Artiklen er senest ændret den 29. juli 2010

Bobler i Næsen

(RNS)

-Og lidt om sygdom hos landskildpadder iøvrigt:

(Herpes og Mycoplasma, mv.)

 

Overskrifterne til de enkelte afsnit i denne artikel:

Bobler i næsen, Herpes, Mycoplasma,

 Penisfremfald, PHA, Aflivning, Bemærk iøvrigt.

Bobler i næsen

Det sker, at man konstaterer, at en landskildpadde har bobler i næsen.

Måske nyser den også engang imellem.

(Nu kan en landskildpadde altså godt nyse et par gange uden at være syg.)

Ofte vil der her være tale om den infektion, som kaldes RNS.

(Runny Nose Syndrome).

Det er en bakteriel fremkaldt infektion i luftvejene, som ubehandlet vil medføre lungebetændelse og til sidst ende med dødsfald.

Hvis skildpaddens immunforsvar er nedsat, for eksempel på grund stress, er den mere udsat for angreb af

denne sygdom.

Træk nedsætter også skildpaddens immunforsvar, og gør den særligt modtagelig for RNS.

(Europæiske landskildpadder kan sagtens tåle kulde, stol på det.

-Det er træk, og pludselige temperaturskift/temperaturspring, som de ikke kan tåle!)

RNS kan smitte.

Der skal skrides ind hurtigst muligt.

Så længe der ikke høres larmende og spruttende lyde fra svælget på grund af vejrtrækningen, er situationen

 ikke så vanskelig.

-Det KAN faktisk forsvinde igen af sig selv.

Medmindre der er tale om en leopardskildpadde.

Leopardskildpadder er særligt modtagelige for RNS.

Her skal der ihertfald omgående sættes ind med behandling.

Forkølet bredrandet landskildpadde med tilsat højre næsebor .

Runny Nose Syndrome

Især hos bredrandede landskildpadder kan man iagttage "løbende næser", der igen forsvinder, hvis man bare

 lader skildpadden være i fred.

Hvis angrebet ikke er så udpræget, er der altså muligvis "bare" tale om en slags "forkølelse", der ikke når at

 udvikle sig til den egentlige RNS.

Men har du ikke erfaring med denne situation, så lad være med at forlade dig på, at det nok skal gå i orden af

 sig selv.

Ofte kan situationen klares ved at skrue de omgivende temperaturer meget i vejret, herunder holde

 varmelampen tændt konstant.

Eventuelt også sænke varmelampen lidt længere ned over dyrene, således at temperaturen på denne måde hæves.

Efter en uges tid vil symptomerne så være væk.

Men er du usikker og i tvivl, så er for en sikkerheds skyld en tur til en KRYBDYRKYNDIG dyrlæge

 påkrævet.

En ikke krybdyrkyndig dyrlæge vil sædvanligvis "bare" diagnosticere tilfældet som en uspecificeret

 luftvejsinfektion (hvad det da også er/kan være), og injicere med et eller andet antibiotika.

Hvis der er tale om RNS, hvilket typisk er tilfældet, når skildpadden er lidt mere medtaget, har det i praksis vist

sig, at midlet BAYTRIL virker hurtigt og effektivt.

Det hævdes med vægt af den skildpaddeveterinære sagkundskab, at man bør undgå at injicere landskildpadder i bagbenene

 på grund af de indre organers placering og blodomløbet i skildpadden.

Injektionerne foretages bedst foran på skildpadden mellem halsroden og det ene forben.

Når vi taler om Baytril, er det sådan, at det virker bedst, hvis det gives oralt (gennem munden) og altså ikke injiceres.

Noget helt andet er, at det på det seneste er opdaget, at injektioner i det hele taget kan give skildpadderne vanskeligt

 helbredelige sår/bylder/ardannelser.

I stedet for at injicere, fjerner du kanylen på engangssprøjten efter at den er fyldt op med den beregnede

mængde medicin.

Herefter tager du med venstre hånd fast om skildpaddens hals og holder den stumpe ende af sprøjten klods mod det ene

 næsebor og sprøjter halvdelen af doseringen ind i næsehulen herigennem.

Derpå gentages forløbet med det andet næsebor.

Udover at undgå beskadigelser af skildpadden, er dette en optimal metode mod for eksempel RNS.

Blodomløbet til og i næsehulen er så langsomt, at det næsten er ikke eksisterende.

Derfor kan injiceret medicin have svært ved at nå virksomt frem til dette område, men ved at sprøjte gennem

 næseborene kommer medicinen direkte ind i det inficerede område og virker staks.

Fordelen ved denne metode er, at den er meget enkel at udføre.

Efter at have indgivet Baytril gennem næseborene, kan du med injektionssprøjten (selvfølgelig fortsat uden påsat kanyle) vride

 kæberne fra hinanden og sprøjte en dosis ned i halsen på skildpadden.

Hvis du beholder sprøjtens ende mellem kæberne og fortsat holder skildpadden om halsen, således at skildpaddenden holdes lodret,

 vil den snart sluge medicinen.

Voila!

Målet er nået uden injektion!

En behandling kan vare nogle få dage, før skildpadden er symptomfri, men der kan altså også gå et par måneder.

Behandlingen fortsættes for en sikkerheds skyld nogle dage efter, at skildpadden har vist sig symptomfri.

 Jeg har fået at vide, at man nu også kan få Baytril i pilleform.

Hvis man ikke kan/vil medicinere skildpadden ved at injicere eller i det hele taget optræde med med sprøjter og kanyler, findes der

 et gammelt trick til at narre medicinen i skildpadden:

Man anbringer medicinen på en skive agurk eller et salatblad eller lignende.

Hvis medicinen er flydende, hældes den udover foderemnet.

Hvis medicinen er i pilleform, knuses den først, og drysses derpå udover foderemnet.

-Herefter æder skildpadden medicinen sammen med foderet.

-Især agurkeskiver har vist sig velegnet til dette formål.

Men er skildpadden så syg, at den er holdt op med at spise, er ovennævnte metode med næseborene vejen frem.

Våde næse kan også være et af tegnene på Herpes og mycoplasma (læs længere nede) og andre infektionssygdomme, men

 RNS er den hyppigst forekommende iattagelige sygdom med bobler i næsen som symptom.

Da Baytril i dag i modsætning til tidligere kun kan fås på recept på apoteket, skal du under alle

 omstændigheder i kontakt med en dyrlæge.

Der er ikke kendte oplysninger om overdosering med Baytril.

Efter de senest indsamlede erfaringer er alle europæiske landskildpadder lige udsatte for at udvikle RNS.

Husk:

Solskin er det allerbedste forsvar for skildpaddernes sundhed.

Den rigtige føde er særdeles vigtig for skildpaddens tarmflora.

 Tarmfloraen er ikke blot afgørende nødvendig for fordøjelsen.

Den har også stor betydning for skildpaddens immunforsvar.

Er tarmfloraen til stede i den rigtige afbalancerede form, giver den slimhinderne i fordøjelsessystemet en god

 beskyttelse mod sygdomsangreb.

Er balancen i uorden på grund af forkert føde, forkert eller for hyppig medicinering, forkert eller for hyppig

 ormekur, opstår der alvorlige funktionsforstyrrelser, hvilket igen medfører svækkelse og sygdom hos skildpadden.

Man skal altså ikke give rutinemæssige ormekure, osv.

Al medicinering svækker skildpadden.

Men solskin er som nævnt afgørende vigtig for dens velbefindende.

Så husk, at når skildpadderne er sat ud i solen om foråret, har de bedst af at blive ude døgnet rundt indtil sæsonen slutter.

Læs Frilandsanlæg

Hvis skildpadderne tages ind hver aften og sættes ud igen næste morgen, er der stor risiko for våde næser,

 hvis man ikke passer på!

Det stresser skildpadderne at blive flyttet ind og ud.

Stress nedsætter immunforsvaret, og risikoen for blandt andet RNS er større.

Og hvis skildpadderne udsættes for pludselige temperaturspring, og forskel på luftfugtighed, mv., går det let galt.

Europæiske landskildpadder har intet imod kulde og vekslende temperaturer, hvis bare de får lov til at "følge

med" temperaturerne op og ned.

Det er ikke direkte for at vise, at der ikke er langt til kirkegården for skildpadder med herpes og

mycoplasma og andre slemme sygdomme, at jeg her viser et billede af en græsk landskildpaddehun

foran kirkegården i Katavotra i  Grækenland.

Det er for at bemærke, at skildpadder, der lever under den fri himmel, sjældent bliver syge.

Frilandsanlæg er langt den sundeste form for skildpaddehold.

Læs Frilandsanlæg

Herpes

Herpes er en virus, og det er en sygdom, der kan være uopdaget til stede i landskildpadder i årevis.

Det vil sige, at landskildpadder kan være "raske smittebærere" af herpes.

Der er tale om en anden form for smitsom sygdom, end den vi kender som herpes hos mennesker.

-Og den smitter ikke mennesker.

Den herpesform, som findes i landskildpadder, kan i allerværste fald være fatal for skildpadderne i ordets medicinske betydning.

Hvis den kommer i udbrud, er der ofte, men ikke altid, den udgang på forløbet, at skildpadden dør.

Den herpes, der angriber skildpadder,  betegnes som chelonia-herpesvirus, og den er ret smitsom.

Det antages, at den kun går på skildpadder, men som med så mange andre vira viser det sig jo ofte, at andre oftest beslægtede

 ordner eller familier er modtagelige for den enkelte virus,  som man troede specifikt gik efter en bestemt gruppe dyr.

(Som for eksempel fugleinfluenza)

Virus er jo også berygtet for pludselig at kunne mutere, og så står man med en ny svøbe.

Det bemærkelsesværdige ved herpes er altså, at skildpadder som nævnt kan være "raske smittebærere" i mange år, uden at

man opdager noget.

Man er faktisk nødt til at tage en blodprøve fra skildpadden og analysere den, for at man kan konstatere, om

 en tilsyneladende rask landskildpadde er inficeret.

Man har iøvrigt konstateret, at inficerede hunner ikke overfører sygdommen til ungerne!

Som regel kommer herpes kun/først til udbrud, når en skildpadde stresses voldsomt, for eksempel ved miljøskift eller velmenende

"overpasning", hvor den hele tiden tages op og flyttes rundt, undersøges, bliver udsat for ændringer i nærmiljøet, osv.

Også efter netop overstået vinterdvale er det almindeligt at konstatere sygdommen.

Og konstatere det på den måde, at herpesinficerede dyr er afgået ved døden i løbet af vinterhiet.

Det er som bekendt under vintersøvnen, at naturen piller de syge og svækkede eksemplarer fra.

Da herpes ikke nødvendigvis kan iagttages umiddelbart, anbefales den meget forsigtige skildpaddeholder at sætte et

 nyanskaffet dyr i karantæne i lang tid, inden det sættes sammen med de øvrige skildpadder.

Altså under forudsætning af, at man har ladet sin hidtidige bestand af skildpadder checke for sygdommen, og den har vist sig

 at være sygdomsfri.

Ellers er det jo irrelevant.

-Og man tager på grund af smittefaren ikke andres skildpadder i pleje eller feriepasning på en sådan måde, at de kommer i

 nærheden af de skildpadder, der findes på stedet i forvejen.

-Og man tager af samme grund ikke sin/sine skildpadder med på besøg/fremvisning på steder, hvor der er andre skildpadder.

(Men da skildpadder som nævnt kan være raske smittebærere af sygdommen, er der jo nærmest ingen ende på det antal af

 år, man skal holde skildpadden i karantæne!)

Sygdommen er efterhånden almindeligt forekommende hos landskildpadder i fangenskab i Danmark.

Indtil for nogle år siden hørte man kun om den i for eksempel Tyskland, hvorfra der kom nogle rædselsberetninger.

Nu er der efterhånden importeret så mange skildpadder fra Tyskland til Danmark, at vi også her er begyndt at lære

 sygdommen at kende.

I naturen?

I USA har man konstateret herpes og mycoplasma i Gopherskildpadder.

I Nordafrika er der konstateret herpes og mycoplasma i mauriske skildpadder.

Det kan vist heller ikke ganske afvises, at herpes og mycoplasma findes i europæiske landskildpadder på Balkan?

Endnu er det langt fra undersøgt tilbunds, hvordan og hvor meget sygdommen er udbredt i naturen.

Man må altså konstatere, at sygdommen er udbredt, og at skildpadder åbenbart lever fint med det i årevis/hele livet, uden at

 sygdommen nødvendigvis konstateres.

Hvordan arter herpes sig?

Man mente tidligere, at den russiske landskildpadde Testudo horsfieldii og den græske landskildpadde

 Testudo hermanni var mere udsat for angreb af herpes end den bredrandede landskildpadde

 Testudo marginata og den mauriske landskildpadde Testudo Graeca.

Dette er ikke tilfældet.

Alle er lige udsatte.

Symptomer på herpes i udbrud er sædvanligvis:

Hvid/gul belægning af tunge/svælg.

Bobler i næsen.

Apati.

Appetitløshed.

Lungebetændelse.

Diarre.

Pludselige uforklarlige dødsfald.

Neurotisk adfærd som for eksempel konstant

løben i ring/drejen rundt

og skæv/ekstrem holdning af hovedet.

 

Man har hidtil ment, at herpes hos skildpadder er en uhelbredelig sygdom.

Men det er ikke helt rigtigt.

Jeg er bekendt med vellykkede behandlingsforløb af skildpadder, der ved undersøgelse/blodprøvetagning havde vist sig at

være bærere af sygdommen.

Men det drejer sig altså om skildpadder, der alene har vist sig positive ved testning for herpes.

Ikke skildpadder, hvor sygdommen allerede var kommet i udbrud.

Jeg tror som nævnt faktisk, at mange landskildpadder i fangenskab bærer rundt på herpes, uden at det nogensinde kommer

i udbrud.

-Medmindre dyret af en eller anden grund svækkes.

Sådan forholder det sig også i naturen.

Jeg har oversat en ekstraheret udgave af en artikel om emnet i Marginata nr 7, 2005:

En update af herpesvirus hos skildpadder

Thomas Filip & Anna Kübber-Heiss.

Hvad er herpes.

Vores viden om herpes er endnu ikke stor.

Herpes labialis er en sygdom hos mennesker, der udløses af arten Herpes simplex.

Den optræder ved sitren ved og dannelse af blærer ved læberne.

Den kan dog også optræde andre steder,

 som i den frygtede udgave Herpes genitalis, der kan forårsage unormale fødsler for

svangre kvinder.

Fælles for alle herpesvira er, at de er DNA-vira og danner et hylster af

 æggehvidestoffer.

Disse vira er udbredt over hele jorden, og mange dyrearter har deres egne

 herpesvira.

De er endvidere værtsbestemte, og det vil sige, at mennesker ikke kan smittes med

 herpes fra skildpadder.

Herpes viser sig hos skildpadder ved gul, osteagtig belægning på tungen og i halsen.

Skildpadden vil prøve at fjerne dette formodede fremmedlegeme ved  at gnide med

forbenene.

Senere vil der opstå åndenød.

Dette er det sædvanlige forløb.

Der kan dog også ind imellem ses en form for forkølelsessymptomer.

I sjældne tilfælde sker der en infektion af hjernen.

De typiske symptomer er i så fald konstant løben i rundkreds og unaturlige bevægelser med hovedet.

Under alle omstændigheder forbliver dyret smittebærer, også selvom det

 tilsyneladende bliver raskt igen.

 Det vil altid kunne udskille vira og smitte andre dyr.

Man formoder også deltagelse af herpesvira ved andre sygdomsangreb på

 skildpadderne.

For eksempel antages det, at herpesvira spiller en rolle sammen med bestemte

 bakterier ved fremkomsten af ”Running Nose

 Syndrome”.

Men formentlig i så fald i en anden udgave/stamme.

Hvilke arter er modtagelige overfor denne infektion?

Man finder herpesvira både hos landlevende og vandlevende skildpadder.

Hos de europæiske landskildpadder anses Testudo hermanni for at være mest udsat.

Testudo graeca og Testudo horfieldii er lidt mindre modtagelige og Testudo

 marginata  er mest modstandsdygtig.

Infektioner med herpesvira ses beskrevet i Europa,  Afrika, Nord- og Sydamerika.

Hvordan forholder det sig med denne sygdom i vildtlevende populationer?

Mathes har i 2004 offentliggjort en undersøgelse.

I en 3-årig periode undersøgtes i Frankrig og Marokko 133 skildpadder i fangenskab

og 196 vildtlevende skildpadder.

Der var tale om Testudo hermanni hermanni, Testudo graeca og Testudo graeca ibera,

 som blev undersøgt, hvorvidt de havde dannet antistoffer mod herpesvirus.

Udfaldet af undersøgelsen blev, at betydeligt flere dyr i fangenskab havde dannet

 antistoffer, end vildtlevende dyr.

 Dette kan muligvis skyldes, at dyr i fangenskab lever i tættere kontakt med andre

 dyr, og derved vedvarende udsættes for en større smitterisiko.

Men hvordan kan man vide, at belægningen  i mundhulen er forårsaget af

 herpesvirus?

Dette er et af hovedproblemerne ved infektionsmedicin. Nemlig at undgå tilfældige

sammenfald.

Robert Koch har opstillet sine 3 berømte postulater til dette brug.

1.   Optisk påvisning.

Mikroorganismen skal kunne påvises i ethvert tilfælde af sygdommen.

2.    Kulturel påvisning.

Sygdomsfremkalderen skal kunne dyrkes i renkultur.

3.    Patogenitetspåvisning.

 Renkulturen skal eksperimentelt kunne fremkalde sygdommen hos

 forsøgsdyr, og den skal igen kunne isoleres fra forsøgsdyret.

Det første postulat er relativt let at opfylde.

Herpesvira danner efter infektion af cellerne typiske figurer.

De kan let identificeres ved hjælp af farve tilsat tynde snit af tungevæv, der mikroskoperes.

Det andet postulat er noget sværere at opfylde.

Opdrættet foregår på såkaldte ”turtle heart cells”. Det er ikke let, men kan lade sig gøre.

Det tredje postulat lykkes kun til dels.

Men man  hævder, at den anvendte undersøgelsesmetode er tilstrækkeligt

 overbevisende.

Efter alle disse bemærkninger, er der stadig et påtrængende spørgsmål:

Når symptomerne er så lette at overse, og et dyr hele sit liv kan være farlig

 smittebærer for andre dyr, hvordan opdager jeg så for mit eget vedkommende, om

 jeg huser en sådan smittebærer?

Efterhånden har der udviklet sig nogle påvisningsmetoder.

Den ældste og bedste er den patologiske undersøgelse i form af mikroskopi.

Ulempen ved denne er, at den tager lang tid og kræver organmateriale fra dyret.

Og ved mikroskopi af væv fra levende dyr, er træfsikkerheden ikke absolut.

Der er risiko for, at et inficeret dyr forbliver uopdaget.

Der er derfor udviklet yderligere metoder til test af levende dyr.

Alle disse hviler på reaktion i form af antistoffer.

Næsten alle levende væsener reagerer på infektioner fra vira, bakterier, svampe og

 parasitter ved at producere specifikke antistoffer.

Dette sker i form af æggehvidestoffer, der cirkulerer i blodbanerne og opfanger smitten.

Den mest kendte metode til testning af dette er serumneutralisationstesten.

Dette er den mest pålidelige undersøgelse af levende dyr. Ulempen ved den er, at

 den kræver en relativ stor mængde blod, og den kan derfor kun udføres på større dyr.

Testen varer 14 dage.

I 2001 indførtes en ny undersøgelsesmetode, der benytter sig af samme mekanisme.

Også her anvendes blod fra formodet inficerede dyr.

Den såkaldte ELISA-test (Enzyme Linked Immuno Sorbet Assay) sammenkobler

 antistofreaktionen med en farvereaktion og er således meget hurtigere.

Denne metode anvendes dagligt hos mange dyrlæger for eksempel til at påvise bestemte

kattevira.

Desværre er der endnu ikke lavet et testkit, som direkte kan anvendes af dyrlægen i sin

 praksis.

Blodprøverne skal derfor fortsat sendes til særlige laboratorier.

Selvom man har gode resultater med disse metoder, der hviler på antistofreaktion, er der

også problemer.

Hver prøve har en minimumsgrænse for udslag.

Der kræves et vist antal antistoffer, før en reaktion kan påvises.

Efter en infektion går der nogen tid, før der har dannet sig så mange antistoffer, at man

 kommer over påvisningsgrænsen og kan diagnosticere herpesvira.

Efter en vis tid falder tallet af antistoffer desværre  igen under påvisningsgrænsen. 

Dette rummer den største fare, fordi dyret efter dette tidspunkt er smittet og kan

 udskille vira.

Men det er ikke muligt at påvise herpesvira i denne fase med  de nuværende tests.

Denne viden er meget vigtig.

Da afspejlingen af antistoffer synker med tiden, kan også inficerede skildpadder

 fremtræde negativt ved serologiske tests!

Denne viden har man dog haft længe.

Der kom dog først et gennembrud i problematikken, da man direkte kunne påvise smitten

 med metoder fra molekylærbiologien.

Molekylærbiologien bruges til at undersøge det enkelte dyrs specifikke DNA.kæde.

Der findes forskellige metoder.

Den mest kendte og også vigtigste metode er den såkaldte PCR (Polymerase Chain

 Reaction). 

Man kan her opformere og undersøge bestemte dele (sekvenser) af DNA-kæden og

 entydigt påvise sekvenser med herpesvirus.

Der er dog en ulempe.

Der kræves organprøver, og de stammer for det meste fra døde dyr.

Det bør dog ikke være et problem i vore dage at skaffe prøver fra levende dyr hos

 specialiserede reptildyrlæger, der kan udføre endoskopi.

Under alle omstændigheder har de molekylærbiologiske metoder ført til en større indsigt i

sygdommen.

Gennem undersøgelse af 35 forskellige virusstammer, udvundet af 6 landskildpaddearter

 (T. hermanni, T. graeca, T.

 horsfieldii, T. carbonaria, Geochelone pardalis, Manouria emys), kunne det

lægges fast, at de lod sig opdele i 2 grupper.

Der er tale om en ”testudotype”, der blev fundet hos alle eksemplarerne, bortset fra

 Testudo horsfieldii, og en

 ”horsfieldiitype”, der kun lod sig påvise i Testudo horfieldii.

Efter alt at dømme optræder  ”testudotypen” mere alvorligt sygdomsfremkaldende end

 ”horsfieldiitypen”.

Man antager, at ”testudotypen” er kommet hertil fra Tyrkiet, idet Testudo graeca

 overlever sygdomsangreb fra denne type, hvilket tyder på, at dens immunforsvar har

 forberedt sig på denne virus.

Testudo hermanni overlever derimod ikke.

Denne arts immunsystem er derfor tilsyneladende ikke forberedt på denne virus, og kan

 ikke stille noget op imod den.

Man ved intet om ”horsfieldiitypen”.

Den er ikke fundet i vildtlevende eksemplarer.

Hvordan kan man beskytte sin skildpaddebestand imod udbrud af herpes?

Den vigtigste foranstaltning er at indføre karantæne overfor nye eksemplarer.

Der skal sørges for rumlig adskillelse mellem de gamle og de nye eksemplarer.

Der skal anvendes forskellige redskaber og gives separat foder.

Pasningen i karantæneafdelingen skal foregå således, at man undgår på uvidenskabelig vis

selv at overføre sygdommen.

Der er ikke enighed om længden af karantænen, men 1 år vil være ideelt, selvom dette nok

tit er urealistisk.

I ferieperioder skal man være udvise forsigtighed med at tage kollegers skildpadder i pleje.

Forårsaget af stress ved miljøskiftet kan herpesvirus pludselig komme til udbrud i et dyr,

der ellers i årevis har været symptomfri.

Eller værre endnu kan skildpadden fremtræde som symptomfri og udskille virus og

 dermed inficere alle de andre skildpadder.

Derfor skal sådanne skildpadder også undtagelsesfrit holdes i karantæne, selvom de

 måske er sunde og raske.

Det bedste vil være at lade skildpadderne blive, hvor de er hos ejeren og passe dem der.

 Man skal dog fortsat undgå selv at  overføre smitte.

En vis risikominimering kan opnås hvis man lader nyanskaffede eksemplarer undersøge

 serologisk.

Denne ”screening” er desværre ikke 100 % sikker, men risikoen for at indføre et inficeret

eksemplar i bestanden er minimeret.

Hvis man vil undgå syge dyr i sin bestand, skal man under ingen omstændigheder sætte

 positivt testede dyr sammen med de andre.

Hvis alle skildpaddeholdere og kommende skildpaddeholder fik deres dyr testet, og

 herefter frasorterede herpesbærere, ville problemet være væk.

Hvis sygdommen er i udbrud, og dyret udviser symptomer, er de veterinærmedicinske

 muligheder meget begrænset. 

Det er et faktum, at et sådant dyr er virusbærer og forbliver det.

Herved fortsætter det med at være en trussel mod alle

 andre skildpadder, og meget taler for eutanasi af dyret.

Kun hvis man kan garantere,  at man vil  kunne holde dyret adskilt fra andre skildpadder for

 tid og evighed, kan det retfærdiggøres at gøre et forsøg på at redde dyret.

Man skal dog lige huske på, hvor længe skildpadder kan leve, før man bestemmer sig for

 livsvarig karantæne!

Forsøg på helbredelse består frem for alt i at inddæmme alle såkaldte

 sekundærinfektioner.

Dermed menes alle andre sygdomme, der opstår i forbindelse/forening med

 herpesanbgrebet.

Det kan være parasitære infektioner og bakterielle infektioner. 

Parasitter bekæmper man, efter at de er konstateret i afføringsprøver.

Bakterielle infektioner bekæmpes bedst ved at foretage bakteriologisk undersøgelse og

 gennemføre en antibiotisk

 behandling på grundlag af en resistenstest.

Det tilrådes at foretage en generel understøttende behandling  med elektrolytinfusion for

at styrke dyret og dermed dets immunforsvar.

Med vekslende resultat har man benyttet et medikament kaldet Aciclovir.

Det er et virustaticum, der hæmmer udviklingen af

 virus, men det kan ikke udrydde det.

Som ved human medicin er profylakse den bedste foranstaltning.

Man kan måske foretage en beskyttelsesvaccination.

I en publikation fra 2001 beskrives et forsøg udført af en arbejdsgruppe under Doktor

 Marschang.

Man forsøgte at vaccinere skildpadder mod herpesvirus.

Desværre kunne der ved dette forsøg ikke aflæses en stigning i de specifikke antistoffer

og dermed kunne der ikke påvises en beskyttelse i dyrene mod herpesvirus.

Som det fremgår af denne artikel, findes der ikke nogen tilfredsstillende

 veterinærmedicinsk helbredelse/behandling og beskyttelse.

Det er også tvivlsomt at gennemføre en bekæmpelse alene af symptomerne.

Der er alene tilbage at beskytte sine dyr mod smitte.

Man må under ingen omstændigheder indføre inficerede dyr i sin bestand.

Der skal opretholdes langvarig karantæne.

For at minimere risikoen, kan man gennemføre tests som beskrevet.

En dyrlæge kan være behjælpelig ved valg af mulighederne.

Desværre forbliver der fortsat en risiko.

Men dog betydeligt forringet. 

Oversat den 29. August 2009

OHM (med hjælp fra dyrlæge Torben Mikkelsen).

 

 Som det fremgår, er denne artikel meget opgivende overfor udsigterne, såfremt der konstateres herpes i en

 skildpaddebestand.

Der er dog sket en del i de senere år, og jeg er som nævnt bekendt med vellykkede behandlingsforløb.

Mycoplasma

Mycoplasma er en smitsom bakterie/amøbe, som blandt andet angriber luftvejene og fremkalder fatal lungebetændelse.

Den er meget resistent overfor lægemidler og er et problem for skildpadderne som herpes.

Problemstillingen er ganske magen til herpes.

Heller ikke her overføres sygdommen til ungerne fra en inficeret hun.

Også mht. mycoplasma kan landskildpadder være "raske smittebærere" i årevis.

Mycoplasma er et nyere fænomen indenfor skildpaddesygdomme.

Sune Obsen har besvaret nogle spørgsmål vedrørende disse to infektioner:

 

Hvornår opdagede man Herpes og Mycoplasma hos skildpadder og hvem var det?

 

Herpesvirus infection blev først beskrevet som et problem for skildpadder tidligt i

 

 

 1980erne ( Harper et al., 1982).

 

 Heuschele WP: A herpesvirus-like agent associated with a pharyngeal abscess in a desert

 

 tortoise, J Wildl Dis 18:491-494, 1982.

 

Mycoplasma blev først beskrevet i 1988, så vidt jeg kan se fra denne artikel

 

 http://www.pubmedcentral.nih.gov/pagerender.fcgi?artid=303146&pageindex=1 

 

http://quest.nasa.gov/projects/spacewardbound/docs/Mojave7.pdf

 

Er det kun landskildpadder der bliver angrebet af Herpes og Mycoplasma?

 

Indtil videre er det vist ikke konstateret, at disse to typer af hhv. herpes og mychoplasma

 

har smittet til andet end skildpadder.

 

Men begge sygdomme kan smitte alle slags skildpadder.

 

Dette fremgår vist af teksterne i nogle af alle disse links og artikler.

 

Men se evt. også nogle af litteraturlisterne, da den ene også rummer links til online

 

 versioner af relaterede artikler.

 

Det som i denne sammenhæng er vigtigt, er at der findes mange forskellige slags

 

 herpesvira, og mychoplasmer, som alle hver især har særlige værter som kan rammes,

 

 f.eks. køer, heste, eller fjerkræ.

 

Og nogle kan også ramme bredere.

 

Men de chelonide mycoplasmer og herpesvira, skulle så vidt jeg har kunnet læse, kun

 

 ramme skildpadder.

 

Er der nogle beretninger om Herpes og Mycoplasma i naturen?

 

Der er en del rapporter om disse sygdomme i naturen, men primært i Nordamerika, også i

 

 forhold til havskildpadder flere steder, som har været hårdt ramt af knudevækster, som

 

 følge af herpesinfektioner (vist ikke den helt samme herpesvirus, som vi ser hos

 

 landskildpadderne, men stort set identisk).

 

Så vidt jeg har kunnet se, har der ikke været nogle reelle undersøgelser af europæiske

 

 landskildpadder, eller også er resultaterne ikke offentlig endnu.

 

Hvad adskiller skildpadde Herpes virus fra andre "alm." virus?

 

Det ligger næsten i navnet, at det er fordi chelonid herpes primært går på chelonide arter.

 

Det er ligesom med f.eks. fugleinfluenza, som kun går på fugle (visse stammer af

 

 fugleinfluenza kan også smitte andre dyr/mennesker).

 

Men mange vira har som regel bestemte værter, som f.eks en gruppe af dyr, det kunne

 

også være Bluetongue virus, som kun rammer drøvtyggere (køer, får og geder, samt hjorte

 

mv. ).

 

Dog kan virus smitte f.eks andre arter som hunde, men disse kan ikke smitte videre hvis de

 

skulle få smitten.

 

Hvad er mycoplasma? 

 

Mychoplasma er en amøbe-, eller bakterielignende organisme, som kan angribe celler og

 

 reagere lidt ligesom virus gør i cellerne.  

 

 

Personligt er jeg af den opfattelse, at mange landskildpadder ligesom med herpes bærer rundt på mycoplasma,

 

uden at det nogensinde kommer til udbrud.

-Medmindre dyret af en eller anden grund svækkes.

Og som nævnt ovenfor under beskrivelsen af herpes, findes den ikke alene i fangenskab, men også i naturen.

Testning for herpes og mycoplasma

Hvis du ønsker at lade dine dyr teste hos en krybdyrkyndig dyrlæge for herpes og mycoplasma, er det nok en god idé på

 forhånd at gøre sig klart, hvad man i grunden vil, såfremt et eller flere dyr findes at være positiv bærer af disse sygdomme.

Hvis man ikke vil gennemføre en behandling af samtlige sine skildpadder, såfremt sygdommen konstateres hos bare eet

 eksemplar, er der jo ingen grund til at lade dem teste.

Men gennemfører man den nødvendige behandling, er det en tilfredsstillelse at have en bestand af uinficerede dyr, når det

 drejer sig om disse sygdomme.

Hvor længe bestanden så holder sig uinficeret, er jo det næste spørgsmål.

For altid? For en årrække?

Kan bestanden smittes, uden at have været i direkte nærkontakt med smittede skildpadder?

Kan havens fugle bære smitten?

Kan mennesker, der for måske endog længere tid siden har været i kontakt med "raske smittebærere", bringe smitten

 videre?

(Er det nok at vaske hænder?)

Kan andre dyr bringe smitten videre?

Osv.

Penisfremfald

Penisfremfald hos ung marginatahan

Skildpaddehanner har ind imellem såkaldt penisfremfald.

Penisfremfald er ikke en sygdom!

Men folk, der ikke kender fænomenet,bliver forfærdede, når de ser det første gang.

Mange tror, at det er indvoldene, der vælter ud.

Det er imidlertid bare hannens penis, de ser.

Der sker intet ved det, og skildpadden er ikke syg.

Kort efter trækkes penis ind på plads i kloaken igen.

Der skal IKKE behandles.

Tvangsbadning af landskildpadder fremprovokerer ofte penisfremfald.

Her er atter en grund til at undlade den unødvendige og som regel skadelige badning af landskildpadder.

Læs badning og vand

Det er oplagt at bruge det til at kønsbestemme skildpadden som en han, når man oplever et penisfremfald.

Men så enkelt er det ikke.

Det sker også (sjældnere) at en skildpaddehun har fremfald af klitoris.

Den er også ret stor og ligner meget hannens penis.

Så man skal være en meget sagkyndig undersøger af tilfældet, før man kan være helt sikker!

Det er altså ikke altid så nemt.

Penisfremfald hos ung marginatahan.

Der må ikke doktoreres af velmenende personer/dyrlæger.

Det hele trækkes ind i kloaken igen af sig selv efter en kortere eller længere tid.

Lad skildpadden være i fred!

John har taget dette billede af klitorisfremfald på en russisk hun.

Det ser ikke så voldsomt ud, som penisfremfald på en landskildpaddehan

PHA

Hvis du lader dine skildpadder gå i vinterhi, så læs lige dette her:

Det er vigtigt for dvalende pattedyr som pindsvin og bjørne, mv., at de forinden dvalen har ædt sig tykke og

 fede, således at de velpolstrede kan gennemleve/overleve vintersøvnens forbrænding.

Da skildpadder ikke forbrænder fedt under vinterhiet, fordi metabolismen/stofskiftet er helt nulstillet, skal

 skildpadder absolut ikke spise andet og mere end ellers, bare fordi de skal i hi.

Tværtimod!

Hvis skildpadden har for mange proteiner og fedtstoffer i systemet, når den går i vinterhi, risikerer man

 dødsfald, fordi en masse giftstoffer (urinsyre) hobes op i blodet på grund af den nedsatte/nulstillede

 metabolisme.

Overfede, "forspiste" skildpadder kan desuden let risikere, at der på grund af de alt for mange proteiner og

 fedtstoffer under vintersøvnen startes en uønsket og unaturlig forbrænding.

Derfor skal skildpadden tages op af hi, såfremt vægttabet udgør mere end 10 %, for så er dehydrering ikke

 længere forklaring på vægttabet!

(Et vægttab på under 10 % er til gengæld uproblematisk.)

Mange skildpaddedødsfald under vinterhi finder deres årsag her!

 

Bredrandet landskildpadde med PHA

Billede fra

Grosses Schildkröten Symposium

Denne selvigangsatte, unaturlige forbrænding/metabolisme kaldes PHA.

Post Hibernal Anorexi.

Den kan straks konstateres ved, at der på bugskjoldene optræder røde farveaftegninger.

Hvis den røde farve opdages, når den endnu levende skildpadde tages op af vinterhi, så lad den hurtigt varme

op ved at tage den ind i stuetemperatur.

Herefter skal have så meget at drikke som muligt.

Hvis den bare får drukket hver dag i nogle dage, er den faktisk reddet!

Hvis den røde farve konstateres under vinterhi, så forholdes der på samme måde!

Op af hi, hurtigt ind i varmen og varmes op!

Derpå vand og atter vand!

Skildpadder kan også blive syge på grund af angreb af parasitter:

Læs  Indvoldsorm/parasitter

Aflivning

Forhåbentlig bliver det aldrig aktuelt for dig at skulle aflive en skildpadde.

(-Man afliver vel iøvrigt ikke truede dyrearter.)

Men skulle det af tvingende grunde blive aktuelt, så lad være med at bruge fryseren!

Det var i mange år en meget anbefalet aflivningsmåde at lægge dyret i fryseren, hvorefter dyret, som man sagde:

"Stille sover ind i døden".

Man er nu af den opfattelse, at dette er en meget smertefuld dødsmåde for det pågældende dyr.

Væskeindholdet i cellerne fryser til is, der sprænger karvæggene.

Men metoden anbefales og bruges fortsat en del.

Lad være med det!

Bedst er en sprøjte hos dyrlægen!

Lad være med at hugge/klippe hovedet af skildpadden.

Du risikerer, at den vandrer hovedløs rundt i et døgns tid bagefter!

Bemærk iøvrigt:

Landskildpadder er ekstreme tryghedsnarkomner.

De er vanedyr og følger hver dag helt faste rutiner.

De bruger meget lang tid til at tilpasse sig forholdene.

Du må derfor ikke hele tiden ændre på anlægget/terrariet.

Du må ikke hele tiden skifte om på bundlaget.

Du må ikke uafladeligt lave om på placeringen af sten, trærødder, mv.

Du må ikke ændre/flytte rundt på lys og varmekilder.

Osv, osv, osv.

Du må heller ikke uafladeligt tage en skildpadde op.

Hvis den vil have ro og ikke spiser i nogle dage, og den ikke umiddelbart

virker syg, så lad den være i fred. 

Lad være med tage den ud derfra, hvor den søger at gemme sig.

Lad være med at lægge den hen under varmelampen, hvis den ikke vil

 ligge der lige nu.

Lad være med at prøve at få den til at spise.

Lad være med at proppe den i bad flere gange om ugen,

Al denne "omsorg" stresser skildpadden.

Landskildpadder skal ikke absolut spise og drikke hver dag ligesom

 hunde og katte.

Selv små landskilddeunger kan klare sig i op til 14 dage uden mad, ofte

 meget længere.

Hvis du lige har anskaffet dig skildpadden, er det helt almindeligt, at

 den ikke rører på sig i flere dage.

Den skal lige tilpasse sig de nye forhold.

Miljøskift stresser skildpadder.

Hvis du ikke lader dine skildpadder gå i hi, er det almindeligt, at de

 skruer vægen ned/sover i fra 14 dage til op til flere måneder i

 vinterhalvåret.

Det er bare skildpaddens biologiske ur, der træder i funktion

Dette kan dog også hænde om sommeren.

Det er helt normalt.

Hvis du ikke lader den være i fred, stresser du den.

Stress giver syge skildpadder.

Hvis du derfor, fordi du tror, at din skildpadde er syg, flytter rundt på

 den hele tiden, tager den op,

 "doktorerer" på den, ændrer på dens omgivelser, osv., så ender det

 rent faktsk med, at du har en syg

 skildpadde.

Det havde du bare ikke fra starten!

Du skal heller ikke give profylaktiske (forbyggende) ormekure.

Al medicin svækker skildpaddens naturlige immunforsvar.

Du skal heller ikke slæbe dine skildpadder til dyrlægen til årlige eller

 andre rent rutinemæssige check.

Du skal alene tage din skildpadde til dyrlægen, når den er syg.

Så skal du til gengæld også gøre det uden tøven.

Er du bare i tvivl om den er syg, så selvfølgelig afsted.

Men overflødige transporter og undersøgelser stresser dyrene enormt,

 og der er ingen fornuftig grund til at

 lade en dyrlæge se på en rask skildpadde.

Dog kan en usikker, nybagt landskildpaddeejer have et naturligt behov

for at lade en dyrlæge give skildpadden

 et rutinemæssigt eftersyn, for at sikre sig at alt er i orden.

-Og således blive beroliget.

 

Har du brug for dyrlæge, så se for eksempel her:

  www.krybdyrdoktor.dk

Hvis du bor øst for Storebælt uden for Storkøbenhavn, kan jeg også henvise til

 http://www.naestveddyreklinik.dk/

 

Hera nyder et fredfyldt og solrigt sted i anlægget helt uden træk.

 

Europæiske landskildpadder bør holdes udendørs i frilandsanlæg

 

 Startside

---oooooOOOooooo---