Denne side er senest ændret den 18. januar 2010
Bastarder eller krydsninger
Når vi nu holder alle 4 slags europæiske landskildpadder sammen her i biotopen i Næstved, er der så ikke risiko for, at
skildpadderne parrer sig indbyrdes?
Kan der i så fald komme afkom ud af det?
Er sådant afkom forplantningsdygtigt?
Jovist!
-Der er risiko for, at europæiske landskildpadder parrer sig indbyrdes.
Men jo større plads, de har til deres rådighed, jo mindre bliver risikoen.
Der kan også i et vist omfang komme bastarder/hybrider ud af sådanne parringer.
|
Mest kendte er bastarder mellem de forskellige Testudo graeca arter, som for eksempel Testudo graeca ibera + Testudo graeca terrestris, Testudo graeca ibera + Testudo graeca zarudnyi og Testudo graeca ibera + Testudo graeca graeca. Der kendes også bastarder mellem de græske arter
Testudo hermanni hermanni + Testudo hermanni boettgeri. Da Testudo graeca ibera og Testudo marginata regnes for meget nært beslægtede, kan det heller ikke undre, at der kendes til hybrider mellem disse to arter. Faktisk skal disse krydsninger være ret almindelige.
Et enkelt sted har jeg herudover læst om og set billede af bastard fra Testudo hermanni boettgeri + T. horsfieldi, nemlig i Walter Kirsche: "Die Landschildkröten Europas”, side 74.
Der berettes også om krydsninger mellem Testudo hermanni + Testudo marginata
|
Walther Kirsche skriver videre, at arter, der har levet side om side i samme biotoper i mange år, har udviklet en virksom
isolationsmekanisme, der hindrer krydsparringer.
Derfor skal man indtil nu ikke have set bastarder mellem
Testudo hermanni boettgeri og Testudo graeca ibera.
(Mon det passer?)
Disse skildpadder lever som bekendt mange steder side om side i de samme biotoper.
 En bredrandet landskilpaddehan testudo marginata gemmer sig under en busk, mens en
græsk landskildpaddehun passerer forbi.
Disse to arter så jeg leve sammen i samme biotop på en bjergside ved Agia Pavaskevi i
Grækenland.
Hvis Kirsche har ret, skulle der ikke være risiko for krydsning mellem dem. |
Jeg er dog ret sikker på, at jeg for nylig har set en dansk avlet krydsning mellem
Testudo hermanni boettgeri og Testudo Graeca, men måske var det så bare ikke en Testudo graeca ibera.
For nylig fik jeg forevist en bastard, der meget overbevisende fremtrådte som en krydsning mellem en
Testudo marginata og en Testudo hermanni.
Den havde dog ikke sorte trekanter på bugskjoldene.
Så helt sikker på det, er jeg da ikke.
Om bastarder mellem forskellige arter af europæiske landskildpadder er formeringsdygtige, ved man endnu
ikke præcist noget om.
Men vi kan da håbe på, at de er golde ligesom visse andre krydsninger, som for eksempel muldyr.
 2 grækere (Onassis og Hera) viser interesse for hinanden. De er begge to Testudo hermanni boettgeri -Ingen risiko for uheldige bastarder her! |
Vi har endnu aldrig set krydsparringer mellem vore europæiske landskildpadder her i biotopen på Figenvej.
Og vi observerer dagligt på skildpadderne.
Men!
Vi måtte i eftersommeren 2003 desværre skille os af med et maurisk skildpaddepar Testudo graeca graeca.
Hannen var begyndt at vise interesse for en marginatahun og gjorde kur til hende.
Vi ville selvfølgelig ikke løbe nogen risiko.
Artsrenhed er selvfølgelig overskriften for vores koncept med at holde de forskellige arter af europæiske
landskildpadder sammen.
-Og som nævnt ovenfor er slægtskabet mellem bredrandede landskildpadder Testudo marginata og mauriske
landskildpadder Testudo graeca meget tæt.
Derfor måtte der straks handles.
Med tungt hjerte blev det mauriske ynglepar fjernet fra vores bestand af landskildpadder
Mærkeligt nok var det ikke vores sorte Testudo graeca ibera han, der viste denne højst upassende interesse.
Han er jo ellers endnu nærmere beslægtet med en marginatahun som hende end en Testudo graeca graeca.
Men han er fuldstændig uinteresseret i hende.
Han interesserer sig kun for sorte sko!
Men han er og bliver den eneste mauriske skildpadde i vores bestand.
Man må nok realistisk erkende, at det går ikke at holde mauriske landskildpadder og bredrandede
landskildpadder sammen!
Ligegyldigt hvilke underarter af de to arter vi snakker om!
 Marginatahun ved Thiva i Grækenland. Den har en tydelig hornkegle på hver bagbenslår. Dette er helt usædvanligt. Hornkeglen er normalt kun at finde på mauriske landskildpadder. Bastard? Det er der vist ingen tvivl om? Og dog. De mauriske skildpadder, der lever i Grækenland, har et udbredelsesområde, der slutter mange hundrede kilometer nord for Thiva! Såeh?? (Den er, som det normalt er tilfældet hos skildpadder i det fri, befængt med flåter.) |
Vores hermannier interesserer sig kun for hinanden.
Vores russere interesserer sig kun for hinanden.
Vores marginataer interesserer sig også kun for hinanden.
Alt er med andre ord tilsyneladende vel.
Men vi holder selvfølgelig nøje øje hver dag.
Når man beskæftiger sig med udryddelsestruede dyr, er bastarder helt uacceptable.
Det er afgørende vigtigt at avle 1. klasses 100 % artsrene dyr.
 Der gøres kur.
Maurisk han Testudo graeca og maurisk hun. |
Indavl
Hvordan forholder det sig med indavl, når vi taler landskildpadder?
Jeg mener ikke, at vi her kan tale om et reelt eksisterende problem.
Reptiler har ingen slægtsfølelse overhovedet.
Landskildpadder har som bekendt ingen form for yngelpleje.
Når skildpaddehunnen har gravet sine æg ned og dækket hullet til, er alt slettet fra hukommelsen.
Hun vil heller ikke være i stand til at genkende sine egne unger, hvis hun senere skulle møde dem.
Hverken på lugt eller på anden måde.
Der er intet, der afholder hverken hanner eller hunner fra at parre sig med deres eget afkom.
Men biologisk set giver dette ikke problemer.
Der er ingen kendte uheldige resultater fra indavl, når vi taler om reptiler og dermed skildpadder.
Men hvis man har tænkt sig at indavle målrettet på sine landskildpadder, ligesom nogle gør med andre
dyrearter for at fremavle specielle egenskaber, må man iøvrigt forinden beslutte sig for selv at blive
ældre end de fleste andre mennesker på denne jord.
Når en skildpadde er 6-8 år om at blive kønsmoden, er planlagt indavl nemlig et særdeles langsigtet
projekt.
Tilbage står alene etiske overvejelser.
Men de er ene og alene etiske, og kan sådan set ikke begrundes biologisk.
Derfor kan etiske overvejelser skam være nok så vigtige for den enkelte skildpaddeholder.
Men der er vel alligevel en form for risiko for indavl?
Spørgsmålet er væsentligt.
Ikke alle har altid mulighed for at skaffe "nyt blod".
Risikoen ved indavl er hos krybdyr som nævnt til at overse.
Der er ikke tale om den samme genetiske kode, som hos pattedyr.
Du vil derfor have meget begrænsede muligheder/risici (ingen) for at løbe ind i problemer ved indavl.
Når man bemærker, hvor stedfaste landskildpadder er i naturen, hvor man i biotoperne i årevis genfinder de samme
skildpadder indenfor få hundrede meter, er "incest" i naturen givetvis ofte lige så meget reglen som undtagelsen."
Så det er altså til syvende og sidst et spørgsmål om egen holdning.
Naturen er ligeglad.
 Parring af 2 Testudo hermanni bottgeri i en lille biotop nord for Ksamil i Albanien. De to skildpadder er sandsynligvis i tæt familie med hinanden i denne lille biotop, der dækker få hundrede kvadratmeter på et lille bjerg på en lille landtange. |
-oooOOOooo-