Startside Denne artikel er senest ændret i januar 2013

	Æglægning
Overskrifterne i denne artikel:	Landskildpaddeæg, Hyppighed og omfang af æglægning, Hvornår lægges der æg? Æglægningshøjene, Læggenød, Før gravningen, Dominans, Gravningen, Æglægningen, Hvordan finder jeg de nedgravede æg?, Hvor lang tid går der mellem parring og æglægning.?

 

 

Landskildpaddeæg

Som andre landskildpadder lægger de europæiske landskildpadder hårdskallede æg. Hårdskallede æg er ikke som andre reptilers blødskallede æg i stand til at vokse i takt med fosteret. Disse hårdskallede æg ligner fugleæg.  Og ligesom på fugleæg er skallen af kalk. Men fugleæg virker ligesom mere sprøde/porøse i skallen. Landskildpadddeæg er fra starten meget hårdere end fugleæg og nærmest "krystallinske" i skallen. De er derfor mege stærke og robuste. Hvis en æglæggende landskildpaddehun ikke får fanget et æg op og styret det på plads med bagbenene, som hun plejer, straks når ægget forlader kloaken, falder det ned i bunden af den gravede æglægningsgrube og lander ovenpå de andre æg med et hørligt smæld. Men der kommer ingen revner eller beskadigelser i hverken det nylagte æg eller i de andre æg. Landskildpaddeæggene bliver dog med tiden blødere og mere skrøbelige under inkubationen. Man antager, at dette skyldes, at æggeskallens kalk under inkubationen forbruges af fosteret til at danne skjold og knogler iøvrigt.

Den græske landskildpaddes æg er nogenlunde på størrelse med dueæg og har også samme udseende. Den bredrandede landskildpaddes æg og den mauriske landskildpaddes æg er kuglerunde som bordtennisbolde og næsten lige så store. Den russiske landskildpaddes æg er meget aflange.

De eneste landskildpadder, der ikke lægger hårdskallede æg, er de store arter Manouria emys og Manouria impressa fra Sydøstasien.

Jeg holder som bekendt mine europæiske Landskildpadder i udendørs frilandsanlæg, og de kommer i hi om vinteren. De har derfor en fast rytme for æglægning og parring ligesom i deres hjemstavnsbiotoper.

Hyppighed og omfang af æglægning

Mine bredrandede hunner Testudo marginata lægger æg 1-4 gange i løbet af sæsonen. Der går 20-40 dage mellem hver æglægning. I hvert læg er der 5-11 æg. Æggene er kuglerunde, og vejer 22-23 gram. Mine græske hunner Testudo hermanni boettgeri lægger æg 1-2 gange i løbet af sæsonen. Der går ca. 30 dage mellem hver æglægning. I hvert læg er der 1-5 æg. Jeg har dog en enkelt gang fået hele 12 æg i eet læg fra en græsk hun, men hun er også en ordentlig bamse på knapt 4 kg. Det er ret almindeligt, at store græske hunner lægger op til 8 æg i et enkelt læg, men 12 er usædvanligt. Æggene er ovale (oval betyder forresten da osse ægformet!), og vejer ca. 18 gram. Mine russiske hunnerTestudo horsfieldi lægger æg 1-2 (3) gange i løbet af sæsonen. Der går 20-27 dage mellem hvert læg. Æggene er ekstremt aflange, og vejer ca. 24 gram. Russiske æg er med andre ord de største. Dette hænger sammen med, at russiske landskildpaddehunner kun lægger ganske få æg i hvert enkelt læg. Generelt forholder det sig sådan med de europæiske  landskildpadder, at æggene bliver mindre, jo flere æg der er i hvert enkelt læg. Unge hunner lægger også mindre og færre æg end ældre hunner.

Hvornår lægges der æg?

Hher i biotopen i Næstved lægger skildpadderne æg i månederne april, maj, juni, juli og august. Hovedsagelig i april, maj og juni. Mere sporadisk i juli og sjældent i august. Aldrig senere. Æglægning i juli og august foretages typisk af hunner, der lægger æg for anden eller tredje gang samme år.

Hvis du holder dine landskildpadder i indendørs terrarie, vil du opleve, at æglægning kan ske nårsomhelst hele året rundt. Ofte uden at hunnen prøver at grave et æglægningshul (som hunnen måske heller ikke har nogen mulighed for på grund af terrariets struktur og bundlag), og således, at der med mellemrum dumpes et æg hist og her. Disse æg kan selvfølgelig godt være befrugtede, hvis der er en han til stede i bestanden af landskildpadder, eller som følge af sædgemme. I så fald er det bare med at få ægget lagt i rugemaskine for en sikkerheds skyld, hvis du vil se resultater.

Hvordan kan en gravid skildpaddehun rumme så mange æg, der jo på et tidspunkt ovenikøbet bliver overtrukket med kalk og derfor ikke kan klemmes sammen uden at gå i stykker? En gravid landskildpaddehun kan jo ikke som en gravid pattedyrhun løse pladsproblemet ved at få "mave på". Skjoldet kan af gode grunde ikke udvide sig. -Jo, man har faktisk konstateret, at landskildpaddehunners vævsmasse er i stand til at kunne komprimeres ekstremt meget. På denne måde afgives der plads til de voksende æg i hunnens bughule.

Æglægningshøjene.

Vores landskildpaddehunner lægger fortrinsvis deres æg i æglægningshøjene. Den ene høj skråner mod sydøst og består af grusblandet blomstermuld. Det er den høj, som jeg anlagde først i sin tid. Jeg har til formålet blandet bundlaget i forholdet 4 dele blomstermuld til 1 del grus. Jeg har dog ved den seneste udvidelse af denne høj også anvendt harpet muld, også blandet op med grus i forholdet 1-4. Almindelig havejord er helt bestemt udmærket som grundsubstans, men jorden i vores have består af meget tung og klæg lerjord. Den klæber som våd cement, når den er våd, og den er hård som beton, når den er tør. Derfor blev løsningen hos os i de første år pottemuld. -Og herefter også harpet muld.

Hvert forår fylder jeg frisk pottemuld i krukker og kummer i haven, således at der kan plantes blomster og tomatplanter, mv. til en ny sæson. Den gamle muld bliver genbrugt i skildpaddegården. Resultatet af muld- og grusblandingen er en let, porøs og alligevel fast jord.  Pottemuld køber jeg billigt i store sække i byggemarkeder. Harpet muld har jeg hentet på en materialeplads her i Næstved. Æglægningshøjen er indrammet af kampesten, og der ligger enkelte kampesten og rager op i selve højen. Herved skabes der "akkumulatorer" til at opsamle varmen fra solen og give den videre til jorden.

Den anden æglægningshøj vender mod syd med en lille streg mod vest. Den blev etableret ved den sidste udvidelse af skildpaddegården i efteråret 2007. Materialet i denne høj er grusblandet jord. Blandingsforhold 3:1. Jorden har jeg fået leveret udefra/hentet selv. Det er almindelig havemuldjord. Denne høj er også indrammet af store sten.

Det er vigtigt, at en æglægningshøj har en skråning, der vender mod solen. Jordblandingen skal være så let, at der ikke samles for megen fugt i højen, men samtidig så fast, at højen ikke tørrer ud. Den skal videre være så løs, at skildpaddehunnen kan grave nogenlunde ubesværet i den, men samtidig så fast, at hullets sider ikke skrider sammen, når hunnen graver æglægningsgruben. Disse krav skal være opfyldt, før skildpaddehunnen graver sine æg ned. (Det lyder mere indviklet, end det er. Du er ikke i tvivl, når du arbejder med jorden.)

Læggenød

Man taler om læggenød, når en æglægningstrængende landskildpaddehun (uanset af hvilken grund) - ikke kan lægge, eller ikke vil lægge sine æg. Mulige årsager kan være dårlig socialisering, stress (påført af ejeren), terrarieforhold, næringsstof- og mineralmangler, mangel på tilstrækkelig plads eller konkurrence med andre hunskildpadder, mv. Sjældent sker det også, at et æg faktisk er deformt eller for stort. Desuden kan akutte og kroniske sygdomme manifestere sig som læggenød.

Hvis en hun er længe om at lægge sine æg, behøver man dog ikke straks at blive nervøs. En hun, der er i rutine med at lægge æg hvert år, kan faktisk godt tøve med lægget, og sågar springe et helt år over, uden at dette er problematisk for hende.

Al respekt for den frygtede læggenød, men jeg har bemærket, at den optræder betydeligt hyppigere i snakken på forum- og debatsider, end i virkeligheden. En landskildpaddehun kan efter min langeårige erfaring af en eller anden grund godt holde sine æg tilbage i et helt år uden problemer. Hvis skildpaddehunnen opfører sig helt normalt, er livlig, har naturlig appetit og går normalt, så er der sædvanligvis ingen grund til uro. (Man må dog være opmærksom på, at "tilbageholdte æg" kan overtrækkes med kalk flere gange, jo længere tid, der går, og så kan det ende problematisk, fordi skallen på denne måde bliver for tyk, og ægget derved bliver for stort til ubesværet at kunne passere igennem æggelederen).

Men hvis hunskildpadden halter, slæber på benene og ligger mere eller mindre ubevægelig, er der noget galt. Læggenød er en meget sandsynlig forklaring. Det er ikke unormalt, at en æglægningstrængende hun laver gravebevægelser ud i luften nogle gange og på flere lokaliteter, inden gravningen starter. Men hvis det står hyppigt på, uden at der ellers sker noget, er der sandsynligvis også i denne situation tale om læggenød.

Hvis skildpadden fremtræder sløv og har symptomer som de ovennævnte, eller er du i det hele taget bekymret, så søg krybdyrkyndig dyrlæge. Denne kan eventuelt tage et røntgenbillede og kan behandle med midlet oxytocin, som er et véstimulerende præparat. Behandlingen kan dog være risikabel for dyret i tilfælde, hvor bækkenet er for snævert, eller hvor det er iøvrigt skønnes, at ægget/æggene knuses under de voldsomme sammentrækninger, som oxytocin fremkalder i muskulaturen, når veerne sættes kraftigt igang i æggelederen. (Veerne starter indenfor få timer efter medicineringen) .

Læggenød optræder ikke alene, når skildpadden stresses af, at der ikke findes en egnet læggehøj (Faktisk kan en velfungerende landskildpaddehun i den situation godt løse problemet ved bare at dumpe æggene på den bare jord). Stress i det hele taget fremprovokerer læggenød. Det vil også kunne optræde hos forkert holdte skildpadder, der er fejlernærede/opfodrede, som ikke får kalk og vitaminer, mv., som holdes på for lav temperatur, og som holdes for tørt.

Man må ikke tvangsbade sine skildpadder (læs Badning og vand), men i denne situation kan et eller flere lune bade somme tider starte veerne. Varme omgivelser (og varmelampe) er i det hele taget en rigtig god ide.

Den krybdyrkyndige dyrlæge kan også operere skildpaddehunnen som sidste mulighed for at afhjælpe problemet.Da der som regel ikke er plads til indgrebet andre steder, vil indgrebet ske i form af Coeliotomi. Dette er en krævende, vanskelig og omfattende operation, hvor man går ind gennem skildpaddens bugskjold. (Det skæres op.)

Læggenød er bestemt ikke ufarligt for skildpadden. Den kan blive alvorligt syg, og dødsfald er en sandsynlig og forventelig afslutning på miseren, hvis der ikke skrides til handling, når diagnosen er læggenød. De blokerede æg forsvinder ikke af sig selv.

I æglægningshøjen er der som nævnt indfældet kampesten, dels for at skabe og fastholde højens struktur, dels fordi sådanne sten virker som varmeelementer, der optager strålevarme fra solen, og derpå afgiver varmen til højen. Desuden forsinkes temperaturfaldet om aftenen, fordi stenene holder på varmen og afgiver den løbende, ligesom radiatorer.

Jeg må have ramt rigtigt med etableringen af æglægningshøjene, for de er hunnernes foretrukne æglægningssteder.  Begge høje bruges i samme omfang af skildpaddehunnerne, men det er dog sket nogle få gange, at der er gravet æg ned andre steder i frilandsanlægget. Som regel har hunnen fundet et jordområde med omgivende og dybtliggende kampesten eller flade natur/betonsten, der kan samle varme. Se for eksempel foto nedenunder af Cleopatra, der graver æg ned i et område med knust granit. Og længere nede beretningen om Alexis, der kun vil grave ovenpå en flad sten.

 

 

Før gravningen

Inden en europæisk landskildpaddehun graver sit æglægningshul, har hun sædvanligvis i nogle dage forinden været noget urolig og er gået søgende omkring og har snuset til jorden mange steder. Hun spiser normalt heller ikke i tiden op til æglægningen.

 

Landskildpaddehunnen kan nu og da grave et hul, som hun igen forlader uden at begynde æglægningen. Dette betegnes mange steder i skildpaddelitteraturen som »prøvehuller«. Om det er en rigtig betegnelse, ved jeg nu ikke. Hvorfor skulle en æglægningserfaren skildpaddehun begynde at grave »prøvehuller«? Der kan vel være sket det, at hun har følt sig forstyrret undervejs, eller jordens konsistens/fugtighed har ændret sig et stykke nede, eller der har måske ligget en forstyrrende sten i jorden, eller der har igen været andre konkrete årsager, som ikke umiddelbart kan udfindes/gennemskues for iagttageren. 

Bredrandet hun og russisk hun gravede i samme hul. Efterhånden flettede deres bagben ind i hinanden, uden at det påvirkede deres forehavende. Jeg flyttede russeren lidt væk. Den bredrandede hun fortsatte den programmerede gravning helt uforstyrret. Russeren sundede sig lidt og genoptog kort efter gravningen det nye sted. Begge lagde befrugtede æg og klækningsprocenten var normal.

 

Dominans

Jeg har nu og da set en landskildpaddehun bevæge sig rundt i anlægget med alle tegn på trang til snarlig æglægning og herunder bemærket, at hun prøver at bestige såvel hunner som hanner fuldstændigt som en brunstig han. Ind imellem bliver det ikke bare ved forsøget, hvis den udsatte skildpadde ikke straks forføjer sig bort. Adfærden forløber fuldstændig som en parring mellem han og hun, og jeg har hørt en sådan "parrende" græsk hun udstede høje pibende toner under akten fuldstændig som en han.

Dette antages at være en midlertidig dominansadfærd for at få de andre skildpadder til at fortrække fra området, således at hun kan få ro til at grave sine æg ned uforstyrret.

Dominansadfærd ses også hos pattedyr. For eksempel ses kvier tit bestige hinanden, selvom begge er hunner. Dominansadfærd er også en del af magtspillet, når der skabes og fastholdes en hakkeorden i en gruppe dyr. Man ser det for eksempel også, når man indlemmer en ny skildpadde i sin bestand. Udover at bestige de andre skildpadder kan en æglægningstrængende landskildpaddehun også vise dominansadfærd ved at bide de andre dyr i hovedet og benene for at få dem til at fortrække.

Det kan dog ske, at en gravid hun slet ikke følger de ovennævnte forudgående adfærdsmønstre. Jeg har enkelte gange set en af vore europæiske landskildpaddehunner uden forudgående afvigende adfærd forlade et måltid mælkebøtter og gå direkte op på højen og påbegynde gravningen af et æglægningshul. Der er altså desværre ikke altid tale om forudgående signaler, der kan henlede vores opmærksomhed på en forestående æglægning.

En anden variation af æglægningsadfærd udvises af vores meget store græske hun Alexis. Vi fik hende i 1995. Først i 2008 lagde hun æg. Efter at have stresset rundt i mange dage gravede hun i en kun 4-5 cm. bred fuge mellem 2 flade sten. Hun gravede faktisk mest ovenpå de flade sten. Der blev næsten ikke flyttet jord i fugen. Jeg regnede ikke med, at der kunne komme noget anvendeligt ud af det, og måtte desuden køre i et uopsætteligt ærinde. Da jeg flere timer senere kom tilbage, lå der 5 æg i fugen og 7 æg ovenpå stenen i varmt solskin.

I 2009 stressede hun igen rundt i flere dage, og begyndte også flere gange med nogle dages mellemrum at grave i samme fuge og ovenpå den samme sten. Jeg løftede hende op, fjernede den flade sten, og satte hende ned igen, alt mens hun fortsatte med sine gravebevægelser ud i den tomme luft. Da hun blev sat ned igen, gravede hun uanfægtet videre i den nu frilagte jord. Hendes "graveprogram" var altså startet, og hun blev ikke distraheret overhovedet! Hun fungerede fuldstændig som en computerstyret robot. Der blev gravet ialt 9 æg ned i jorden! Hun dækkede omhyggeligt hullet til efter endt æglægning.

 

I 2010 lagde hun ikke æg overhovedet!

I 2011 (billedet til venstre) forsøgte hun at grave igen det samme sted, hvor jeg nu havde lagt en mindre sten, således at der var en tilstrækkelig bred fuge, hvis hun skulle begynde.

Men nu gravede hun bare direkte ovenpå stenen. Jeg flyttede hende flere gange hen til fugen, men hun kravlede tilbage og fortsatte med at grave ovenpå stenen.

Jeg fjernede igen stenen, og hun gravede 11 æg ned i det nu frilagte område. 3 uger senere gravede hun 7 æg ned samme sted. Underligt med hendes fascination af den flade sten!

I 2012 "same procedure". Der kom 12 æg. 1 måned senere valgt hun for første gang et fint sted i den nyeste æglægningshæj og gravede 9 æg ned der.

 

Foretrukne dage for mine landskildpaddehunner til nedgravning af æg er solskinsdage, hvor det har regnet (eller hvor jeg har sprinklet anlægget) dagen/natten forinden. Under alle omstændigheder har jorden sikkert i denne situation den rigtige konsistens, fugtighed og lugt, og det begrunder vel valget af den slags dage til gravning. Det kan dog undtagelsesvis ske, at der graves, selvom det ikke har regnet i nogen tid. I regnvejr graves der aldrig æg ned, medmindre gravningen er påbegyndt i solskin, og det herefter er begyndt at regne (vi er jo i Danmark). Gravningen og æglægningen gøres i så fald færdig, selvom både skildpadden og æggene bliver kolde og våde. Helle har i sådanne situationer holdt en paraply over skildpaddehunnen, så den kunne grave færdig og lægge æg i tørvejr (det var en russisk hun), således at det kun var Helle, der blev våd.

Normalt sker gravningen i perioden fra sidst på formiddagen til først på eftermiddagen. Altid i solskin. Der graves aldrig æg ned om natten. Er jeg sikker på ?? -Men jeg har en enkelt gang set en græsk hun påbegynde gravningen kl. 19:00. Det havde regnet om natten forinden, og solen var først begyndt at kikke lidt frem sidst på eftermiddagen. Nu var der ikke længere sol på æglægningshøjen, og alligevel gik hun i gang på dette sene tidspunkt. Temperaturen var 20 grader, men faldt hastigt. Det var i maj måned. Gravningen gik uendeligt langsomt med de kolde stive ben. Kl. 22:45 var hun omsider færdig og havde klappet hullet til. Der var lige akkurat lys nok til, at jeg kunne se at grave æggene op med min plasticske. De skulle jo ind i rugemaskinen.

Gravningen

Æglægningshullet graves med bagbenene. Der graves skiftevis med højre og venstre bagben. Benet foretager en roterende bevægelse ned i jorden, og  derpå løftes det løsnede materiale op af hullet med bagbenet. Under gravningen er skildpadden dybt koncentreret, og lader sig tilsyneladende ikke umiddelbart distrahere af omgivelserne. Gravningen fortsætter, indtil skildpaddehunnens bageste skjoldkant hviler på jorden tværs over hullet, og benene derfor ikke kan nå længere ned i jorden. Hullet er som regel konisk.  Nu og da kan det være svagt pæreformet. Skildpaddehunnen bruger normalt 35-45 minutter til at grave hullet. Herefter holdes en pause på nogle minutter.  

Æglægningen

Efter at have holdt pause efter gravningen, begynder hunnens halespids at svinge langsomt fra side til side. Hovedet trækkes ind og herved øges presset under skjoldet i den anden ende. Når pattedyrhunner skal føde, bruges muskler i bughulen, underlivet og maven. På denne måde skabes det nødvendige pres. Landskildpadder har på grund af skjoldet ikke den samme mulighed. I stedet ses halsmuskulaturen taget i anvendelse. Hovedet trækkes helt ind under skjoldet. På denne måde skabes det nødvendige pres. Desuden kan man se, at landskildpaddehunnen  rejser sig på bagbenene, og sænker sig igen. Benmusklerne tages altså også i anvendelse til at skabe presset. Halen bliver langsomt tykkere, og det hvide æg begynder at komme til syne. Når det slipper fri af halen, fanges det(som regel) op af det ene bagben, der styrer ægget mod hullets bund.

Det nylagte æg er fugtigt på hele overfladen. Med bagbenene arbejdes ægget nu grundigt på plads. Herved klæber der sig et fint lag jord rundt om det fugtige æg. Efter et par minutter gentager det samme mønster sig. Efterhånden er samtlige æg »ordnet på plads« ved siden af og ovenpå hinanden. Alle æggene har efter pedalarbejdet lidt jord siddende rundt om skallen.

Jeg har læst, at den smule jord, der klæber til de fugtige æg, af naturen er bestemt til at skulle danne en slags adskillelse mellem æggene, således at de ikke ligger i direkte kontakt med hinanden i tilfælde af, at der skulle opstå råd i og/eller mug på nogle af æggene. Gad vide om denne teori er holdbar?

Efter æglægningen skraber hunnen den opgravede jord ned over æggene, medens jorden hele tiden meget grundigt og omhyggeligt trampes til. Bugskjoldet bruges også tilsidst til at jævne jorden helt ud, og "klappe" den til. Når hullet er dækket til, er det tit umuligt at se, at der har været gravet lige her. Skildpaddehunnen plejer at bruge en halv times tid på tildækningen af æggene. Herefter går hun som regel med noget usikre skridt ind i et af overnatningshusene og tager sig en lur. Hun er selvfølgelig træt efter anstrengelserne. Det kan dog ske, at hun spiser først. Af og til drikker hun en del efter overstået æglægning. Dette adfærdsmønster er ens for alle vore europæiske landskildpaddehunner. 

Hvordan finder jeg de nedgravede æg?

Hvis det er umuligt at se, at der har været gravet æg ned, og man ikke lige har overværet det, hvordan opdager man det så?

Det gør man skam heller ikke! (altid)

Selvom Helle og jeg er meget opmærksomme, kan det ikke på nogen måde afvises, at der i skildpaddegården ligger nedgravede æg, som vi ikke har kendskab til. Jeg har da også en enkelt gang ved et tilfælde, hvor jeg skulle grave en plante ned, opdaget nogle nedgravede æg, som måtte have ligget i jorden i ihvertfald 10 dage. De blev lagt i rugemaskinen, og klækkede minsandten planmæssigt!

Men jeg har også på et tidspunkt skullet flytte en plante. Da jeg stak graveskeen ned i jorden, sagde det knas, og det viste sig, at der lå et hidtil uopdaget gammelt læg i jorden fra forrige år.!

Som det fremgår af det foranstående, kan en landskildpaddehun uden forudgående varsel pludselig grave æg ned. Det vil være overstået inden for et par timer, og det kan ikke altid konstateres bagefter. Med andre ord f.eks. lige mens man er på arbejde, eller bare er ude at handle ind. Selvom vi har en mistanke, nytter det ikke at veje skildpadden. Som nævnt kan den finde på at spise og især drikke en del bagefter, så et evt. vægttab kan ofte være udlignet. I øvrigt har jeg én gang stået med en hun, der havde et pludseligt og uforklarligt vægttab. Meget sandsynligt pga. æglægning. Men hvorhenne lå så æggene? Håbløst!

Til brug for den sitation, at vi i et længere tidsrum er forhindret i at holde øje med skildpaddegården, og det ikke er muligt at sætte naboen eller andre på opgaven, har jeg drysset jeg et tyndt lag små granulerede kalksten ud over højen, således at en opgravning under alle omstændigheder vil være synlig. En majdag var vi således  væk hele dagen. Da vi kom hjem, kunne jeg i et lille område se, at jorden havde været vendt. De hvide kalksten/kalkgrus var blandet op med den sorte muldjord. Jeg gravede forsigtigt, og fandt 11 marginataæg!

Et andet år var vi bortrejst i 4 dage i maj. Da vi kom hjem, kunne jeg igen takket være det udspredte kalkgrus se, at jorden havde været vendt 2 steder. Det ene sted fandt jeg 10 marginataæg. Det andet sted fandt jeg 4 hermanniæg.

En anden majdag i flot solskin var jeg væk i 4 timer. Da jeg kom tilbage, så jeg igen straks, at jorden havde været vendt. Jeg gravede på dette sted og fandt 4 hermanniæg. Jeg har set, at nogle skildpaddeholdere (i Tyskland) har sat videokameraer op over deres frilandsanlæg. Så kan de lige se det optagede igennem, når de kommer hjem og konstatere, om der har været æglægninger og hvor.