Startside Denne artikel er senest ændret i marts 2011

 

	Kalk til landskildpadder -Det er absolut nødvendigt at sørge for kalk!
Overskrifterne i denne artikel:	Vigtigt!, Tetyshavet, Hønseæggeskaller, Granuleret kalk/kalkgrus, Sneglehuse, Sepiaskaller, Vitaminiseret kalkpulver, Kalkholdigt vand, Overdosering med kalk?, Når skildpadden æder andre sten end kalksten.

 

Vigtigt!

Det er meget vigtigt, at landskildpadder får kalk. Både dannelse af skjold og knogler kræver meget kalk. Allermest mens skildpadderne vokser. Og teoretisk vokser skildpadderne hele deres lange liv. Læs for eksempel om dette i Brian Pursall: "Mediterranian Tortoises". Især når hunnerne danner kalk over deres æg, kræves der meget kalk. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med kalk i foderet og/eller kalksten nok til dette formål, tages kalken fra skildpaddens skjold og knogler iøvrigt.

I de græske landskildpadders hjemstavnsbiotop er urterne fyldt med den meget kalkrige jords kalk.

Alle europæiske landskildpadder har deres biotoper og lever i områder, hvor jorden er mættet af kalk. De urter og græsser, der vokser her, er derfor allesammen særdeles kalkrige, og de udgør en stor og konstant kalkforsyningskilde for skildpadderne. Desuden kan skildpadderne supplere kalkindtaget ved at æde løs af de kalksten, der ligger overalt i/på jordbunden i biotoperne.

Tetyshavet

For mange hundrede millioner år siden lå det såkaldte Tetyshav hen over middelhavsområdet. Mod vest strakte det sig ud i Atlanterhavet. Mod øst bredte det sig langt ind i Asien. Den sydlige kystlinje lå et godt stykke nede i Nordafrika. Den nordlige kystlinje gik fra øst midt igennem Det Kaspiske Hav, midt igennem Sortehavet, videre mod vest nord for Rumænien og Bulgarien, fortsatte gennem Alperne og videre mod vest et stykke oppe i Sydfrankrig, ned gennem det østlige Spanien, hvor kystlinjen drejede stik nord ved Gibraltar og fortsatte mod nord gennem Den Iberiske Halvø op til De Britiske Øer.

I løbet af 300 millioner år samledes der på bunden af dette hav et enormt tykt kalklag, der i dag udgør jordbund og bjerge rundt omkring Middelhavet. Netop indenfor grænserne af dette kalkrige område lever i dag de landskildpadder, der kaldes middelhavsskildpadderne eller De Mediterrane Landskildpadder.

Bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng er unægteligt, at der som bekendt ikke lever landskildpadder i Portugal. Dette har altid givet anledning til undren, og der har været søgt mange forklaringer. Her kommer yderligere en forklaring: Portugal ligger lige akkurat udenfor Tetyshavet og dermed udenfor den massive kalkmættede undergrund, der i dag bebos af De Mediterrane Landskildpadder. Er det en plausibel forklaring?

Hønseæggeskaller

Men under alle omstændigheder er tilstedeværelsen af kalk som nævnt meget vigtig for de europæiske landskildpadder.

I bunden af skildpaddegårdene lægger jeg kogte hønseæggeskaller fra husholdningen. Skildpadderne spiser ivrigt af disse skaller. Jeg anvender kun skaller fra kogte æg. Men det er af praktiske grunde. (Æggene pilles jo ikke, før de koges!) Jeg er ikke bange for, at skildpadderne skulle blive smittet med for eksempel salmonella, men kogte æggeskaller er under alle omstændigheder kimfrie.

Granuleret kalk/kalkgrus

Desuden er der store områder i anlæggene, hvor jeg hvert år med rund hånd strør granuleret Faxekalk ud. I mange år har man kunnet købe dette i akvarieforretningerne. Det bruges som bundlag i saltvandsakvarier. Om det kommer fra Faxe er iøvrigt af gode grunde ikke afgørende. Kalk er jo kalk, så det er selvsagt ligegyldigt fra hvilket kalkbrud, kalken kommer. Det er helt ligemeget, hvilket kalk, man bruger. Kalk er kalk. (Calcium er calcium, hvis bare der er tale om calcium.) Der er heller ikke tale om forskellige fabrikater og mærker af kalk i naturen!

Udover de granulerede kalkkorn strør jeg også hvert år med meget rund hånd knust kalkgrus og kalksten ud overalt i frilandsanlæggene. Dette spises også gerne af skildpadderne. Udover at skildpaddernes mulighed for at finde og æde den livsvigtige kalk unægtelig lettes ved, at det befinder sig i og på jorden som ved Middelhavet, er der yderligere en stor fordel ved det. Det hjælper enormt på mulighederne for at opdage, om en landskildpaddehun uopdaget har gravet æg ned, mens du har været væk. Er dette tilfældet, er kalkstenene på gravestedet vendt ned i jorden og yderligere blandet med den. Du opdager derfor straks hvad der er sket, når du kommer tilbage til anlægget. Ellers vil en sådan æglægning let forblive uopdaget, fordi skildpaddehunnerne er rigtig dygtige til at skjule det nedgravne sted, når de er færdige med æglægningen.

Sneglehuse

I vores frilandsanlæg lever der også en del vinbjergsnegle. De trives vel og formerer sig hvert år. Efter nogle år dør de jo af alderdom. Jeg lader de tomme sneglehuse ligge. De pynter faktisk. Ligesom i deres hjemstavnsbiotoper spiser skildpadderne gerne de tomme sneglehuse for at få kalken. I naturen ser man også skildpadderne gnave af de afblegede ben og knogler, der ligger rundt omkring fra døde dyr. Helt tydeligt gør de dette for at få kalken fra disse knogler. Jeg tror dog ikke, at jeg vil begynde at smide afpillede kødben til skildpadderne, men måske er der muligheder i at anvende for eksempel kyllinge og fasanben, hvis man vil prøve det.

Sepiaskaller

Mange skildpaddeholdere bruger sepiaskaller til kalkforsyning og roser dem meget. Jeg er ikke i tvivl om, at sepiaskaller udgør et fremragende kalktilskud, men mine skildpadder har af en eller anden uforklarlig grund aldrig været interesseret i sepiaskaller udendørs. Hverken store eller hidtil små skildpadder. Nu har jeg prøvet at vaske en sepiaskal i varmt vand, inden jeg gav den til et kuld nyklækkede landskildpaddeunger (indendørs). De åd af den med begejstring i starten. Senere dalede ineressen. Men man skal åbenbartvaske sepiaskallerne, før man giver dem til skildpadderne? Sepiaskaller er 10-20 cm. store, og stammer fra blæksprutter. De findes skyllet op på stranden under varmere himmelstrøg og nu og da også på den jyske vestkyst. Men de kan også købes hos dyrehandlerne og på reptilmesserne.

Skildpaddernes hornnæb slides, når de æder sepiaskaller, sneglehuse, kalkgrus og kalksten. Skildpaddernes næb skal selvfølgelig bruges for at blive slidt naturligt, så der ikke dannes papegøjenæb. Når næbbet slides naturligt, slipper du jo også for at klippe det.

Vitaminiseret kalkpulver

Hvis du ikke lader dine europæiske landskildpadder gå i hi om vinteren, vil der være perioder, hvor der ikke kan plukkes frisk ukrudt i det fri. Det er derfor nødvendigt at fodre med for eksempel Pre Alpin eller tørrede urter. Det vil i så fald være klogt at overdrysse dette foder med vitaminiseret kalkpulver, inden det serveres for skildpadderne. Drys så meget, at portionen bliver hvid som på nedenstående billede. Hvis du (helt undtagelsesvist) fodrer med købegrønt, er det meget nødvendigt at overdrysse foderet med vitaminiseret kalkpulver, inden det serveres.

Vitaminiseret kalkpulver kan købes i dyreforretningerne, på reptilmesser og selvfølgelig over nettet. Det skal være den slags, der indeholder det nødvendige D3-vitamin. D3-vitaminer er nødvendige, for at UV-lyset kan omsætte kalken i skildpaddens organisme. Læs altid på varedeklarationen på dåsen. Her skal det fremgå, om der er tilsat D3-vitamin til dåsens indhold af kalkpulver. Vitaminiserede kalkpulverblandinger kan være ret kostbare. Billigst er mærket Vis-pu-Min, som sælges til hønseavlere. Dette produkt fås blandt andet i grovvareforretninger og på nettet.

På maden kan du selvfølgelig også drysse knuste hønseæggeskaller (knuses med kagerulle eller flaske). Men igen kan du selvfølgelig bruge alle former for knust kalk til drysning over maden. Kalk er som nævnt kalk. Alt knust kalk drysset på mad, der ellers må betragtes som "kalkløs", er bedre end ingen kalk.

Kombinationen af kalk og D3-vitamin er desværre meget overset. Læs Temperaturregulering.

Sammenfattet: Man kan sagtens bruge flere udgaver af kalk samtidig, og bør også gøre dette. Jeg bruger udover hønseæggeskaller (som alle skildpadderne spiser af) også Faxekalk, kalksten, groft kalkgrus og tomme sneglehuse, mv. Desuden ligger der (i det store hele uspiste) sepiaskaller i anlægget. Ikke alle skildpadder har den samme forkærlighed for den samme udgave af kalk, så også her er variation ikke nogen helt dårlig ide. Der skal bare altid være rigeligt med tilbud af kalk til stede, så kan skildpadderne selv vælge arten, ligesom i naturen.

Om sommeren, når mine skildpadder er på friland, drysser jeg ikke maden (det ukrudt, jeg plukker til skildpadderne og lægger i frilandsanlæggene) med kalk. Ukrudt i Danmark indeholder kalk, og der ligger som nævnt kalk overalt i anlæggene. Men indendørs (om vinteren) drysser jeg skildpaddernes foder med kalkpulver, hver gang der fodres.

Kalkholdigt vand

I Næstved, hvor vi bor, er ledningsvandet meget hårdt. Det indeholder altså virkelig meget kalk, hvilket er lidt problematisk for tilkalkning af vandledninger, vandhaner, brusehoveder, tøjvask, osv. Jeg har målt hårdheden til 22. Der er dog et par fordele. Det er dette kalkrige vand, som jeg hælder i dammene i skilddpaddegårdene i haven, og som skildpadderne drikker og (frivilligt) bader i. Det er også dette kalkdholdige vand, som jeg sprinkler frilandsanlæggene med i tørre perioder om sommeren. Dette kalkhårde vand optages af planterne i skildpaddegårdene, hvis jord i forvejen er ret kalkrig, fordi jeg som nævnt strør kalk her. Således bliver planterne i frilandsanlæggene mere kalkrige, som ved Middehavet. Skildpadderne spiser hele tiden af vegetationen i frilandsanlæggene, så dette er jo ikke så ringe endda! De små landskildpaddeunger, som jeg ikke lægger i hi for vinteren, får af gode grunde også dette kalkrige vand hældt op i deres vandskåle i de indendørs terrarier.

Overdosering med kalk?

Jeg tror faktisk ikke, at det er muligt at overdosere med kalk. Jeg har noteret mig den samme opfattelse og erfaring hos mellemeuropæiske skildpaddeopdrættere, der er meget omhyggelige med at sprede kalk overalt i deres frilandsanlæg (så jorden bliver til kalkjord som ved Middelhavet), og som på samme måde sørger for kalktilsætning til foder under indendørs hold af små unger.

Når man betragter en landskildpadde vandre ad sine daglige ruter i frilandsanlægget, vil man se, at den af og til stopper op og udser sig en passende størrelse kalksten, som den derpå æder. Somme tider går den så bare videre, og somme tider forsætter den med at æde yderligere sten. Det samme gør sig gældende med hønseæggeskaller og sneglehuse. Skildpadden ved åbenbart selv, om den skal have tilført kalk, og jeg har den opfattelse, at skulle der komme for meget kalk ind i fordøjelsessystemet, bliver det bare ufordøjet sendt videre og ud igen på samme måde som så mange andre ting, som skildpadderne bevidst eller ubevidst indtager, og som ikke har relevans for fordøjelsen.

Når skildpadden æder andre sten end kalksten, mv.

Mens vi taler om, at skildpadderne æder kalksten, er det naturligt lige at runde af, hvad skildpadderne også æder af bemærkelsesværdige ting iøvrigt. Man ser nemlig også, at skildpadderne æder hvide sten, der ikke er kalksten. Dette kan selvfølgelig bare være en fejltagelse/forveksling, men man ser også, at skildpadder indtager andre sten af vidt forskellig art, som for eksempel også små røde granitsten, sorte flintesten og lignende. Tilsyneladende har skildpadderne ikke problemer med det, tværtimod. Måske hjælper det ligefrem dyrene til at formale maden på samme måde, som det sker hos duer, der som bekendt indtager mange småsten, som hjælper kroen til at formale maden? Jeg har bemærket, at stenene kommer ud igen med afføringen.

Læs mere om mærkelige foderemner i Foder.