Siden er senest ændret den 10. marts 2010

Sanser og adfærd 

Her gennemgås vore egne studier og iagttagelser over landskildpaddernes mentale udrustning,

sanser og adfærd sammenholdt med vederhæftige kilder. 

Intilligens

Der findes en hel del videnskabelig litteratur om landskildpadders intilligens.

Mange har forsket i dette emne, og emnet er velbelyst.

Vedrørende skildpaddens hjerne kan man i populærvidenskabelig form, men alligevel særdeles velfunderet,

for eksempel læse i "Die Landschildkröten Europas" af Doktor Werner Kirsche.

Han er kun en af de mange, der har undersøgt emnet på videnskabelig basis.

Og han har fordybet sig i området vedrørende landskildpadder.

Han holdt i en menneskealder græske landskildpadder i et enormt frilandsanlæg i Berlin, hvor han siden 1961 har avlet

på dem.

Han var professor i anatomi og direktør for det anatomiske institut på Humboldt Universitetet i Berlin.

Han har udgivet en del tunge videnskabelige værker om mikroskopisk anatomi vedrørende nervesystemet for alle

 hvirveldyr, vedrørende hjernedannelsen hos fisk og amfibier, vedrørende hjerneudviklingen hos reptiler og fugle og

 mange herpetologiske værker omhandlende landskildpadder.

Han var i mange år chefredaktør for det tyske tidsskrift for mikroskopisk anatomisk forskning og for tidskriftet for

 hjerneforskning.

I ovennævnte bog har han samlet den enorme viden, der findes om emnet, og her gengives og dokumenteres i meget kort

form over nogle få sider, hvor indskrænket og uudviklet skildpaddehjernen er.

 Meget populært udtrykt således, at den er dobbelt så stor som en frøs, men kun halvt så stor som en hares.

Nu er det jo som bekendt ikke alene hjernens størrelse, der udtrykker omfanget af intilligensen.

Men det ligger fast, at reptilhjernen/skildpaddehjernen mangler mange af de dele, der samlet udgør pattedyrhjernen.

Disse dele er simpelthen ikke udviklet under revolutionen.

Til gengæld er skildpaddens nervesystem, hørelse og syns- og følesans overraskende højt udviklet.

Men på almindelig dansk må man sige om skildpaddernes intilligens:

Det er gennemdokumenteret, at skildpadder er dumme som papkasser.

Til gengæld er alle andre sanser voldsomt velfungerende, som det fremgår nedenfor.

Høresans mv.

De europæiske landskildpadder har intet ydre øre.

Deres høreorgan ses som et mørkt område på siden af hovedet bag øjet.

Skildpadderne er i stand til at opfange lydbølger mellem 100 og 1000 Hz.

Mennesker kan registrere frekvenser mellem 20 og 20000 Hz.

 ( Prof. Dr. Walter Kirsche: „Die Landschildkröten Europas“. )

Skildpadderne er altså i stand til at høre dybere toner.

Jeg mener selv, at vore skildpadder reagerer, når jeg taler til dem.

Især kommer vores Testudo graeca ibera han  hurtigt hen til mig, når jeg kalder på ham.

Det gør han imidlertid også, bare han får øje på mig.

 Europæiske landskildpadder har et fortræffeligt syn, så det kan ikke helt entydigt skilles ad, i hvor høj

grad hans reaktioner på min tilstedeværelse skyldes hørelsen og i hvor høj grad de skyldes synet.

Hertil kommer, at der ikke er tvivl om, at skildpadderne også på lang afstand registrerer selv svage

 rystelser i jorden som for eksempel fodtrin.

Denne seismiske sans er dyret udstyret med gennem hele sin opbygning.

For  eksempel stivner marginataerne, når jeg nærmer mig anlægget, også når de hverken kan høre eller se

mig.

Der er ingen tvivl om, at disse tre sanser avendes integreret og i forening og er meget væsentlige for

 skildpaddernes registrering af omgivelserne. 

Synet

Skildpadderne har gode øjne, og de kan helt tydeligt skelne farver fra hinanden. 

Klassisk er det at se, hvordan skildpadderne tiltrækkes af røde bær og tomater 

(tomater må  de ikke må få) og gule blomster.

Dens 2 øjne udgør tilsammen en synsvinkel på ca. 300 grader, så selvom du er nok så påpasselig, kan du

 ikke nærme dig en skildpadde, uden at den ser dig.

Men skildpaddernes syn opfatter emner, der bevæger sig.

Hvis emnerne holder op med at bevæge sig, eller hele tiden har været i ro, smelter de for skildpadden

 sammen med den øvrige baggrund, og den registrerer ikke (længere) emnerne med synet.

Vi har lagt mærke til, at alle vore skildpadder åbenbart er ”langsynede.”

Indenfor en afstand af ca. 5 centimeter er skildpadderne ude af stand til at focusere.

Når de begynder at indtage et fødeemne, spiser de i starten ligesom ”ud i luften”, indtil de får skudt sig

 ind på den rigtige afstand.

Herefter er der ikke problemer med at ramme føden med næbbet.

Denne erfaring er gjort af de fleste skildpaddeholdere. 

Synet er vigtig for skildpadden for blandt andet at undgå at falde ned, når den klatrer rundt i bjergrige omgivelser.

 Prøv for eksempel at sætte en skildpaddeunge på et bord.

Hver gang den nærmer sig bordkanten, drejer den af, før det blive farligt.

 Ligegyldigt hvor længe den får lov at gå rundt på bordet, så falder den ALDRIG ned, hvis den får lov til at færdes

 uforstyrret!

Smagssans  

landskildpaddernes smagssans er også højt udviklet.

De indtager kun den føde, som smager dem.

Skulle en skildpadde uforvarende have fået noget i munden, der ikke smager, som det skal, skubbes det

 straks ud igen med spidsen af tungen.

Forbenene kan også tages til hjælp i denne situation.

Skildpadden træder i så fald bare emnet (f. eks. et blad) ned med et ben og holder det således fast, mens

den bakker det ud af munden med hele kroppen.

Smagssansen aflæses også af den begejstring skildpadder lægger for dagen, når de møder søde spiselige

 emner, som især frugt.

Desværre er frugt helt uegnet som skildpaddeføde, selvom skildpadderne elsker det.

Læs Foder

Genkendelse og hukommelse

Det ligger fast for Helle og mig, at skildpadderne er i stand til at genkende mennesker.

Altså identificere den enkelte person!

Da jeg i sin tid hentede vores 2 første marginataer, viste det sig efter kort tid, at hannen havde svamp i nakken.

En del af kuren herimod bestod i, at jeg hver dag gennem et helt år (ja sygdomsbekæmpelse hos krybdyr

 er et meget mere længerevarende projekt end hos pattedyr –jeg er bange for, at mange giver for hurtigt

 op) måtte holde hans hoved med venstre hånds tommel- og pegefinger, medens jeg med højre hånds

 pegefinger gned hans nakke med Brentan.

Dette hadede han selvfølgelig, og han prøvede altid at slippe væk og gemme sig, når han registrerede, at

 jeg nærmede mig skildpaddegården.

Han vidste jo, hvad der nu ventede.

Nu er der gået flere år og han har oven i købet været i hi mange gange siden, så man skulle tro, at hans

 erindring nu var mere end sløret.

 Det alligevel er stadig sådan, at når han får øje på mig, forsvinder han omgående.

Når han derimod ser Helle, går han hende fredeligt i møde, fordi han ved, at hun ikke tager ham op, men

 derimod tit har noget spiseligt med.

De europæiske landskildpadders nervesystem og sanseorganer anses for at være relativt højt udviklede.

Således anses orienteringsevnen, evnen til at finde hjem, temperaturfølesansen, lugtesansen,

 smagssansen og synet som veludviklet i forhold til hjernestrukturen.

(Prof. Dr. Walter Kirsche:”Die Landschildkröten Europas“.)

Hukommelse har skildpadderne altså i et vist omfang.

Dette ses også hvert forår, når skildpadderne sættes ud i skildpaddegården for resten af sæsonen.

Den enkelte skildpadde opsøger uden tøven præcis den samme solbadningsplads, som den har brugt alle

 tidligere år.

Den går også straks de samme ture ad de samme ruter på de samme tidspunkter hver dag. 

De genkender også straks deres artsfæller, selvom de ikke har set hinanden hele vinteren.

De behøver ikke at småtoppes for at fastslå hakkeordenen.

Den skildpadde, der tidligere har fået lært, hvor dens plads er i flokken, husker det med det samme.

Et blik fra den skildpadde, der befinder sig højere oppe i hierakiet, er nok til at den straks bøjer af og

 fjerner sig uden vrøvl. 

Lugtesans, mv.

Skildpadder besidder en højt udviklet lugtesans.

Ikke alene kan de registrere lugte på lang afstand, men det menes også at de kan bestemme temperaturer

på afstand med lugtesansen (Wolfgang Wegehaupt: ”Die natürliche Haltung und Zucht.”)

Han anfører også, at skildpadderne benytter sanse/føleceller i det ydre hudlag og i slimhinderne til at

 bestemme temperaturen

Vi har tit iagttaget, at skildpaddehannerne blandt andet leder efter hunnerne i skildpaddegården ved

 hjælp af lugtesansen.

Selvom hannerne ikke kan se hunnerne, går de gennem anlægget og følger dels hunnernes duftspor i

 floraen og mellem stenene og dels vejrende efter hunnerne med hovedet højt hævet.

På forholdsvis kort tid har de så på denne måde fundet hunnerne.

Landskildpadder er meget nysgerrige og lugter interesseret til alt.

I det hele taget bruges lugtesansen til næsten alt.

Når for eksempel den æglægningstrængende hun leder efter et egnet sted til at grave sit

 æglægningshul, ser man hende uafladeligt snuse til jorden, mens hun går søgende rundt.

Vi ser også, at skildpadderne aldrig spiser, uden først at lugte til de pågældende planter.

Formentlig er lugtesansen hovedafgørende for skildpaddernes opfattelse af, om den pågældende plante

er interessant som fødeemne, ja om den pågældende plante overhovedet er spiselig.

At skildpaddernes lugtesans er særdeles effektiv, ser vi også sidst på dagen, når alle skildpadderne er

gået ind i kasserne for at sove, og vi alligevel lægger friskplukkede urter ind i skildpaddegården.

Indenfor 1 minut er der voldsom trængsel ved foderpladsen.

Lugtesansen må antages at være yderligere en væsentlig del af skildpaddens evne til at fornemme

 omgivelserne, og den indgår givetvis sammen med de ovennævnte sanser som yderligere en integreret del

 af skildpaddernes evner til effektivt at registrere omgivelserne. (Perceptionsevnerne.)

Følesans

Også følesansen er udpræget til stede hos skildpadden.

Uden på noget tidspunkt at bruge synet, graver den gravide hun med bagbenene sit æglægningshul i

 rigtigt omfang til antallet af æg, diameter, facon og dybde.

Æggene griber og berører hun med bagbenene, og hun fordeler dem korrekt i hullet med bagbenene.

Herefter dækker hun hullet til med bagbenene og efterlader det i en tilstand, hvor ingen kan se, at der

 har været gravet.

-Uden at iagttage sine handlinger med synet.

Stemme

Skildpadder har ingen stemme.

De kan ikke som så mange andre levende væsener give lyd fra sig og kommunikere med lyd i større eller

 mindre omfang.

Skildpadder er stumme væsener og de har iøvrigt heller nogen form for mimik.

Idet ansigtshuden med de påsiddende skæl sidder direkte udenpå kraniet uden nogen form for

 muskulatur, er skildpadden ikke i stand til ved hjælp af sine ansigtstræk at kunne meddele sig til

 omgivelserne.

Dette har hidtil medført den helt fejlagtige opfattelse hos os mennesker, at skildpadder ikke havde

 nogen egentlig smertesans.

Derfor kunne man tidligere (forhåbentlig ikke mere?) med sindsro bore smertefulde huller i skildpaddens

bagskjold til at tøjre skildpadden med.

"Det gør jo slet ikke ondt!"

Bemærk lige, at skildpaddens skjold er dannet af dens ribben, der gennem evolutionen er groet sammen.

Læs landskildpadders anatomi

Hvis en landskildpadde konstant holder næbbet fuldstændig åbent/opspilet, antages det, at den på denne

 stumme måde giver udtryk for stærk smerte.

Der kan dog i en særlig situation komme lyde fra en landskildpadde:

 Under parringen udstøder hannen høje pibende lyde.

Det er luft, som på grund af hannens stød mod hunnens skjold presses ud af lungerne.

Det har intet med en slags stemme at gøre.

Især russiske landskildpadder udstøder en "hvæsen", når man tager dem op.

Det er også luft, der hurtigt presses ud af lungerne, fordi skildpadden bliver alvorlig skræmt over at

 slippe den trygge jordoverflade.

Der sker det, at skildpadden i sin forskrækkelse meget hurtigt trækker hovedet helt eller delvist ind i

 skjoldet.

Herved opstår der pladsmangel inde i skjoldet, og luften presses ud af lungerne.

Skildpadden hvæser altså ikke af raseri.

Det har intet med stemningsleje og følelser at gøre.

Den slags har krybdyr ikke.

Men selvom skildpadder ikke har stemme, og selvom de ikke har nogen mimik, har de dog en form for sprog.

Når man ser landskildpadder sammen, ser man let, at der sker en form for kommunikation.

Landskildpadder iagttager hinanden, snuser til hinanden og skubber til hinanden, mv.

Dette sker, både når der etableres og vedligeholdes hakkeorden, når hannerne indleder parringsforsøg og når hunnerne

under forberedelse af æglægning udviser dominans overfor andre skildpadder for at jage dem væk.

Desuden ser man hos russiske landskildpadder, at både hanner og hunner kommunikerer indbyrdes ved hjælp af

 vertikale nikkebevægelser med hovedet.

Skildpaddernes indbyrdes sprog er et område, der fortjener yderligere studier og undersøgelser.

Smertesans

Wolfgang Wegehaupt skriver i "Natürliche Haltung und Zucht der Griechischen Landschildkröte" 

2. udgave 2006:

"Også vekselvarme Reptiler føler smerte.

Smertesansen falder parallelt med faldende kropstemperatur.

Som følge af, at skildpadder vokser hele livet, regenererer de væsentligt hurtigere efter sår og skader

 end andre levende væsener, og er som følge heraf væsentligt hurtigere fri for smerter.

Selvom skildpadder ikke er i stand til at udvise smerte gennem deres mimik, genkender en erfaren

 skildpaddeholder smertetilkendegivelser fra skildpadden på den grundlag af dens udseende og adfærd.

Dyret bevæger sig så lidt som muligt, og ved stærke smerter holdes munden konstant åben, ligesom

 klagende."

Jeg kan ganske tiltræde Wolfgangs iagttagelser.

De samme erfaringer er gjort her i biotopen i Næstved.

Vejrtrækning

Når vi betragter et dyr, ser vi hvorledes brystkassen hæver og sænker sig. 

Dette skyldes som bekendt vejrtrækningen.

Når vi iagttager en skildpadde, ser vi ikke noget tilsvarende.

Skildpaddeskjoldet kan af gode grunde ikke følge med ind og ud, medens lungerne fyldes og tømmes.

Af anatomisk nødvendige grunde er skildpaddens lunger indrettet modsat vores.

I hviletilstand er alle andre væseners lunger tømte.

Skildpaddens lunger er i hvilepositionen fyldte.

Skildpadden ånder ud/tømmer lungerne ved at presse forbenene ind i skjoldet.

Når den slapper musklerne, glider forbenene ud igen, og lungerne fyldes.

Denne rytmiske bevægelse med forbenene kan man se hos skildpadden, når den er i ro.

Åndefrekvensen er langsommere end hos os andre.

På samme måde forholder det sig med hjerterytmen.

Temperaturregulering

Landskildpadder er som krybdyr vekselvarme og deres kropsvarme styres

som bekendt helt og holdent af den omgivende temperatur.

I modsætning til pattedyr kan de ikke selv producere en temperatur uafhængig af omgivelserne.

For at opnå og vedligeholde den optimale funktionstemperatur skifter skildpadden derfor hele dagen

 mellem sol og skygge.

Dette er basisviden for krybdyrholdere.

Tilsyneladende er dette en sandhed med modifikationer.

I bogen ”Griechische Landschildkröten“ skriver Manfred Rogner med henvisninger til andre navngivne

 kilder på side 48 – 50, at hormonet Melatonin styrer skildpaddens årsur og også dens døgnur.

Om morgenen skal der kunne konstateres en temperatur i skildpadden, som er højere end de omgivende

 temperaturer, og som er produceret af skildpadden selv efter hormonal indikation.

Skildpadderne skal på samme måde i et vist omfang kunne styre temperaturreguleringen og opnå højere

temperaturer end betinget af omgivelserne i månederne april-juni og igen i månederne september-

oktober.

Under vinterhi bliver kropstemperaturen på samme måde holdt over 0 grader af skildpadden selv, selvom

det er frostvejr!!

Sammenhold dette med Henrik Bringsøes spændende artikel i NHF-bladet nr. 3 i 2002 om ”Bredrandede

landskildpadder Testudo marginata udsat for stærk frost i Grækenland.”

Her berettes om nogle marginataer, der i det fri overlevede et angreb af hårde frostgrader.

De blev ellers af Bernd Pitzner ved en temperatur på minus 12 grader C fundet fastfrosset til jorden, og

 blev naturligt nok opgivet.

14 dage efter sås de leve videre i fin form!

Bredrandede landskildpadder kan godt grave sig ned, men de gør det ikke i samme omfang, som de andre

europæiske landskildpadder gør.

Sammenhold også med Knud Jönssons artikel i NHF-bladet nr. 4 i 2005:

”Kort notits om Testudo marginata og lave temperaturer.”

Her berettes om et par marginataer, der overlevede et kort temperaturfald ned til minus 4,5 grader C.

Jeg har selv gjort en erfaring, der vinkler dette emne:

Den 7. december 2005 om formiddagen forsvandt vores marginatahun Afrodite uopdaget ud i haven

 gennem en åbenstående terrassedør.

Det var 5 grader C, overskyet og vindstille.

Hele haven er omkranset af et op til 4 meter bredt hegn/buskads (vi holder af fugle), så da hun ikke

umiddelbart var til at se derude, kunne jeg godt gætte, at hun havde gemt sig et sted i denne

 uoverskuelige og delvist uigennemtrængelige bevoksning.

Først den 9. december 2005 kl. 14.00 fandt jeg hende efter flere gange (også om aftenen i buldermørke

med lommelygte og sammenbidte tænder) at have trawlet hegnet igennem og revet tøjet og hænderne

 noget i stykker.

Havde det ikke været lyst i vejret med klart højt solskin, er jeg ikke sikker på, at jeg havde fundet

 hende.

Natten til den 9. december 2005 havde det været 2 graders frost, og hele den 9. december var

 temperaturen lige under frysepunktet.

Grenene og bladene omkring hende var hvide af rimfrost.

Hun var til gengæld ikke dækket af rimfrost, men var meget, meget kold.

Hun havde ikke prøvet på at grave sig ned.

(Marginataer kan godt grave sig ned, men gør det ikke i samme omfang som andre europæiske

landskildpadder.)

Hun havde søgt ly under nogle stikkende vilde rosengrene, fyrrestammer og var delvist dækket af efeu,

 som hun havde boret sig ind i.

Hoved og lemmer var trukket så langt ind i skjoldet, som fysisk muligt, og sad så utroligt fast, at det på

 findetidspunktet ikke var til at afgøre, om hun havde overlevet.

Jeg har aldrig før på en skildpadde oplevet så voldsom en indtrækning i skjoldet af hoved og lemmer.

Det så ekstremt ud.

Straks ind i en kasse i køkkenet.

Efter et kvarter begyndte hun at bevæge benene, når jeg prikkede til dem.

Efter nogle timer kom hun under en varmelampe.

Nu kom det spændende øjeblik.

Var øjnene frosset til 2 små hvide isklumper?

Nej, der var ingen skade sket!

Hun var sund, frisk og livlig.

Det ser altså ud til, at i hvert fald bredrandede skildpadder kan overleve frostgrader i et vist omfang.

Om dette også gælder de andre europæiske landskildpadder er da sandsynligt, men jeg har ikke hørt om

 det (endnu).

(Jeg tror nu ikke, at man frivilligt bør udsætte sine landskildpadder for frost!)

Den schweiziske skildpaddesammenslutning SIGS oplyser i sin pasningsvejledning for russiske

 landskildpadder, at man hos denne skildpadde har påvist et stof, der virker som

 frostbeskyttelsesmiddel, og som forhindrer frostskader.

Der oplyses intet nærmere, heller ikke noget om navnet på stoffet,

Under alle omstændigheder kan man nok anse Hypothalamus som den indretning, der overordnet styrer

 også temperaturen i det omfang dette sker udover den eksterne varmetilførsel.

Hypothalamus er det væsentligste nervestyrende center i hjernen, som dirigerer de fysiologiske

 strømninger og herunder også legemstemperaturen.

Det ligger vist fast, at der er tidspunkter, hvor den omgivende temperatur ikke svarer til skildpaddens

 kropstemperatur!

Man mener desuden, at D3-vitamindannelsen ikke alene er afgørende vigtig for dannelsen af kalk og

 dermed udviklingen af skjold og knogler.

D3-vitaminet er også afgørende for dannelsen af hormoner og for adfærdsstyringen.

Hvis skildpadden ikke får solskin (nok), er UV-lys altså meget mere end vigtig!

Det antages ligefrem, at for eksempel skildpaddens indre ur på årsbasis

-hvornår det er tid at forberede sig på vinterhi, hvornår det er tid for vinterhi, og hvornår det er tid at

 vågne igen, eventuel sommerhvile/hi, forårsparringer, efterårsparringer, osv., og på døgnbasis

-hvornår det er tid at stå op, solbade, gå til ro, osv.,

 er afhængig af hormoner, der er udviklet gennem tilførslen af D3-vitamin!

Det har også betydning for reproduktionen, væksten, immunforsvaret, osv.

Der må her være et afgørende samspil med dannelsen af "meddelelsesstoffet" melatonin i hjernen.

Det er altså for eksempel ikke alene de dalende temperaturer og det aftagende lys, der forbereder

 skildpadden til, og er altafgørende for den vellykkede overvintring.

Mens vi er ved transmitterstofferne, må man nok anse serotonin som lige så vigtig for skildpadder, som

for pattedyr.

Aktionsradius.

Europæiske landskildpadder er utroligt stedfaste.

De samme skildpadder ses hver dag opholde sig på de samme solbade- og spisepladser på de samme

 tidspunkter.

Når de færdes rundt i anlægget, bevæger de sig ad de samme stier på deres daglige patrulje.

Nogle bevæger sig kun få meter rundt indenfor deres "eget" lille område.

Andre er mere tilbøjelige til at færdes overhele anlægget.

De er meget rutineprægede i deres territoriale adfærd, og må betegnes som som vanedyr og

 tryghedsnarkomaner.

Derfor bør der heller ikke unødigt ændres på anlæggets struktur.

Skildpadderne bliver stresset af for mange og for hyppige ændringer.

I "Griechische Landschildkröte" 2006 af Holger Vetter kan man læse om en række iagttagelser over

Eurotestudo i naturen, der viser, at de lever indenfor ganske små afgrænsede områder, og findes på de

samme pladser år efter år.

Under en Grækenlandstur fandt jeg en speciel græsk hun, som jeg tog med mig nogle hundrede meter for

 at vise den til min rejsefælle, hvorefter jeg satte den ned i græsset.

2 dage efter så jeg den på nøjagtig samme sted, hvor jeg så den første dag.

I Sacalia nr. 21 fra november 2008 skriver Horst Køhler om, hvordan han under ophold i en

 landskildpaddebiotop i Tyrkiet hver dag i en uge brugte hele dagen på at iagttage de mauriske

landskildpadder Testudo graeca, der levede i denne biotop.

Den skildpadde, der er i løbet af denne uge havde fjernet sig mest fra det oprindelige fundsted, havde

kun flyttet sig 60 meter i løbet af denne uge.

De øvrige betydeligt mindre!

2 år senere besøgte han igen denne biotop.

En af skildpadderne var nem at huske og genkende, idet den var markeret med maling.

Den befandt sig ved siden af det citrontræ, hvor den også opholdt sig 2 år tidligere!

---ooooOOOoooo---