Artiklen er senest ændret den 19. januar 2010

Kalk

Det er meget vigtigt, at skildpadder får kalk.

Både dannelse af skjold og knogler kræver meget kalk.

Allermest mens skildpadderne vokser.

Og teoretisk set vokser de hele deres liv.

Se for eksempel om dette i Brian Pursall "Mediterranian Tortoises”.

Og især når hunnerne danner kalk over deres æg, kræves der meget kalk. 

Hvis der ikke er tilstrækkeligt med kalk i foderet til dette formål, tages det fra hunskildpaddens skjold

 og knogler!

Alle europæiske landskildpadder har deres biotoper og lever i områder, hvor jorden er mættet af kalk.

De urter og græsser, der vokser her, er derfor allesammen særdeles kalkrige, og de  udgør en stor og konstant

kalkforsyningskilde til skildpadderne.

Desuden kan skildpadderne supplere kalkindtaget ved at æde løs af de kalksten, der ligger på/i den

 kalkrige jordbund i biotoperne.

For mange hundrede millioner år siden lå det såkaldte Tetyshav hen over middelhavsområdet.

Mod vest strakte det sig langt ud i det nuværende Atlanterhav.

Mod øst bredte det sig langt ind i Asien.

Den sydlige kystlinie lå et godt stykke nede i Nordafrika.

Den nordlige kystlinie gik set fra Øst midt igennem Det Kaspiske hav, midt igennem Sortehavet, videre

 mod vest nord for Rumænien og Bulgarien, fortsatte gennem Alperne og fortsatte mod vest et stykke

 oppe i Sydfrankrig, ned gennem det østlige Spanien, hvor kystlinien drejede stik nord ved Gibraltar og

 fortsatte mod nord igennem den Iberiske halvø op til De Britiske Øer.

I løbet af 300 millioner år samledes der på bunden af dette hav et enormt tykt kalklag, der i dag udgør

 jordbund og bjerge omkring Middelhavet.

Netop indenfor grænserne af dette kalkrige område lever i dag den del af de landskildpadder,

 der kaldes middelhavsskildpadderne.

Med andre ord de såkaldte mediterrane skildpadder:

Bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng er, at der ikke lever landskildpadder i Portugal.

Dette har altid undret enormt, og der har været søgt mange forklaringer.

Portugal ligger lige akkurat udenfor Tetyshavet og dermed udenfor den massive kalkmættede undergrund, der i

dag bebos af de mediterrane landskildpadder.

Har vi eventuelt forklaringen her?

Men hvorom alting er, så er tilstedeværelsen af kalk meget vigtigt for de europæiske landskildpadder.

I bunden af skildpaddegården lægger jeg hønseæggeskaller fra husholdningen.

Skildpadderne spiser ivrigt af disse skaller.

Jeg anvender kun skaller fra kogte æg.

Jeg er sådan set ikke bange for, at skildpadderne skulle blive smittet med salmonella, men skaller fra

 kogte æg er under alle omstændigheder kimfrie.

Desuden er der områder i frilandsanlægget, hvor der med rund hånd er strøet granuleret Faxekalk ud.

(Sælges i akvarieforretninger som bundlag til saltvandsakvarier.)

Endvidere strør jeg knust kalkgrus og kalksten ud overalt i anlægget.

Dette spises også gerne.

Det er ikke afgørende, hvor kalken kommer fra, når bare der er tale om kalk.

I vores frilandsanlæg lever også en hel del vinbjergsnegle.

De trives vel og formerer sig konstant.

Efter nogle år dør de af alderdom.

Jeg lader de tomme sneglehuse ligge.

Ligesom i deres hjemstavnsbiotoper spiser skildpadderne gerne de tomme sneglehuse for at få kalken.

I naturen ser man også skildpadderne gnave af de afblegede ben og knogler, der ligger rundt omkring fra

 døde dyr.

Helt tydeligt gør de dette for at få kalken fra disse knogler.

Mange skildpaddeholdere bruger sepiaskaller som kilde til kalkforsyning.

Jeg er ikke i tvivl om, at sepiaskaller udgør et fremragende kalktilskud, men mine skildpadder har af en

 eller anden uforklarlig grund aldrig været interesseret i sepiaskaller.

Hverken store eller små skildpadder.

Men jeg ved, at mange har erfaringer med, at deres skildpadder er vilde med sepiaskaller.

Sepiaskaller (10-20 cm. store) stammer iøvrigt fra blæksprutter.

De findes skyllet op på stranden under varmere himmelstrøg, nu og da også på den jyske vestkyst.

Men de kan altså også købes i dyrehandlerne .

Skildpaddens hornnæb slides, når den æder sepiaskal, sneglehuse, kalkgrus og kalksten.

Skildpaddens næb skal selvfølgelig bruges, for at blive slidt naturligt.

Så slipper du også for at skulle klippe skildpaddens næb.

Hvis du holder dine skildpadder vågne om vinteren (undlader at lægge dem i hi), og du fodrer med

 PreAlpin, og især hvis du (undtagelsesvist) fodrer med "købegrønt", skal du hver dag drysse kalkpulver

 over maden.

Helst den slags, der er tilsat D3 vitaminer.

D3 vitaminer er nødvendige for at UV-lyset kan omsætte kalken i skildpaddens organisme.

Læs altid varedeklarationen på dåsen.

Her skal det fremgå, om der er tilsat D3 vitamin til dåsens indhold af kalkpulver.

Vitaminiserede kalkpulverblandinger kan være ret dyre.

Billigst er mærket Vispumin, som sælges til hønseavlere.

Det koster en brøkdel af, hvad man giver for nøjagtig samme produkt til reptiler.

Det fås i grovvareforretninger og på nettet.

Man kan endvidere knuse hønseæggeskaller og drysse på maden.

Når mine skildpadder er på friland om sommeren, drysser jeg selvfølgelig ikke med kalkpulver med vitaminer.

Vi har i Næstved en meget høj hårdhedsgrad af kalk i drikkevandet.

(Ledningsvandet fra vandværket.)

Jeg har målt det til hele 22.

Det er vi i næsten alle andre sammenhænge selvsagt kede af, men når det lige drejer sig om europæiske

landskildpadder, regner jeg det for at være en fordel.

Dels er det dette kalkrige vand, som jeg hælder op i dammene i skildpaddegårdene i haven, og som skildpadderne

 drikker af og bader i.

Dels bliver skildpaddegårdene sprinklet med dette kalkrige vand om sommeren, og det giver sammen med alt det løse

 kalk, som jeg har spredt i anlæggene i form af grus og kalksten jo grundlag for, at planterne optager ekstra megen

 kalk ligesom ved Middelhavet.

-Og skildpaderne spiser jo af disse planter, der således er kalkrige ligesom i hjemstavnsbiotoperne.

De små skildpaddeunger, som  jeg ikke lægger i hi om vinteren, får af gode grunde også dette kalkrige vand hældt op i

 deres vandskåle i de indendørs terrarier.

Jeg tror faktisk, at man meget vanskeligt kan overdosere med kalk.

I skildpaddegården ser vi derfor med tilfredshed hele tiden en skildpadde, som udsøger sig en hvid  kalksten og æder

 den.

Tit æder den flere kalksten efter hinanden.

Jeg spreder endvidere som nævnt med rund hånd kalkgrus og kalksten overalt i gården.

Dette sker med nogle års mellemrum.

Det hjælper også på mulighederne for at opdage stedet, hvis en landskildpaddehun uopdaget skulle have gravet æg ned.

I så fald er kalkstenene jo vendt med ned i jorden, når hun efter æglægningen har dækket hullet til.

Mens vi taler om at æde sten:

Flere af skildpadderne spiser gerne småsten af forskellig art.

Tilsyneladende bekommer det dem vel.

Måske hjælper det dyrene til at bearbejde maden på samme måde, som det for eksempel er tilfældet hos

 duer, der som bekendt spiser mange småsten, som hjælper kroen til at formale maden.

Jeg bemærker, at stenene kommer ud igen med afføringen.

Jeg har lagt mærke til, at mange skildpaddeholdere bliver nervøse, når de observerer,  at deres

 skildpadder spiser sten.

Der er blandt andet frygt for tarmslyng, osv.

Hvis skildpadderne spiser ekstremt alt for mange sten, således at man har grund til at frygte for deres

tilstand, kan der kun være tale om en eller anden ubalance, som der er til stede i forvejen, og så er

stenspisningen kun et symptom. 

Hvorom alting er, så kan man altså ikke hindre skildpadderne i at spise sten, når de holdes på friland.

Og man skal selvfølgelig heller ikke gøre det.

Man kan jo heller ikke hindre det, når de går hjemme i deres hjemstavnsbiotoper.

 Hvis man holder sine dyr forskriftsmæssigt, behøver man i øvrigt nok ikke at frygte for sine

 skildpadders sundhed og velfærd.

Således heller ikke selvom de spiser af de sten, der så rigeligt i forvejen er til stede i den natur som

 

 skildpadderne selv er en del af.

 

Jeg er iøvrigt ikke den eneste, der har bemærket, at landskildpadder har en tilbøjelighed til at spise

 

 "mærkelige" ting, som for eksempel sten.

Det ses beskrevet mange steder.

Senest i martsnummeret 2006 af tidsskriftet "Marginata", hvor der er en artikel om en marginatahun, der spiste en

 sten på 27 X 13 mm., vægt 7 gram.

Den passerede gennem skildpadden og ud med afføringen.

Det er også almindeligt, at skildpadder spiser afføring.

Både egen afføring og fra andre skildpadder.

-Og fra andre dyr.

I naturen ses landskildpadderne spise afføring fra for eksempel geder.

Det antages, at denne indtagelse af afføring tilfører vigtige bakterier til skildpaddernes tarmflora.

Læs nu også Henrik Bringsøes interessante artikel i NHF-bladet 2006, nr 3: "Mærkværdige spisevaner hos

landskildpadder".    

 

 

Startside

----ooooOOOoooo----