Startside Denne side er senest ændret i januar 2012

Russisk landskildpadde Testudo horsfieldii

 

Indhold af denne artikel

Denne artikel om russisk landskildpadde rummer beskrivelse af art og underarter, vejledning i artsbestemmelse, oplysninger om geografisk udstrækning af områderne for dens forekomst, gennemgang af taksonomi/nomenklatur (latinske navne), rapportering om status i denne arts hjemstavnsbiotoper, mv. Samt en lille smule pasningsvejledning.

Hvis du søger en egentlig pasningsvejledning for russisk landskildpadde, så findes der en hel del grundige artikler om dette emne her på hjemmesiden. Start for eksempel med Foder, Vækst, Badning, Frilandsanlæg, Pasning, Indendørs hold

Jeg holder den russiske landskildpadde sammen med de øvrige 3 europæiske landskildpaddearter, og pasningen her hos mig er helt ens for de 4 europæiske landskildpaddearter. 

Navn og udbredelse for russisk landskildpadde

Russisk landskildpadde Testudo horsfieldii ses også hyppigt navngivet som Agrionemys horsfieldii. Der er ikke enighed om, hvorvidt den skal rubriceres som en testudo, eller om den skal have sit eget artsnavn Agrionemys. Den har i snart 40 år af visse taksonomer været søgt navngivet som Agrieonemys, men dette har stedse stødt på modstand, idet der findes sunde og raske bastarder/krydsninger med andre Testudoer, og derfor menes det, at den er så meget beslægtet med dem, at den rettelig fortsat må betegnes som Testudo.

Landskildpadder er ikke opdelt i racer som hunde. Landskildpadder er opdelt i arter og underarter.)

Man er ved at have en foreløbig accepteret inddeling af russiske landskildpadder i art og underarter på plads:

Testudo horsfieldii horsfieldii (Nominatformen)

Testudo horsfieldii kazachstania

Testudo horsfieldii rustamovi

At der vil komme en opdeling i i flere underarter af den russiske landskildpadde, må betragtes som uundgåeligt, når man tager denne landskildpaddes enorme udbredelsesområde i betragtning. Men hovedparten af den russiske landskildpaddes udbredelsesområde er ikke alene geografisk utilgængeligt. Området er tillige så politisk ustabilt, at det af sikkerhedsmæssige grunde heller ikke besøges meget af herpetologer. Derfor er den forskningsmæssige, herpetologiske udvikling langsom og informationerne er beskedne.

Russisk landskildpadde findes fra Det Kaspiske Hav til det nordvestlige Kina, i Iran, Afghanistan, Belukistan, Pakistan, Kirgisistan, Kazakstan, Tachisistan, Turkmenistan, Uzbekistan, mv. Udbredelsesområdet skønnes at være ca 2.000 km i øst-vestlig retning og igen 2.000 km i nord-sydlig retning.

Det antages, at de fleste af de russiske landskildpadder, der holdes i fangenskab i Vesteuropa, stammer fra det sydlige Kazkstan, Fra Uzbekistan og Turkmenistan. Eksemplarerne fra Turkmenistan er almindeligvis ret store med forholdsvis flade skjolde.

Den russiske landskildpadde lever i udprægede ørken- og steppelandskaber. Områderne er typisk enormt udstrakte, lerede, stenede, sparsomt bevoksede og næsten endeløse sletter. I den tysktalende del af Europa kaldes den derfor også "Steppenschildkröte". Den skal være fundet i højder op til 1.200 m over havet.

Russisk landskildpadde regnes som nævnt til de europæiske landskildpadder. Men dette er faktisk lidt af en tilsnigelse, idet en bestand af russiske landskildpadder nær floden Emba nordøst for Det Kaspiske Hav i den europæiske del af Rusland regnes for udsat og ikke oprindelig. Den russiske landskildpadde lever med andre ord kun i Asien! Den har fået navnet russisk landskildpadde, fordi 2 af dens biotoplande oprindeligt hørte til Rusland, nemlig Kazakstan og Uzbekistan.

Ikke alene har den russiske landskildpadde et enormt udbredelsesområde. Den kommer også vidt omkring! Den 15. september 1968 blev rumfartøjet Zond 5 af Sovjetunionen sendt rundt om månen som en del af det såkaldte rumkapløb mellem USA og Sovjetunionen. Der var russiske landskildpadder med som passagerer. Det oplyses, at det drejer sig om 2 eksemplarer.

Udseende

Russisk landskildpadde har som særligt kendetegn 4 negle/klør/tæer på forbenene. Derfor hedder den i mange lande "den firetåede landskildpadde".

Især forbenene er kraftige på den russiske landskildpadde. Desuden er de besat med meget kraftige skæl. De er nemlig i udpræget grad designet til store gravearbejder. Derfor har den russiske landskildpadde heller ikke det højt hvælvede skjold, som er karakteristisk for de øvrige europæiske landskildpadder. Skjoldet fremtræder faktisk betydeligt mere affladet! Set fra oven er den russiske landskildpadde mere cirkulær i faconen, end de andre europæiske landskildpadder.

Russiske landskildpadder kan have en ubetydelig hornnegl på halespidsen. Den har ingen hornkegle på bagbenslåret, som den mauriske landskildpadde, men den kan have en lille samling diminutive hornspidser her. Farverne på rygskjoldet er mere udflydende og ikke nær så klare, som på de græske og mauriske landskildpadder.

Hannens bugskjold er fladt. Det er aldrig konkavt, således som det almindeligvis kan være tilfældet på hannerne hos de andre europæiske landskildpaddearter. Hunnens bugskjold er heller aldrig konkavt.

I sine hjemstavnsbiotoper på de vidtstrakte centralasisiatiske stepper graver den russiske landskildpadde meterlange gange, ofte rigtig langt ned under jordens overflade, for at kunne undslippe det ind imellem ekstreme klima, der udfolder sig i dens omgivende miljø. (Denne evne og kapacitet til at grave dybe "minegange" skal man skrive sig bag øret, når man indretter frilandsanlæg til sine russiske landskildpadder. Bedst som du tror, de går i anlægget, er de helt væk!) Frilandsanlæg.

Der er i den russiske landskildpaddes hjemstavnsbiotoper meget store forskelle på de temperaturer, som skildpadderne udsættes for, i form af voldsomt hede dagtemperaturer og iskolde nætter. Sommervarmen kan visse steder nå op på omkring 50 grader, og vinterkulden når ned på meget lave 2-cifrede frostgrader!

Den schweiziske skildpaddesammenslutning SIGS oplyser i sin pasningsvejledning for russiske landskildpadder, at man hos denne skildpadde har påvist et stof, der virker som frostbeskyttelsesmiddel, og som forhindrer frostskader. Der oplyses intet nærmere, heller ikke noget om navn på dette stof. Det er jo ellers i høj grad interessant, om russiske (og andre europæiske landskildpadder) besidder en evne til at udvikle "frostvæske", som visse paddearter! Sanser og adfærd

Russisk landskildpadde er forholdsvis lille. Den bliver normalt 15-25 cm stor, en sjælden gang 28 cm. Vægten bliver normalt 500-2.000 gram. Som hos de fleste landskildpaddearter bliver hunnen større end hannen. Størrelsen på russere afhænger meget af, hvilken russisk underart, der er tale om. De mindste kommer fra Kazakstan. Her bliver hannerne normalt ikke over 12-14 cm. Hunnerne bliver nogle cm større. De største (og fladeste) kommer fra Turkmenistan. Her kan hannerne nå op på 16-18 cm. Hunnerne kan nå op på 22 cm (Undtagelsesvist 28-30 cm). Som med mauriske landskildpadder er størrelsen stærkt afhængig af hjemstavnsområdet (underarten). En russer er ikke bare en russer.

Kønsforskellen ses på russiske landskildpadder ligesom den ses på de andre europæiske landskildpadder og landskildpadder i det hele taget: Hannens hale er længere end hunnens. Men hos russiske landskildpadder kan det ind imellem godt være lidt mere vanskeligt. (Også på dette område kan russiske landskildpadder være besværlige at have med at gøre!). Hannens hale er nemlig ikke altid så lang, og hunnens hale kan godt have en vis længde.

Her må man så yderligere vurdere de øvrige kendetegn, som for eksempel et lidt mere udkrænget haleskjold på hannen. Hannens hoved vil også typisk være mere kraftigt end hunnens. Hannen har desuden sit velkendte meget agressive temperament. En af mine venner havde i mange år en stor, flot og kraftig russisk han (næsten for stor!) med forholdsvis lang hale. En sommer lagde den pludselig æg, så det var altså mod al forventning en hun! Kønsbestemmelse

Kønsforskel

 

 

Artskendetegn for de enkelte europæiske landskildpaddearter (Så du hurtigt kan se forskellen)

Russisk landskildpadde

Det unikke og væsentligste særkende for den russiske landskildpadde er, at den kun har 4 negle på forbenene. Den russiske landskildpadde kan have en meget lille (diminutiv) hornspids på halen. Den har normalt udelt haleplade. Hunnen har aldrig hængslet bugskjold

Maurisk landskildpadde

Det unikke og væsentligste særkende for den mauriske landskildpadde er en hornkegle på hvert bagbenslår. Ingen af de andre europæiske landskildpadder har denne hornkegle på hvert bagben. (Den græske og den russiske landskildpadde har ofte en samling af små hornspidser på bagbenslårene, men ingen enkelt stor kegle, som den mauriske.) Endvidere har den mauriske landskildpadde ingen hornspids/hornkegle på halespidsen. Halen er mere stump og afrundet på den mauriske landskildpadde, end på de andre europæiske landskildpadder. Halepladen er normalt udelt. Den mauriske landskildpadde har 5 negle på forbenet. Den voksne mauriske landskildpaddehun vil sædvanligvis have hængslet bugskjold.

Bredrandet landskildpadde

Det unikke og væsentlige særkende for den bredrandede landskildpadde er 1 sort trekant på hvert bugskjold. Ingen af de andre europæiske landskildpadder har denne sorte trekant siddende på hvert bugskjold. Endvidere har den bredrandede landskildpadde ingen hornspids/hornkegle på halespidsen. Halepladen er normalt udelt. Den bredrandede landskildpadde har 5 negle på forbenet. Den voksne bredrandede landskildpaddehun vil sædvanligvis have hængslet bugskjold.

Græsk landskildpadde

Det unikke og væsentligste særkende for den græske landskildpadde er en lang og kraftig hornspids/hornkegle på halespidsen. Endvidere er halepladen sædvanligvis delt. Den græske landskildpadde har 5 negle på forbenet. Somme tider ses den 5. negl at være forkrøblet på forbenet af den græske landskildpadde. Somme tider kan den også sidde lidt højere end de andre 4 negle, og tillige være forkrøblet. Den voksne græske landskildpaddehun har ikke hængslet bugskjold.

Adfærd

De russiske landskildpadders adfærd adskiller sig noget fra de andre europæiske landskildpadders adfærd. I de enorme øde og golde, ørkenagtige stepper, som udgør den russiske landskildpaddes hjemstavnsbiotoper, er der betydelig større afstand mellem de enkelte dyr, end tilfældet er ved de øvrige europæiske landskildpadder. Op til 10 hektar pr. han og op til 30 hektar pr. hun. (I Nordgrækenland har jeg derimod opholdt mig i biotoper, hvor der kun var 1-4 meter imellem de græske landskildpadder!)

De russiske landskildpadder er på grund af den voldsomme geografiske spredning ikke vant til at omgås hinanden hele tiden. Det betyder bestemt ikke, at den russiske landskildpadde har bedst af at blive holdt enkeltvist, men i fangenskab kræver den faktisk betydelig mere plads, end de andre europæiske landskildpaddearter, herunder den noget større bredrandede landskildpadde. Den russiske landskildpadde er derfor betydelig mere ufordragelig indbyrdes end den græske landskildpadde, og hannerne må i det store hele betegnes som pågående og agressive, -ja ind imellem ekstremt voldelige! De russiske hunner kan (som regel) uden væsentlige problemer holdes sammen.

Hvis man af gode grunde også vil holde en han sammen med helst flere hunner (for at fordele trykket), kræver det et frilandsanlæg af væsentlig størrelse og med struktureret indretning, så skildpadderne ikke hele tiden kan se hinanden, da hunnerne ellers vil have meget svært ved at få den fornødne fred for hannen.

Parringen hos den russiske landskildpadde forløber i sine "grundtrin" som hos de andre europæiske landskildpadder. Parringen. Men det foregår betydeligt mere voldsomt og agressivt. Der kan opstå store bidsår i hunnens ben. Disse læger dog som regel af sig selv.

Man kan normalt ikke holde flere russiske hanner sammen i fangenskab, lige meget hvor megen plads, man giver dem.

Der findes få undtagelser, men det er og bliver undtagelser. Jeg har engang set et frilandsanlæg på små 3 kvadratmeter, hvor der gik 3 voksne russiske landskildpadder og 1 voksen græsk landskildpadde. Alle 4 skildpadder var 30 år tidligere købt som "4 landskildpaddeunger" i en dyreforretning. Jeg var nu blevet bedt om at overtage dem, fordi ejeren skulle flytte i lejlighed. Han vidste ikke, hvad det var for nogen skildpadder, så jeg skulle lige se, "om det var noget for mig". Der var tale om 3 flotte og store russiske hanner, og 1 flot og meget stor græsk hun. Ejeren sagde, at disse 4 skildpadder var vokset op i stor indbyrdes fordragelighed!. (De havde iøvrigt vokset sig så flotte, fordi ejeren i grunden ikke interesserede sig for dem og derfor bare havde ladet dem nøjes med den smule, de selv fandt at æde i det lille anlæg, hvor der da heller ikke var så meget som et græsstrå!).

Men dette er er den absolutte undtagelse, der bekræfter reglen. Russiske hanner er ekstremt agressive indbyrdes, og hvis man holder flere sammen, vil de slås, ikke alene indtil blodet flyder, men indtil der kun er 1 overlevende han tilbage.

Russisk landskildpadde er uegnet til terrariehold.

De europæiske landskildpadder egner sig faktisk slet ikke til indendørs hold, idet frilandshold er afgørende vigtigt for deres sundhedstilstand. På grund af deres voldsomt stridbare gemyt stiller de russsiske landskildpadder herudover så store fysiske krav til deres omgivelsers indretning, udstrækning og omfang, at denne art under alle omstændigheder skal holdes udendørs. Desværre holdes der rundt omkring mange russiske landskildpadder i indendørs terrarier, og de ulykkelige resultater af disse hold ses hele tiden til salg rundt omkring. Som regel til en billig penge, hvorefter den ulykkelige tilværelse fortsætter i nedadgående spiral for skildpadden, indtil det erfaringsmæssigt engang ad åre ender trist. Russiske landskildpadder kan derimod som nævnt udmærket holdes i Danmark i udendørs anlæg, hvor man skal give dem så meget plads og varieret indretning, at de kan undgå synet af hinanden hele tiden, og hvor de kan gå af vejen for og skjule sig for hinanden. Frilandsanlæg

Så hvis du kun kan tilbyde at holde landskildpadder indendørs, og hvis du ikke kan tilbyde virkelig masser af plads, så vælg hellere at holde en af de andre 3 europæiske landskildpaddearter, eller helst en tropisk art, og drop den russiske landskildpadde.

Vinterhi for russisk landskildpadde

Vinterhi er afgørende vigtigt for alle europæiske landskildpadders trivsel, vækst, sundhed og forplantning. Vinterhi. Hvis du ikke vil lade dine skildpadder gå i vinterhi, skal du under ingen omstændigheder holde russiske landskildpadder. På grund af årshjulet i de ekstreme hjemstavnsbiotoper, vil en russisk landskildpadde, der ikke kommer i vinterhi, alligevel følge den genetiske kode, der tilsiger, at den altså skal i hi. Den vil derfor ind imellem lægge sig til at sove i lange tidsrum på de mærkeligste årstider og under alle forhold og temperaturer. Og udover, at det jo er dødkedeligt for ejeren, kan det i sig selv medføre kedelige konsekvenser for helbredstilstanden. Især også hvis man prøver at holde den vågen!!

Men man kan altså kun have en enkelt han i bestanden. Og gerne sammen med mindst 2 hunner, så hunnerne kan aflaste hinanden for den påtrængende han. Jeg har som nævnt set og hørt om enkeltstående undtagelser (især, hvor hannerne er vokset op sammen fra helt små), men det er absolut undtagelser, som bekræfter reglen. Indtil de er kønsmodne, kan hannerne sagtens gå i flok, men herefter går det galt!

Russiske hanner har iøvrigt en for denne art speciel adfærd. De indleder kontakten til hinanden indbyrdes og til hunnerne ved gentagne gange at nikke med hovedet og eller føre hovedet op og ned med lodrette bevægelser. Man ser hunnerne svare igen med samme adfærd og selv bruge den til kontakt indbyrdes! Eventuelt til dominans og etablering af hakkeorden? Man kan altså ikke bruge denne adfærd til kønsbestemmelse. Dette er mig bekendt det eneste eksempel, der findes på skildpaddesprog! Så vidt jeg ved, har kun den russiske landskildpadde denne form for kommunikation. Udenfor parringssituationen kendes anvendelse af hovedbevægelser ("hilsen") ikke hos andre arter af landskildpadde!

Pasning iøvrigt af russisk landskildpadde

Desværre har den russiske landskildpadde fejlagtigt ry for at være mere "hårdfør", end de andre europæiske landskildpadder, og man hører den ovenikøbet ind imellem omtalt som "begynderskildpadde". (Begynderskildpadder findes iøvrigt ikke. For eksempel er alle europæiske landskildpadder lige svære/lette at holde, når man først lige har sat sig ind i de få, men meget vigtige krav, der uomgængeligt skal opfyldes!) Rent faktisk betegnes den russiske landskildpadde i for eksempel den omfattende tysksprogede skildpaddelitteratur som mere krævende og vanskelig at holde end de fleste andre landskildpadder. Der avles da heller ikke så meget på den i Tyskland, som på de øvrige europæiske landskildpadder. Den anbefales derfor i Tyskland kun til de mere erfarne landskildpaddeholdere.

Dette hænger blandt andet sammen med de ovenævnte ekstreme forhold, der hersker i den russiske landskildpaddes hjemstavnsbiotoper. Disse forhold betyder, at russiske landskildpadder i deres hjemstavnsbiotoper kan blive udsat for kun at have mulighed for være aktive i tiden april/maj-juli. Den ekstremt høje sommervarme svider lynhurtigt vegetationen af, ligesom skildpadderne får en al for høj legemstemperatur, hvis de ikke gemmer sig væk for den voldsomme hede.

Derfor er den russsiske landskildpadde i sine hjemlande ofte nødt til at gå i sommerdvale, måske allerede efter at have været ude af vinterhi i kun 3-4 måneder. Dette fænomen kaldes æstivation. Hvis/når den voldsomme sommervarme varer ved, medfører dette, at sommerdvalen går direkte over i vinterhiet. Det vil sige, at russiske landskildpadder i deres hjemstavnsbiotoper kan blive udsat for kun at kunne indtage føde i ned til 3 måneder om året. Læs Henrik Bringsøes meget fine artikel i NHF´s blad nr. 1 i 1997.

Ataev rapporterer i 1985, at i Turkmenistan er den årlige aktivitetsperiode for Russisk landskildpadde kun 100 dage!

Det siger sig selv, at hvis man holder en russisk landskildpadde, som man ikke lader gå i vinterhi, så vil en velmenende skildpaddeholder fodre den dagligt i 365 dage om året. -Altså får skildpadden på denne måde op til 2-3 gange så megen føde indenfor 1 kalenderår, som den fodermængde, den har mulighed for at indtage i sine naturlige omgivelser. Her får du forklaringen på de utallige defekte misfostre af russiske landskildpadder, du desværre ser rundt omkring i de fleste skildpaddehold (Især indendørs skildpaddehold). De får mad hver dag hele året i årevis. -Det skal kan selvsagt kun ende helt galt!

De evindelige, skæve, forvredne, sammensunkne skjolde med alt for brede vækstringe hidrører fra en alt for hurtig vækst på grund af overfodring. Hvis den velmenende landskildpaddeholder så ovenikøbet foruden at fodre massivt hver dag året rundt også fodrer med helt forkert proteinrig kost i form af gulerødder, broccoli, ærter, bønner, osv., så går det helt galt. (Husk: Hvad der er sundt for pattedyr, er bestemt ikke nødvendigvis sundt for reptiler!) Foder

Hvis du ikke lader dine russiske skildpadder gå i vinterhi (hvad du kun må undlade, hvis der er en absolut god grund til det), så skal der som minimum indføres fastedage. Russiske landskildpadder skal kun fodres (sparsomt) 1-2 gange om ugen i vinterens løb. Der bør ikke være nogen egentlig forøgelse af vægten i vinterhalvåret. Vækst

Og hvis din russiske landskildpadde ikke får lov til at komme i vinterhi, vil du tit opleve, at den i stedet går i sommerhi. Det vil sige, at den lægger sig til at sove i 14 dage og op til flere måneder. Du skal i så fald lade den være helt i fred. Ellers stresser du den med nedsat immunforsvar til følge. Den følger bare sin biologisk indkodede rytme med hi een gang om året, og den vælger så sit eget tidspunkt, når den ikke får lov til at komme i hi om vinteren. Hvis en russisk landskildpadde, der ikke har været i vinterhi, bliver sat ud i haven om sommeren (sommeren bør så absolut tilbringes i det fri, når man er en russisk landskildpadde), kan du opleve, at den går i sommerhi ved at grave sig ned i en ovennævnte periode. Læs Vintertræthed.

Fejlernærede russiske landskildpadder er ikke så tilbøjelige til at udvikle egentlige pyramidespidser og eller Tobleronetoppe i rygskjoldpaderne, som de andre europæiske landskildpadder eller landskildpadder i det hele taget. Til gengæld udvikler de massivt brede gule/lyse vækstringe, voldsom fedme, sammenfaldent rygskjold (ligner en sammenfalden soufflé) og papegøjenæb. Desuden lever de ikke i ret mange år. (De indre organer er voldsomt beskadiget.) Den alt for kraftige vækst vil direkte afsløres tydeligt af de alt for brede, lyse vækstringe, der ligesom skubber rygskjoldpladerne op i et højere niveau.

De ekstremt sparsomt bevoksede landområder, som de russiske landskildpadder gennem evolutionen har tilpasset sig gennem millioner af år, har givet disse skildpadder en dybt forankret drift til at spise alt, hvad de kommer i nærheden af, hvadenten de trænger eller ej. ("Jeg må hellere skynde mig at spise så meget som muligt, mens der er noget, for jeg ved jo ikke, hvornår jeg får noget igen!") Den russiske landskildpaddes voldsomme appetit skyldes derfor ikke "sult", som det kendes fra pattedyr, og som mange skildpaddeholdere fejlagtigt tror. Denne konstante ædetrang er nærmest genetisk indbygget i skildpadden!

På grund af den russiske landskildpaddes uhæmmede madindtagelse er den meget tilbøjelig til at udvikle voldsomme fedtdepoter. Det kan gå så galt, at bløddelene vælter ud af kroppen. Til gengæld udvikler ekstremiteterne sig til nogle meget tynde stængler. Benene kan ikke rigtigt bære skildpadden. Til sidst dør skildpadden sædvanligvis af en form for fedtlever. Russiske landskildpadder æder også gerne ved meget lave temperaturer, hvor de andre europæiske landskildpadder helt har stoppet aktiviteten, og slet ikke tager føde til sig. Især om foråret er de udstyret med en glubende appetit. Også derfor skal du være meget opmærksom på, at skildpadden kun har adgang til næringsfattigt, fiberrigt foder i begrænsset mængde. Ellers går det for stærkt. Og bemærk: En misdannet landskildpadde kan ikke rettes op og gøres pæn igen.

Jeg skal lige her bemærke, at på grund af de ekstreme livsforhold i hjemstavnsbiotoperne, har russiske landskildpadder udviklet en naturtilpasset evne til midlertidigt at kunne gennemleve og udholde helt forkerte pasningsvilkår. Dette er en af grundene til, at der for dennes skildpaddes vedkommende helt uberettiget har udviklet sig et ry for hårdførhed og robusthed. Og det er en af grundene til, at der rundt omkring faktisk findes en hel del modstridende oplysninger om pasning af den russiske landskildpadde. Men denne evne til i en vis periode at kunne overleve helt forkerte pasningsforhold betyder altså ikke, at den russiske landskildpadde er robust! Den dør, hvis de forkerte forhold ikke ændres, selvom der tilsyneladende ikke er noget at se og mærke på den. Der kan godt gå helt op til nogle år, før det sker. Men den dør! Skildpadden kan tilsyneladende sagtens klare uacceptable og helt forkerte pasningsvilkår (går på gulvet, "nyder sit daglige bad, elsker gulerødder, ærter og bananer", har ingen varmelampe, intet UV-lys, osv.) Efter nogle år dør den imidlertid pludseligt og "helt uforståeligt!"

Når dette så er sagt, er det (som tidligere nævnt i denne artikel) min erfaring, at den russiske landskildpadde ved den rigtige pasning er lige så nem at holde som de andre europæiske landskildpadder. Pasningen er som oplyst ens for disse 4 arter. Men hos mig går de russiske landskildpadder også i frilandsterrarie i sommerhalvåret og kommer i vinterhi i vinterhalvåret. Vinterhi

Det er en udbredt opfattelse, at russiske landskildpadder kræver tørre omgivelser. Dette hidrører formentlig fra den viden, man har om dens oprindelsesbiotoper, der jo som bekendt er hede og knastørre stepper og skråninger. Men når den russiske landskildpadde graver sig ned og opholder sig i sine huler under jorden, ser det anderledes ud. Man har målt 70 % luftfugtighed i disse selvgravede huler og gange, som tit er flere meter lange og dybe. I disse skjul opholder den russiske landskildpadde sig under sit vinterhi, under de perioder om sommeren, hvor den går i sommerhi (æstivation) og midt på dagen, når den på grund af heden bliver tvunget til at forlade jordens overflade. Så fugtige næromgivelser er altså en reel del af den russiske lkandskildpaddes naturskabte livsvilkår! Læs Bundlag.

Parringsadfærden

Europæiske landskildpadders kærlighedsliv er ikke romantik. Parringsadfærden kan forveksles med voldtægt. Den russiske landskildpaddehan er uden sammenligning den mest agressive og vedholdende, når den viser interesse for en hun. Det er ikke spor usædvanligt at der ses større og mindre blødninger på hunnens lemmer (og hoved) efter seancen. Parringen Disse sår læges dog som regel hurtigt. Hvis du holder voksne russiske landskildpadder i indendørs terrarie, vil du opdage, at du må skille hannen fra hunnen, hvis hun ikke skal blive tilføjet så store skader, at hun bliver alvorligt ødelagt.

Vand

Jeg har gennem årene bemærket , at vores russiske landskildpadder så at sige hader vand. De bader aldrig, og de går ikke frivilligt ud i dammene. I de sidste 21 år har Helle set en russer bade een gang. Hun har også nogle få gange set russere drikke. På friland ser jeg aldrig russiske landskildpadder i eller ved de små damme i anlæggene. Indendørs holder jeg kun små unger om vinteren de første par år efter klækningen. Indendørs ser jeg heller aldrig russiske unger bade eller drikke af vandskålen. Formentlig fordi jeg altid holder alle mine små unger på fugtigt bundlag. (Sådan undgås Tobleronetoppe og dødsfald.)

Jeg er ikke i vivl om, at hvis man holder sine skildpadder mere eller mindre tørt indendørs, vil de være nødt til at drikke en del for at undgå at dehydrere, ligegyldigt hvilken art vi taler om. I vores moderne, opvarmede, isolerede og tætte stuer er der jo generelt en helt anden og væsentligt lavere luftfugtighed end i naturen. Læs Bundlag.

Status

Den russiske landskildpadde Testudo horsfieldii er i dag i Washingtonkonventionen opført som CITES II, og den er opført på EU's artsbeskyttelsesforordning på liste B. Der skal altså ikke være "papirer" på en russisk landskildpadde. Læs meget mere i Fredning

Startside