Landskildpadders anatomi

Alle, der på et tidspunkt har haft anatomiske lærebøger i hånden, har været ved at gå bagover på grund af dette emnes enorme omfang.

Mange lægestuderende har overvejet at skifte studium på grund af faget anatomis uoverskuelige detaljerigdom.

Jeg skal derfor gøre det så enkelt som muligt.

Skjoldet

Det mest iøjnefaldende ved en landskildpadde er selvfølgelig skjoldet.

Skjoldet er skildpaddens ly og værn mod alt ondt og skadeligt, herunder især fjender og dårligt vejrlig.

Dette skjold har været skildpaddernes særkende i over 200 millioner år.

Det har ikke ændret sig væsentligt i denne lange tid.

Konceptet har altså i grunden vist sig at være fremragende.

Skjoldet består af det hvælvede rygskjold Carapax, og det flade bugskjold Plastron.

Disse to skjolde er i siderne forbundet med hinanden ved en knoglebro.

De store åbninger i skjolddelene fortil og bagtil giver plads til at skildpadden kan bevæge hoved, hale og

 lemmer ind og ud af skjoldet.

Når skildpadden har trukket alle lemmer og bløddele ind i det kraftige skjold, er der opnået en enestående

 sikkerhed mod overlast.

Rygskjoldet og bugskjoldet består begge af et forholdsvis tykt lag ben/knoglevæv.

Dette væv er delt op i et antal benplader, der er fast forbundet med hinanden ved "syninger", ligesom man ser

 det på et menneskekranie.

Det er disse benplader, der giver skildpaddens skjold form, udseende og stabilitet.

Ovenover benpladerne ligger et lag, der består af hornplader (keratin).

Disse hornplader hedder scuta.

Dette latinske navn stammer fra navnet på de romerske legionærers skjolde, som var hvælvede og firkantede.

I skildpaddens første år er benpladerne i skjoldet bløde, men herefter er skjoldet meget hårdt og slagfast

 resten af skildpaddens meget lange liv.

Skildpaddens ribben er vokset fast sammen med og udgør en integreret del af rygskjoldet!

Det forholder sig på samme måde med rygsøjlen og bækkenpartiet.

-Se tegningen øverst på denne side.

Hornpladerne er lidt større end benpladerne og er anbragt forskudt ovenpå disse, således at der altid er

 overlap.

Det vil sige, at benpladernes syninger altider dækket af hornpladerne.

På denne måde opnår skjoldet yderligere stabilitet.

Forenklet kan det siges, at knogle/benpladerne inddeles i grupper indefra   og udefter. Man tæller forfra (kranial) og bagud (kaudal). Benpladernes navne svarer delvist til hornpladernes, men for at skabe lidt forvirring har man selvfølgelig sørget for, at der også er  uoverensstemmelser. Benpladerne: (Tallene herunder svarer til tallene på tegningen). I Den forreste plade i midten (medianen) kaldes  nuchalpladen (nucha = nakke.) Man kan vel kalde den nakkepladen eller nakkeskjoldet på dansk. V De 8 neuraliaplader fortsætter medianrækken ned ad ryggen. Hver plade er sammenvokset med torntappene i rygsøjlen. Man kan vel kalde dem rygpladerne eller rygskjoldene på dansk. VI Rækken af plader ned ad ryggen fortsættes med  suprapygalpladerne. (Suprapygal = ovenover halen) Der kan på nogle arter optræde flere af slagsen. III Til sidst finder man den afsluttende suprapygalplade. Den kan vel kaldes haleplade eller haleskjold. IV Til begge sider (lateralt) for rækken af rygplader  (neuralia) ligger rækken af costeliaplader  (lateralplader). (costelia = ribben). Der er 8 costeliaplader/skjold i hver række. II Rygskjoldet afsluttes til hver side af en skjoldrand, der  udgøres af 11 marginalplader. Hornpladerne Ovenpå benpladerne ligger som nævnt hornpladerne. 1 Den forreste plade i midten kaldes cervicalpladen (cervix =  hals) eller nuchalpladen. Den plejer jeg at kalde nakkeskjoldet eller nakkepladen. Nogle steder tælles den sammen med rækken af  rygplader/rygskjolde (vertebralskjolde). 5 Herefter følger 5 vertebralplader ned ad ryggen  (medianen). Rygskjoldene eller rygpladerne. 4 På hver side af vertebralpladerne ligger 4  pleuralplader/costaliaplader/lateralplader. 2 Rygskjoldet afsluttes til hver side af en skjoldrand, der  udgøres af 12 marginalplader eller marginalskjolde. 3 De to bageste plader (postcentralia) danner tilsammen  supracaudalskjoldet eller haleskjoldet.

 

Det er blandt andet haleskjoldet/supracaudalskjoldet, der for uden andre kendetegn bruges til at skelne

mellem den mauriske landskildpadde Testudo graeca og den græske landskildpadde Testudo/Eurotestudo hermanni.

Udelt haleplade/skjold er som regel kendetegn på maurisk landskildpadde.

Delt haleplade/skjold er som regel kendetegn på græsk landskildpadde.

Tegningen herover skulle altså alt andet lige vise skjoldet fra en græsk landskildpadde.

Der er selvfølgelig undtagelser.

Læs om dette på Græsk landskildpadde 3

Hornpladerne kan være meget smukke og iøjnefaldende i form, tegning og farve.

Det afhænger fuldstændigt af, hvilken skildpadde, vi taler om.

De er kun få millimeter tykke.

Ved klækningen udgøres hornpladen af et centrum (areolen), der støder tæt sammen med næste hornplades

 centrum.

Med tiden dannes vækstringene mellem hornpladerne, efterhånden som skildpadden vokser.

(-Husk nu,  at ekstrem langsom vækst tilrådes af hensyn til udseende og helbred.

Hvis de lyse vækstringe bliver mere end 1-2 millimeter brede, går det for stærkt.)

Hver vækstperiode danner en vækstring.

Men da der kan være flere vækstperioder indenfor et år, og da der kan være år, hvor skildpadder ikke vokser,

 kan man ikke fastslå skildpadders alder ved at tælle vækstringe, sådan som man kan fastslå træers alder ved

 at tælle årringe.

Hos gamle skildpadder vil vækstringene være slidt væk.

Der kan forekomme uregelmæssige hornplader, og nogle individer kan opvise en ekstra hornplade udover det

 normale.

Læs Skjoldanomalier

Skilpaddernes skjold er en meget hård, massivt stabil, men på ingen måde ufølsom eller følelseløs del af

 skildpadden.

Skjoldets benplader er gennemstukket af fine huller.

Herigennem er der ført et net af blodårer og nerver.

Dette net samles ovenpå benpladerne, sålede at der umiddelbart under hornpladerne befinder et lag, der er

 stærkt gennemtrukket af blodårer og nerver, og dette som følge heraf yderst varme- og smertefølsomt.

Det ses nogle steder i faglitteraturen sammenlignet med den følsomhed, som du har i fingeren under neglen.

Igen tænker man uvilkårligt på de huller man tidligere (og desværre til dels endnu) borede i skildpaddernes

 skjold for at kunne tøjre dyret.

Det har været yderst smertefuldt!

Skildpaddeskjolde er meget forskellige af form og udseende.

Hver art har sin egen formgivning.

Hornpladerne er desuden artsforskellige i farver og aftegninger.

Jo mere hvælvet skjoldet er, jo større belastning kan skjoldet tåle, og jo stærkere er beskyttelseseffekten.

Jo mere hvælvet skjoldet er, jo mere varme kan det opfange fra solen.

Skildpadder, der lever under ekstreme temperaturforhold, er imidlertid nødt til nu og da at grave sig væk fra

disse forhold.

Dise skildpadder er derfor tvunget til at have mere flade skjolde.

For eksempel russiske landskildpadder Testudo horsfieldii.

Hos nogle skildpaddearter er den bageste del af det hårde bugskjold bevægeligt hos hunnerne.

For eksempel hos bredrandet landskildpadde og hos maurisk landskildpadde.

Man mener, at dette skulle lette æglægningen.

Gammel græsk han med det evindelige hul i skjoldet.

Hud og lemmer

Landskildpaddernes hud (kutis) består af en stærkt forhornet overhud (epidermis), der er tæt besat med skæl

af horn.

Den kraftige overhud beskytter mod beskadigelser, og den er også så tæt, at den beskytter mod dehydrering.

Den har ingen porer, hvilket heller ikke er nødvendigt, fordi en skildpadde ikke har nogen svedsekretion.

Til gengæld gemmer skildpadden sig omhyggeligt for dem varme middagssol.

Nedenunder overhuden befinder den stærke læderhud (dermis) sig.

Nederst ligger underhuden (subkultis).

Den består af løsere bindevæv.

Landskildpaddens forben er nærmest at ligne med stor spader.

De er derfor også ideelle som graveredskaber.

Når skildpadden går, ligner den forfra en balletdanser, der går på tåspidserne.

Forbenene støtter nemlig på det yderste af neglene.

Bagbenene ligner nærmest elefantfødder.

De er runde med flade fodplader og står fint på jorden.

Organer

Alle skildpaddens organer ligger godt beskyttet indeni skjoldet.

Da skjoldet af gode grunde ikke kan udvide sig efter behov, er der ikke mere plads til rådighed til de enkelte

organer, end der nu engang er afsat.

Derfor kan skildpadder ikke indtage et voldsomt stort hovedmåltid på en gang, og så færdig for den dag.

Skildpadder småspiser i stedet hele tiden med indlagte pauser.

Hvordan kan en gravid skildpaddehun så rumme mange æg, der jo på et tidspunkt ovenikøbet bliver overtrukket

 med kalk og derfor ikke kan klemmes uden at gå i stykker?

Man har konstateret, at landskildpaddehunners vævmasse er i stand til at kunne komprimeres ekstremt meget.

På denne måde afgives der plads til æggene.

Fordøjelseskanalen

Fordøjelsessystemet begynder med mundhulen.

Landskildpadden har ingen tænder.

Skildpadden afbider blade og urter i stykker, ofte i mundformede stykker, der i størrelse kan svare op til

 kæbernes indvendige omfang.

Kæberne består af hornplader, der omgiver mundhulen, og udgør en form for afbidningssaks, der afgrænser

mundhulen.

Maden tygges ikke, men i bunden af munden er der nogle "tygge/maselister" af horn, der medvirker til at

 iturive føden.

Skildpaddens fine, lyserøde tunge er mere primitiv end andre reptilers.

Den er ikke ret stor, og kan dårligt nok nå ud af munden.

Den bruges aktivt ved indtagelse af skildpaddens vegetabile kost.

I bunden af mundhulen starter spiserøret.

Til at lette den utyggede fødes vej ned gennem spiserøret, er der her mange kirtler, der afgiver slim for at

 lette vejen frem.

For at få maden ned gennem spiserøret ses skildpadden lave ligesom stød-bevægelser med halsen.

Russiske landskildpadder siges at have en særlig kraftig halsmuskulatur, der bidrager til at sammenklemme

 maden for at lette passagen.

Skildpaddens svælg og hals kan udvides, således at selv stor klumper planteføde kan passere ned gennem

 halsen

Spiserøret går lige over i maven, der ligner en stor sækformet udvidelse.

Skildpaddens mave er ikke meget forskellig fra et pattedyrs.

Maven er ikke ret stor, og kan af gode grunde ikke udvides meget.

Som nævnt kan skildpadden derfor ikke indtage megen føde ad gangen.

Maven ligger til venstre i skildpadden.

Mavemuskulaturen knuser maden.

De småsten, som skildpadderne jævnligt spiser, når de har mulighed for det, hjælper til med sønderdeling af

 føden.

I maven starter æggehvidefordøjelsen.

Mavens slimhinder afsondrer en mavesaft, der indeholder saltsyre og pepsin.

Der produceres tillige enzymer.

Jo højere temperatur, jo hurtigere fordøjelsesproces.

Maven går over i tyndtarmen.

Adgangen hertil sker igennem en ringmuskel.

Da landskildpadder er vegetarer, er tyndtarmen meget lang og ligger mange gange sammenrullet.

I det første afsnit af tyndtarmen udmunder kanaler fra bugspytkirtlen (pankreas) og lever.

Leveren er skildpaddens største organ.

Den har en farve, der varierer fra lysebrun til mørkebrun.

Farven afhænger noget af alderen.

Den langagtige bugspytkirtel er orangefarvet/lyserød.

Enzymer fra bugspytkirtlen bidrager i tyndtarmen til nedbrydning af æggehvidestoffer, kulhydrater og

 fedtstoffer.

Mellem tyndtarmen og tyktarmen er der forbindelse til blindtarmen.

Herefter følger tyktarmen, der har en betragtelig større diameter end tyndtarmen.

I tyktarmen deltager forskellige mikroorganismer i omsætningen af tarmindholdet.

Uden mikroorganismerne kunne plantefibrene slet ikke nedbrydes.

Skildpadden ville i så fald dø af sult.

Når unge og gamle landskildpadder gerne æder/indtager andre dyrs afføring, er det meget sandsynligt for at

 opbygge og vedligeholde denne vigtige bestand af tarmfloramikroorganismer.

Tyktarmen er udstyret med en særlig struktureret slimhinde.

Dette muliggør en forbedret evne til at optage vandopløselige emner som cellulose- og proteinholdige urter.

Tyktarmen fortsætter over i endetarmen.

Her tilsluttes henholdsvis æggeleder og sædstreng.

Urinblæren tilsluttes også her.

Den blære, der hos landskildpadder opsamler vand til at recirkulation i tørre perioder, munder også ud her.

Landskildpadder er nemlig sådan indrettet, at de kan overleve lange perioder med varme uden adgang til vand

 og/eller friskt grønt.

De kan altså i perioder overleve næsten ørkenagtige forhold.

De undgår at dehydrere ved at beholde vandet i sig og recirkulere det.

Til brug herfor har de derfor dette vandreservoir.

Normalt ses landskildpaddernes urin som en hvid del af den farveløse væske, som skildpadden udskiller, når

 den urinerer.

Jo mere omgivelserne udtørrer, jo mindre væske optager skildpadden af gode grunde og jo mindre væske

 udskiller den derfor sammen med den hvide urin.

Til sidst udskilles urinen som næsten helt tørre hvide klumper.

Hvis dine skildpadder afleverer urinen i hvide klumper, kan jeg love dig, at de ville blive glade for en fyldt

 vandskål.

Hvis du vil vide lidt om skildpaddens stofskifte (metabolisme), så læs professor Markus Baurs artikel herom på

 siden Pre Alpin Testudo

Åndedrætssystemet

Landskildpaddens åndedrætssystem begynder med næseborene på overnæbbet.

Det fortsætter gennem den primitive mundhule ind i det simple strubehoved, der fortsætter over i luftrørene,

 der kommer før spiserøret.

Herefter kommer lungerne, der er udstyret med en særlig indvendig udrustning, der muliggør, at

 udåndingsluften ombyttes med den frisk indtagne luft.

Skildpadden kan ikke bevæge brystkassen ind og ud for at trække vejret ligesom os andre.

Istedet bevæges/rulles forbenene frem og tilbage.

Når systemet er i ro, er lungerne fyldt med luft.

Når forbenene trækkes ind, klemmes den brugte luft ud af lungerne.

Når forbenene kort efter "falder" frem igen, suges den friske luft ned i lungerne.

Denne meget karakteristiske bevægelse af forbenene vil altid kunne iagttages, når skildpadden er ligger stille

eller holder pause i sin færden.

På strubehovedet kan man også let aflæse åndedrættet.

Skildpaddens åndedræt er lydløst.

Hvis du kan høre vejrtrækningen, for eksempel som en hvislen eller snorken, skyldes det sandsynligvis, at

skildpadden er syg.

Læs Bobler i Næsen

Kredsløbsorganerne

Kredsløbsorganerne består af hjertet og lymfekirtlerne.

Disse organer er nødvendige for transport og behandling af blodet.

Hjertet har to fuldstændig adskilte forkamre, mens selve hjertekamrene kun er delvis adskilt.

Hos landskildpadder slår hjertet væsentligt langsommere end hos pattedyr og fugle.

Hjerterytmen og hastigheden varierer efter de omgivende temperaturforhold.

Jo koldere, jo langsommere slår hjertet.

Den forholdsvis store lever med den vedhæftede galdeblære er det centrale stofskifteorgan.

Ved vinterhiets begyndelse er den forstørret i omfang af ophobet fedt og glukogen.

Nyrerne er det vigtigste renseværktøj og udskillelsessystem.

Kønsorganerne

Urinvejs- og kønsorganer er tæt forbundne.

Under parringen bliver hannens sæd ledet gennem sædstrengen til kloaken.

Herfra ledes den gennem den erigerede penis ind i hunnens kloak.

Skildpaddens penis ligger i bunden af kloaken og består af to svulmelegemer.

Hunnens modne æg glider bagud i bughulen og opfanges straks af den tragtformede æggeleder, hvor

 befrugtningen sker.

Indimellem ses hannens ret store rødviolette penis stikke frem fra kloaken.

Såkaldt penisfremfald.

Dette bruges ofte fejlagtigt til at kønsbestemme dette eksemplar til at være en han.

Det kan man bare ikke.

Det kan nemligt også ske, at hunnens clitoris stikker frem.

Den ligner til forveksling hannens penis, men er lidt mindre.

Man skal dog være særdeles erfaren for at kunne se forskellen.

Lille græsk landskildpaddehan Testudo hermanni boettgeri fotograferet i Albanien. Skjoldet er jo det helt særlige særkende for en skildpadde.

 

----ooooOOOoooo----