Denne side er senest ændret den 17. maj 2010

Parringen

Kurmageriet

Skildpaddehannerne gør sædvanligvis kur til hunnerne på en meget aggressiv og håndfast måde.

Skildpaddernes kærlighedsliv er ikke romantik.

Der er mere tale om noget, der kan forveksles med god gammeldags voldtægt.

Lad os tage marginataerne som eksempel:

Marginatahannen gør kur til hunnen ved, efter at have trukket hovedet ind, at ramme forenden af

 sit sit skjold ind i siderne på hunnens skjold.

Dette foregår voldsomt og højlydt.

I begyndelsen prøver hun ofte at undvige.

Ind imellem løber (ja, løber!) han rundt om hende og foretager lodrette og vandrette bevægelser

 med hovedet.

Nogle af disse hovedbevægelser er rolige, andre er nærmest sitrende.

Hun kan stadig godt prøve at undvige.

Herefter prøver han at bide hende i hovedet og benene, især forbenene.

Dette får hende til at trække hoved og forben ind, hvilket medfører, at analregionen trykkes ud.

Ind i mellem fortsætter han med at ramme skjoldet ind i hende.

Når hun forholder sig helt roligt, bestiger han hende bagfra.

(Somme tider fra andre sider. Den slags kan åbenbart smutte.)

Under parringen udstøder han høje lyde.

Dette er det eneste tidspunkt, hvor marginataerne og de andre europæiske landskildpadder giver

 nogen form for lyd fra sig.

Disse lyde kan tydeligt høres på over 50 meters afstand! 

  

Desuden henvender vores russiske han sig indledningsvis til hunnerne ved nikke til dem.

En adfærd, der er almindelig for alle russiske hanner.

Russiske hunner kan dog også ind imellem udvise denne adfærd overfor deres artsfæller.

Formodentlig er der her tale om en form for dominans og/eller håndhævelse af hakkeordenen. 

I takt med lydene fra hannen bevæger hunnen sit hoved fra side.

Det ser også ud til, at hun samtidigt hermed opretholder fast øjenkontakt med ham.

Denne taktfaste bevægelse af hovedet under parringen hos hunnen er symptomatisk for

 marginataer.

Vi har da heller aldrig set denne bevægelse hos hunnerne hos vore øvrige europæiske

 landskildpadder.

Samtidig med hovedbevægelserne bevæger hun kroppen let.

Dette gør det nemmere for hannen at finde hunnens kloak.

Først ved den direkte kontakt mellem hannens hale og hunnens kloak bliver penis indført.

Samtidig skal begge parters stillinger være helt stabile.

Ellers vælter det hele bogstaveligt talt, og der må startes forfra.

I april, maj og juni sker parringerne op til 4 gange om dagen.

Herefter falder hyppigheden og der holdes en egentlig pause.

I slutningen af august genoptages parringsadfærden, og der sker stadig parringer på solbeskinnede dage

 til ind i oktober måned.

Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis størrelsesforskellen mellem han og hun er for stor.

Hvis hannen er mindre end hunnen, sker der for så vidt ikke noget ved det.

Hannen kan være så lille i forhold til hunnen, at han på grund af størrelsesforskellen ikke magter

opgaven.

Men det lider hun ingen skade ved.

Hvis hannen derimod er større end hunnen, kan det blive for voldsomt for hende, hvis han er mere end en

 halv gang større end hende.

I så fald bør parringen overvåges nøje, således at der om fornødent kan gribes ind!

Avlsgruppe

Hvis man ønsker unger af sine skildpadder, er det selvfølgelig nødvendigt med en skildpadde af hvert køn.

De skal faktisk have lang tid til at vænne sig til hinanden.

Selvfølgelig kan man sætte et par sammen et par timer med henblik på avl, ligesom man gør med for eksempel hunde,

 heste, osv., men der vil sjældent komme noget ud af det.

Skildpadder skal bruge lang tid til at vænne sig til nye omgivelser.

Somme tider op til et år.

Så det vil være undtagelsen, at der kommer noget ud af, at en han og en hun går sammen i nogle få dage!

Uanset arten vil det her være ideelt med en avlsgruppe på for eksempel 1 han og 2-4 hunner.

Også fordi trykket og stresset fra den som regel meget parringsinsisterende han på denne måde vil blive fordelt på flere

 eksemplarer.

Holder du russiske landskildpadder, vil det som regel være nødvendigt med flere hunner, idet russiske hanner som regel er

meget pågående og nærmest aggressive i deres kurmageri.

Indavl

Reptiler har ingen slægtsfølelse overhovedet.

Landskildpadder har som bekendt ingen form for yngelpleje.

Når skildpaddehunnen har gravet sine æg ned og dækket hullet til, er alt slettet fra hukommelsen.

Hun vil heller ikke være i stand til at genkende sine egne unger, hvis hun senere skulle møde dem.

Hverken på lugt eller på anden måde.

Der er intet, der afholder hverken hanner eller hunner fra at parre sig med deres eget afkom.

Men biologisk set giver dette ikke problemer.

Der er ingen kendte uheldige resultater fra indavl, når vi taler om reptiler og dermed skildpadder.

Men hvis man har tænkt sig at indavle målrettet på sine landskildpadder, ligesom nogle gør med andre

 dyrearter for at fremavle specielle egenskaber, må man iøvrigt forinden beslutte sig for selv at blive

ældre end de fleste andre mennesker på denne jord.

Når en skildpadde er 6-8 år om at blive kønsmoden, er planlagt indavl nemlig et særdeles langsigtet

 projekt. 

Tilbage står alene etiske overvejelser.

Men de er ene og alene etiske, og kan sådan set ikke begrundes biologisk.

Derfor kan etiske overvejelser skam være nok så vigtige for den enkelte skildpaddeholder.

Men der er vel alligevel en form for risiko for indavl?

Spørgsmålet er væsentligt.

Ikke alle har altid mulighed for at skaffe "nyt blod".

Risikoen ved indavl er hos krybdyr som nævnt til at overse.

Der er ikke tale om den samme genetiske kode, som hos pattedyr.

Du vil derfor have meget begrænsede muligheder/risici (ingen) for at løbe ind i problemer ved indavl.

Når man bemærker, hvor stedfaste landskildpadder er i naturen, hvor man i biotoperne i årevis genfinder de samme

 skildpadder indenfor få hundrede meter, er "incest" givetvis ofte lige så meget reglen som undtagelsen."

Så det er altså til syvende og sidst et spørgsmål om egen holdning.

Naturen er ligeglad.

Hvor lang tid går der mellem parring og æglægning?

Her er der rundt omkring bestemt ikke enighed i erfaringer, meninger og opfattelser.

Mange steder anføres det, at der forløber 14 dage, andre steder nævnes 1 måned og nogle steder oplyser

 man om længere tidsrum.

Det må nok konkluderes, at så enkelt kan det ikke  sættes op.

Æggene begynder at dannes om efteråret.

På et tidspunkt i løbet af foråret trækkes de sædvanligvis over med kalk.

På et eller andet tidspunkt mellem ægdannelsen og kalkovertrækniningen må befrugtningen nødvendigvis ske.

Når ægget er overtrukket med kalk, kan det selvsagt ikke længere befrugtes.

Vi har som anført ikke set parringer i den egentlige højsommer.

Æglægninger sker her hos os i april, maj, juni og sjældent i juli måned. 

Aldrig senere her hos os.

Samme hun kan have flere læg på en sæson i ovennævnte periode.

En skildpaddehun kan have sædgemme, det vil sige, at hun i op til adskillige år kan gemme hannens sæd og lægge

 befrugtede æg uden at have været parret.

Reimann oplyser, at en bredrandet landskildpaddehun kan have sædgemme i op til 8 år!

-Men at antallet af frugtbare æg daler betragteligt med årene.

Hvis man altså ser en hun blive parret i april, og man herefter konstaterer, at hun lægger æg 3 uger

 senere, hidrører disse æg så fra den sete parring?

Ikke nødvendigvis!

Parringen kan for eksempel være fra august, september, oktober eller for den sags skyld fra maj året

før.

-Eller for den sags skyld fra en flere år/mange år tidligere gennemført parring. 

-Med en helt anden han og måske hos en tidligere ejer.

Mange mener, at efterårsparringerne er de vigtigste, og at det netop er dem, der ligger bag hovedparten

 af æglægningerne året efter.

Uwe Dost skriver i Griechische Landschildkröten 2006, at han har bemærket, at der i kølige

 forårsmåneder normalt er dårlige befrugtningstal.

Dette mener han taler imod opfattelsen af efterårsparringernes vigtighed, ligesom han mener, at det modsiger opfattelsen af

eksistensen af sædgemme.

Jeg har dog haft en hun gående i 4 år fra jeg fik hende, indtil hun uventet lagde æg, hvoraf halvdelen var

 befrugtede.

Og hun havde bestemt ikke været sammen med en han forinden her hos mig.

Under alle omstændigheder kan man godt droppe modellen fra pattedyr, som for eksempel heste og hunde, med lige at sætte

en han og en hun sammen for senere at kunne få unger af begivenheden.

Landskildpadder skal føle sig trygge og velbekendte med omgivelserne og ofte også med hinanden, før der sker succesfulde

 parringer.

Der kan godt gå lang tid.

I enkelte tilfælde op til flere år.

Så man låner ikke bare lige en han eller en hun en dags tid og ser resultater samme kvartal!

Hvordan kan en gravid skildpaddehun så rumme ofte op til mange æg, der jo på et tidspunkt ovenikøbet bliver overtrukket

 med kalk og derfor ikke kan klemmes uden at gå i stykker?

Man har konstateret, at landskildpaddehunners vævmasse er i stand til at kunne komprimeres ekstremt meget.

På denne måde afgives der plads til æggene.

Penisfremfald

Skildpaddehanner har ind imellem såkaldt penisfremfald.

Penisfremfald er ikke en sygdom!

Men folk, der ikke kender fænomenet,bliver forfærdede, når de ser det første gang.

Mange tror, at det er indvoldene, der vælter ud.

Det er imidlertid bare hannens penis, de ser.

Der sker intet ved det, og skildpadden er ikke syg.

Kort efter trækkes penis ind på plads i kloaken igen.

Der skal IKKE behandles.

Tvangsbadning af landskildpadder fremprovokerer ofte penisfremfald.

Her er atter en grund til at undlade den unødvendige og som regel skadelige badning af landskildpadder.

Læs Badning og vand

Det er oplagt at bruge det til at kønsbestemme skildpadden som en han, når man oplever et penisfremfald.

Men så enkelt er det ikke.

Det sker også (sjældnere) at en skildpaddehun har fremfald af klitoris.

Den er også ret stor og ligner meget hannens penis.

Så man skal være en meget sagkyndig undersøger af tilfældet, før man kan være helt sikker!

Det er altså ikke altid så nemt.

Der må ikke doktoreres af velmenende personer.

Det hele trækkes ind i kloaken igen af sig selv efter en kortere eller længere tid.

Lad skildpadden være i fred!

Mange bliver forskrækkede, når de pludselig ser noget

voldsomt  stort, vådt og blå/rød/violet vælte frem af skildpaddens hale.

Nogle tror, at det er indvoldene, der pludselig kommer ud.

Det skal man normalt ikke tage sig af.

Der er blot tale om, at hannens penis kommer frem for en stund.

Efter kortere eller nu og da længere tid, trækker han den ind igen.

Nu og da ser man hunnens klitoris komme frem på samme måde.

Klitoris ligner meget en penis, og den har derfor i tidens løb været grund til mange fejlskøn vedrørende

 skildpadders køn.

Men klitoris er ikke så stor, og ses ikke så ofte.

 

----ooooOOOoooo----