt verdensrummet.

I 1968 -fra den 14. september til den 21. september- var en russisk landskildpadde ombord på Luna 14, der af

 Sovjetunionen blev sendt rundt om Månen som en del af det daværende rumkapløb mellem USA og

 Sovjetunionen.

Udseende

Russisk landskildpadde har som særligt kendetegn 4 negle/klør/tær

på forbenene.

Den kaldes derfor også den firetåede skildpadde. 

 Græsk og maurisk landskildpadde har derimod som bekendt 5 negle/klør/tær.

Især forbenene er meget kraftige på russisk landskildpadde.

Desuden er de besat med meget kraftige skæl.

De er nemlig i udpræget grad designet til store gravearbejder.

Derfor har skildpadden heller ikke det højt hvælvede skjold, som er karakteristisk for de øvrige europæiske

 landskildpadder.

Russisk landskildpaddes skjold er betydeligt fladere.

Set fra oven er den russiske landskildpadde mere cirkulær i faconen, end de andre er.

I sine hjemstavnsbiotoper graver den meterlange gange, ofte langt ned under ordens overflade, for at kunne

 undslippe det ind imellem ekstreme klima, der udfolder sig her.

(Denne evne til at grave dybe underjordiske "minegange" skal man skrive sig bag øret, når man indretter frilandsanlæg til sine

 russiske landskildpadder.

Bedst som man tror, de går i anlægget, er de fuldstændig væk!)

Der er i hjemstavnsbiotoperne meget store forskelle på den temperatur, som skildpadderne udsættes for,  i form af voldsomt

 hede dagtemperaturer og iskolde nætter.

Desuden kan sommervarmen kan nå op på omkring 50 grader, og vinterkulden når ned på meget lave 2-cifrede frostgrader.

Den schweiziske skildpaddesammenslutning SIGS oplyser i sin pasningsvejledning for russiske

 landskildpadder, at man hos denne skildpadde har påvist et stof, der virker som

 frostbeskyttelsesmiddel, og som forhindrer frostskader.

Der oplyses intet nærmere, heller ikke noget om navnet på stoffet,

Russisk landskildpadde er forholdsvis lille.

Den bliver normalt 15-25 cm stor, en sjælden gang 28 cm.

Vægt 500 gram indtil 2 kg.

Som hos de fleste andre landskildpaddearter bliver hunnen større end hannen.

Russiske landskildpadder har en ubetydelig hornnegl på halespidsen.

De har ingen hornkegler på bagbenslårene, som de mauriske landskildpadder, men der ses flere små horntappe

 samme sted.

Haleskjoldet er udelt.

Farverne på rygskjoldet er mere udflydende og ikke nær så klare som på de græske og mauriske

 landskildpadder.

Hannens bugskjold er aldrig konkavt, således som det almindeligvis er tilfældet på hannerne hos de andre europæiske

landskildpaddearter.

Hunnens bugskjold heller ikke.

Det kan godt være vanskeligt at bestemme kønsforskellen på russiske hanner og russiske hunner.

Hannens hale er ikke altid så lang, og hunnens kan godt have en vis længde.

Her må man se på de øvrige tegn, som for eksempel et mere udadkrænget bagskjold på hannen.

Hannens hoved er som regel altid kraftigere end hunnens.

En af mine venner havde i mange år en stor flot og kraftig russisk landskildpaddehan med lang hale.

En sommer lagde denne han pludselig befrugtede æg, så det var altså alligevel ikke en han, selvom vi ellers var stensikre på det!

læs Kønsbestemmelse

Adfærd

De russsiske landskildpadders adfærd adskiller sig fra de andre europæiske landskildpadders adfærd.

I de enorme øde og golde, ørkenagtige steppeområder, som udgør den russiske landskildpaddes

 hemstavnsbiotoper, er der betydelig større afstand mellem de enkelte dyr, end tilfældet er ved de øvrige

 europæiske landskildpadder.

Op til 10 hektar pr. han og op til 30 hektar pr. hun.

De er derfor genetisk set ikke vant til at omgås hinanden hele tiden.

Det er ikke således, at den rusiske landskildpadde har bedst af at holdes enkeltvis, men i fangenskab kræver

den faktisk betydeligt mere plads end den væsentlig større bredrandede landskildpadde.

Den russiske landskildpadde er derfor generelt mere ufordragelig indbyrdes, og hannerne må i det store hele

 betegnes som pågående og til tider aggressive, -ja ind imellem ekstremt voldelige.

De russiske hunner kan (som regel) uden væsentlige problemer holdes sammen.

Hvis man af gode grunde også vil holde en han sammen med hunnerne, kræver det et frilandsanlæg af nogen

 størrelse og med struktureret indretning, da hunnerne ellers vil have meget svært ved at få den fornødne fred

for hannen.

Man kan IKKE holde flere russiske hanner sammen i fangenskab, lige meget hvor megen plads, man giver dem.

Russiske hanner er yderst aggressive indbyrdes, og hvis man holder flere sammen, vil de slås, ikke alene indtil

 blodet flyder, men indtil der kun er 1 overlevende eksemplar tilbage.

Russiske landskildpadder sig derfor ikke rigtigt til indendørs terrariehold, medmindre de får store

 pladsforhold.

Eller medmindre man holder hanner og hunner adskilt.

De kan derimod som nævnt udmærket holdes i udendørs anlæg, hvor man skal give dem så meget plads og

 varieret indretning, at de kan undgå synet af hinanden og gå af vejen for hinanden.

Men man kan altså kun holde en enkelt han.

Gerne flere hunner, så de kan aflaste hinanden for den påtrængende han.

Jeg har hørt om enkeltstående undtagelser, hvor det er lykkedes at holde flere russiske landskildpaddehanner sammen, men

 det er altså de undtagelser, der bekræfter reglen!

Til indendørs terrariehold og udendørs hold under små forhold er bredrandede landskildpadderTestudo marginata, græske

 landskildpadder Testudo hermanni og mauriske landskildpadder Testudo graeca faktisk et bedre valg.

Alle arter af landskildpaddeunger vil normalt altid være indbyrdes fredelige, og de vil fint kunne gå sammen, indtil de er

 kønsmodne.

Herefter udvikler deres adfærd sig.

Græsk og maurisk landskildpadde bliver ikke så aggressiv som russisk landskildpadde.

Russiske landskildpaddehanner slås konstant indbyrdes, og de holder som nævnt ikke pause, før der kun er 1 tilbage.

Men har skildpadderne ikke god plads, kan græske og mauriske hanner godt slås noget indbyrdes.

Græsk og maurisk landskildpadde er med andre ord mere fredelig at holde, end den russiske landskildpadde, men de er

 mindre fredelige end den bredrandede landskildpadde.

Bredrandede landskildpaddehanner nedlader sig overhovedet ikke til at slås, hverken indbyrdes eller med andre arter.

De bredrandede landskildpadder er som de eneste europæiske landskildpadder fuldstændig fredelige.

Bredrandede hanner er aldrig ufordragelige indbyrdes eller overfor andre arter.

Russiske hanner har iøvrigt en for denne art speciel adfærd.

De indleder kontakten til hunnerne ved at nærme sig og begynde at nikke gentagne gange med hovedet.

En sjælden gang kan hunnerne gøre det samme.

Man kan altså ikke ved helt unge eksemplarer bruge denne adfærd som et sikkert kønskendetegn.

Når hunnerne udviser denne adfærd, er der formentlig tale om en form for dominansadfærd og dannelse eller

opretholdelse af hakkeorden.

Pasning af russisk landskildpadde

Desværre har den russiske landskildpadde fejlagtigt ry for at være mere "hårdfør", end de andre europæiske

landskildpadder, og man hører den beklageligvis ofte omtalt som en "begynderskildpadde".

Nu er der intet, der kan kaldes for en "begynderskildpadde".

Hvis en skildpadde holdes forskriftsmæssigt, er for eksempel alle arter af de europæiske landskildpadder lige

 nemme/svære at holde.

Rent faktisk betegnes den russiske landskildpadde i for eksempel den omfattende tysksprogede

 landskildpaddelitteratur som mere krævende og vanskelig at holde end de fleste andre landskildpadder.

(Der avles heller ikke så meget på den i Tyskland som på de øvrige europæiske landskildpadder.)

Den anbefales i Tyskland derfor kun til erfarne skildpaddeholdere.

Dette hænger blandt andet sammen med de ovennævnte ekstreme forhold, der hersker i dens

 hjemstavnsbiotoper.

Disse forhold medfører, at russiske landskildpadder i deres hjemstavnsbiotoper kan blive udsat for kun at

 være aktive i tiden april/maj-juli.

Den ekstremt høje sommervarme svider lynhurtigt vegetationen af, ligesom skildpadden får en al for høj

 legemstemperatur, hvis den ikke gemmer sig for heden.

Derfor er denne skildpadde ofte nødt til at gå i sonmmerdvale, måske allerede efter at have været ude af

 vinterhi i kun en 3-4 måneder.

Såkaldt æstivation.

Hvis den stærke varme holder ved, medfører dette, at sommerdvalen går direkte over i vinterdvalen.

Det vil altså sige, at russiske landskildpadder i deres hjemstavnsbiotoper kan blive udsat for kun at indtage

føde i ned til 3 måneder om året.

Læs Henrik Bringsøes artikel om russiske landskildpadder i NHFs blad nr. 1 i 1997.

Det siger sig selv, at hvis man holder en russisk landskildpadde, som man ikke lader gå i vinterhi, så vil en

 velmenende skildpaddeholder fodre den dagligt i 365 dage om året.

-Altså får den på denne måde op til 2-3 gange så megen føde indenfor et kalenderår, som den fodermængde,

den har mulighed for at indtage i naturen!

Her er så forklaringen på de utallige defekte misfostre af russiske landskildpadder, du desværre ser rundt

 omkring.

De skæve, forvredne, sammensunkne skjolde hidrører fra en alt, alt for hurtig vækst på grund af overfodring.

Hvis den velmenende skildpaddeholder så ovenikøbet fodrer med proteinrig kost som for eksempel gulerødder,

 ærter, bønner, osv, så går det helt galt.

(Husk: Hvad der er sundt for mennesker og pattedyr, er ikke nødvendigvis sundt for skildpadder.)

Husk derfor at indføre fastedage hver uge om vinteren, hvis du ikke lader din russiske landskildpadde gå i hi.

Fejlernærede russiske landskildpadder er ikke så tilbøjelige til at udvikle tobleronetoppe/pyramidespidser

som  andre landskildpadder, som for eksempel græske, bredrandede, stjerne-, stråle, leopard- og

sporeskildpadder.

Til gengæld vil de udvikle massivt brede gule væksringe, udvikle voldsom fedme, danne sammenfaldne

 rygskjolde  (ligner en sammenfalden souffle) og papegøjenæb.

Desuden lever de ikke i ret mange år. 

De ekstremt sparsomt bevoksede landområder, som de russiske landskildpadder gennem evolutionen har

 tilpasset sig gennem millioner af år, har givet disse skildpadder en dybt forankret drift til at spise alt, hvad de

 kommer i nærheden af, hvadenten de trænger eller ej.

("Jeg må hellere skynde mig at spise så meget som muligt, mens der er noget, for jeg ved jo ikke, hvornår jeg finder noget

 igen!")

Derfor er russiske landskildpadder stærkt tilbøjelige til at udvikle voldsomme fedtdepoter.

Det kan udvikle sig så grelt, at bløddelene vælter ud af skjoldet.

Til sidst dør de af en form for fedtlever.

De spiser også ved forholdsvis lave temperaturer, hvor andre landskildpadder stopper aktiviteten.

Især om foråret er de udstyret med en glubende appetit.

Derfor skal du være meget opmærksom på, at skildpadderne kun har adgang til næringsfattigt, fiberrigt foder

 i begrænset mængde.

Den lyse vækstring må ikke gerne blive mere end 1-2 mm bred.

Ellers går det for stærkt.

Og en misdannet skildpadde kan ikke gøres pæn igen.

Se Foder

Der findes sandelig også mange misfostre indenfor de øvrige landskildpadder i privat hold, men til nu har jeg

 for mit vedkommende set flest russere.

-Og jeg har desværre snart set mange!

Bemærk iøvrigt, at af en eller anden grund er russiske landskildpadder, der passes forkert, ikke tilbøjelige til

at få de "Tobleronespidser" i rygskjoldene, som viser sig hos de andre misbehandlede landskildpadder.

Men det forhindrer ikke, at de russiske landskildpadder alligevel vokser helt forkert ved fejlbehandling.

Jeg vil her lige indskyde, at på grund af de ekstreme livsforhold i hjemstavnsbiotoperne, har russiske

 landskildpadder udviklet en naturtilpasset evne til midlertidigt at kunne gennemleve og udholde helt forkerte

 pasningsvilkår.

Dette har fejlagtigt givet skildpadden et uberettiget ry for hårdførhed og robusthed.

Det er den ikke!

Den dør, hvis forholdene ikke på et tidspunkt ændres.

Der kan godt gå op til nogle år, før det sker!

-Men den dør!

Skildpadden udstår og gennemlever tilsyneladende udmærket uacceptable og helt forkerte pasningsvilkår (går

 på gulvet, "nyder sit daglige bad, elsker gulerødder, bønner og bananer, klarer sig fint uden UV-lys", osv, osv).

Efter nogle år dør den pludseligt "uforståeligt"!

Når alt dette er sagt, er det vores erfaring, at den russiske landskildpadde er nøjagtig lige så let/svær at

 holde som de øvrige europæiske landskildpadder, når bare man (og det er altså indiskutabelt nødvendigt)

opfylder de forholdsvis simple krav, som der stilles til ordentligt hold af landskildpadder.

Men her hos os holdes den jo også på friland og kommer i vinterhi.

Vinterhi

Vi holder den da også sammen med de andre europæiske skildpaddearter på samme måde og under samme

 forhold. 

Parringsadfærden er voldsom hos alle de europæiske landskildpadder, men den russiske han er uden

 sammenligning den mest hensynsløse og vedholdende, når den viser interesse for en hun.

Det er ikke usædvanligt, at der ses større og mindre

blødninger på hendes lemmer efter seancen. 

Status

Da eksporten af græske (og mauriske) landskildpadder til Nordeuropa i begyndelsen af 1980erne blev standset

på grund af den galopperende rovdrift, kastede man i stedet øjnene på den russiske landskildpadde.

Den skulle nu fylde markedet op og erstatte de tidligere sydeuropæiske leverancer, og den har i dag formentlig

 større udbredelse i Danmark end den fra tidligere så kendte græske landskildpadde.

Som den græske landskildpadde er den russiske landskildpadde i dag registreret som en truet dyreart, men

 den er ikke helt så beskyttet som de andre europæiske landskildpadder, der ikke må besiddes uden CITES-

papirer.

Den er i Washingtonkonventionen opført som CITES II og den er opført på EU´s artsbeskyttelsesforordnings

 bilag B.

Da den er opført på bilag B, udfærdiges der ikke CITES certifikater på russisk landskildpadde.

Der kræves således ikke "papirer" på russisk landskildpadde, som på de andre europæiske landskildpadder.

Man skal bare kunne dokumentere sin lovlige adkomst til en skildpadde, der enten er kommet lovligt til landet, eller som er

 avlet her.

En almindelig bon eller kvittering på handelen er tilstrækkelig.

Den russiske landskildpadde importeres stadig i stort omfang til Danmark.

Ja, den eksporteres faktisk i store mængder til hele verden.

Landene fra den tidligere Sovjetunion har åbenbart stadig større behov for vestlig valuta, end for at beskytte

deres fauna.

Der er flere og flere skildpaddeholdere, der har held med at avle russiske landskildpadder, så man kan i dag

 helt lovligt erhverve sig eksemplarer uden som før at skulle øve rovdrift på naturen.

Dette er dog tilsyneladende ikke nok til at stoppe de massive indsamlinger af russiske landskildpadder i deres

 oprindelige biotoper.

Således skriver David S. Lee i Bull. Chicago Herp. Soc. 45(1):1-9, 2010  under overskriften

Testudostan: Our Post-Cold War Global Exploitation of a Noble Tortoise

at der siden 1970erne er eksporteret 1 million russiske landskildpadder alene til USA.

Han anslår, at kun 1 til 2 % har overlevet.

Nu er det iøvrigt sådan, at der ikke alene samles til bunke for at forsyne de vestlige landes kæledyrsmarked.

Der samles også ind til brug for middagsbordene.

Alle disse indsamlinger sker under total foragt for dyrevelfærd.

Nogle af aktiviteterne er kendt af de lokale myndigheder.

Nogle ses der gennem fingre med fra officielt hold.

Nogle foregår helt og aldeles lysssky og skjult.

Under alle omstændigheder er store dele af disse aktiviteter dybt kritisable.

Både indsamlingen og transporten videre frem til slutaftagerne er horribel.

Skildpadderne samles i sække og net ligesom kartofler.

De transporteres og opbevares i ugevis uden mad og drikke. 

Kun en mindre del af de stakkels, udpinte og stressede dyr kommer frem til salgsstederne i levende live.

Dem, der med nød og næppe har overlevet, er stærkt svækkede, og en del af dem vil ikke overleve ret længe,

 selvom de nu holdes og behandles optimalt.

Se nogle rystende billeder nedenunder fra Tortoise Protection Group

I martsnummeret 2007 af tidskriftet Marginata ses en artikel om denne rovdrift.

Her drejer det sig om indsamling af russiske landskildpadder i Kirgisistan.

Men denne gang var det ikke med henblik på salg til det Vesteuropæiske skildpaddemarked.

Skildpadderne var afhændet til en fin spiserestaurant, der har russiske landskildpadder på menukortet.

Her blev forholdet opdaget, og skildpadderne blev genudsat.

Der var tale om en vognfuld på over 1000 eksemplarer.

Skildpadderne var bare smidt på vognen, som var der tale om et læs kartofler.

Se billederne herunder.

 

 

-ooooOOOoooo-