Bulgarien Grækenland KUGs Balkantur 2011 Side 14

Volkava

Her ved Volkova lå nemlig påny en flot og lovende biotop, og vi satte bilen på en lille bjergvej og begyndte at se os om. Nogle hundrede meter længere oppe af vejen holdt en Landrover i politibemaling, som tilsyneladende var igang med en politiforretning med nogle af de lokale folk, men det tog vi os selvfølgelig ikke af. I Bulgarien ser du "reklamebiler" for politiet hele tiden og overalt.

Stedet holdt, hvad det lovede, og i løbet af 1/2 times tid fandt vi nogle fine mauriske landskildpadder og også en enkelt græsk landskildpadde.

 

Vi fandt her i biotopen ved Volkava den til nu største landskildpadde. Det var en flot maurisk landskildpadde, der målte 22 cm og vejede 2.395 gram. Flot størrelse, men jo ikke en af de eftersøgte kæmpeskildpadder. Den var helt ren og jordfri, så den må have gravet sig op fra vinterhi for så lang tid siden, at den har haft tid til at polere skjoldet blankt i den spæde forårsvegetation.

Herefter skiltes vi, og jeg klatrede lidt ned ad siden på en kløft i terrænet. Her lå atter en meget flot maurisk landskildpadde og solede sig foran sin overnatningshule. Igen en skildpadde med helt rent skjold, så også den må have været "oppe" efter overstået vinterhi i længere tid.

-Og politiet kom!

Pludselig var der en mand, der råbte til mig oppe fra det plateau, jeg var klatret ned fra. Han råbte på bulgarsk, og det var bestemt ikke til at misforstå, at han ville tale med mig. Han var iført politiuniform. Nåda, det var sandelig helt spændende! Jeg klatrede op til ham.

Jeg prøvede at forklare ham, at det, der foregik, var en herpetologisk studietur for at se på bulgarske landskildpadder. Han ville se legitimation. Han kløede sig lidt i nakken, da han så det danske pas. Så spurgte han på humpende engelsk, om vi var flere. Ja, det var vi da. Han beholdt passet, og vi fandt Jan. Jan måtte også slippe sit pas. Så måtte vi pænt følge med op til den ventende politibil, som var bilen fra før. Nu var den parkeret foran Den Gule Gummibåd. Jeg sakkede (ubemærket, sikken en politimand!) bagud for lige at tage et illegalt skud fra hoften med kameraet.

Vi passerede lige forbi Den Gule Gummibåd, som de tilsyneladende var fløjtende ligeglad med. (Formentlig havde de brugt tid på at kikke grundigt ind i den/undersøge den, inden de hentede os?) I politibilen ventede en kollega på vores anholdende politimand. Uden et ord satte sidstnævnte sig ind til kollegaen, og de begyndte en omfattende radiokorrespondence over vognradioen med hovedkvarteret. Det tog sandelig tid, det her! Hovedkvarteret havde åbenbart heller ikke nogen paratviden om, hvordan man dog håndterede sådan nogen som KUG. De skulle vel også checke, om vi var eftersøgt eller opført på en eller anden liste, eller hvad ved jeg.

Vi måtte bare vente, mens de grundigt arbejdende politifolk prøvede at finde ud af en situation, som åbenbart var helt uforståelig for dem. Jan havde prøvet at forklare den anholdende politimand, at vi interesserede os for landskildpadder, og vi var her for ene og alene for at finde og fotografere landskildpadder. Han fremviste tilmed de fotos af skildpadder, der allerede lå på SD-kortet i kameraet.

Jeg benyttede ventetiden til komme i tanke om, hvor jeg var. Jeg skulle ikke risikere noget med at vise fotos frem! Tværtimod besluttede jeg at gøre som i gamle dage i Østlandene, når jeg blev attrapperet af politiet, mens jeg fotograferede skinnebåren trafik. Dengang skiftede jeg for en sikkerheds skyld diskret filmen i kameraet ud med en frisk film, som politiet da bare kunne beslaglægge. Det gjorde de faktisk rutinemæssigt dengang! Nu skiftede jeg SD-kortet ud med et ubrugt kort for en sikkerheds skyld, og gemte det hidtidigt brugte under urremmen.

Efter 1/2 times venten kom politimanden venligt tilbage til os og udleverede passene. Nu kunne vi sandelig bare køre videre! Det gjorde vi da strax, glad og gerne. Under kørslen væk skiftede jeg SD-kortet ud igen. Østlandene er altså ikke mere helt, hvad Østlandene har været! -Men min gamle paranoia består! Ærgerligt med denne afbrydelse, for biotopen var lovende. Men vi syntes ikke, at vi ville blive i området, når vi nu var blevet bedt om at køre! Man skal ikke drille. Især her i Bulgarien gælder vist den gamle grundsætning om, at "omfanget af ens myndighedsområde er omvendt proportional med den nidkærhed, hvormed det udøves."

Det er et problem i Bulgarien, at grupperinger af "faunabander" /(herunder blandt andet zigeunere/romaer) systematisk indsamler landskildpadder, dels til egen fortæring og dels til videresalg. Skildpadderne leveres til den illegale handel og til den store del af den bulgarske befolkning, der har skildpadder på menukortet. (Tortilophagia) Læs Fredning 2.

Det hævdes, at politiet har nogle afdelinger, der beskæftiger sig med at bekæmpe den slags. Var det sådan en patrulje, der lige fik lyst til at undersøge os?

Til denne dag havde vi begge ladet skægget stå. Jeg havde glædet mig til at komme hjem og vise Hellefie et 3 uger gammelt kratluskerskæg. Vi blev efter denne oplevelse seriøst enige om, at nu fjernede vi begge to skægget. Vi måtte vist hellere holde op med at ligne fremmede hønsetyve, når vi kørte rundt hernede!

Kresna

Vi kørte mod nordøst og ville finde et hotel til overnatning i Kresna. Kresna er en lille by midt i Strumadalen på 4.000 indbyggere. Den tungt befærdede hovedvej E 79 mellem Sofia og Thessaloniki løber lige igennem byen, og det samme gør hovedbanen mellem disse 2 byer.

Kresna er en af de talløse, triste og nedslidte byer med masser af forladte fabrikker med balrede vinduer, som vi så overalt i Bulgarien. Overalt i Bulgarien blev masser af fabrikker opgivet og forladt efer murens fald. De ligger der endnu som beskidte, tomme skaller og ruiner, og fortæller om de tusinder af arbejdspladser, der forsvandt på en gang, og som aldrig er kommet tilbage igen.

Vi indlogerede os på det splinternye og meget lækre Hotel Strimon. Det kostede sandelig også 30 Euro for et dobbeltværelse! Det fremgik af et opslag i hotellet, at det var bygget for EU-midler. Der er åbenbart tale om et krampagtigt forsøg på at skabe en fungerende økonomisk motor midt i en by, der er faldet helt og aldeles sammen økonomisk. Men hvad forslår et lille hotel med 12 værelser, hvoraf kun 2 var lejet ud denne dag? (Det ene til KUG).

Hotellets restaurant var i kælderen. Den var totalt mennesketom. I loungen sad byens ungdom og hang ud og lyttede til musik fra de ophængte højttalere. Det virkede, som om det flotte lokale for tiden simpelthen var instedet i den lille by. Vi kunne sikkert få maden serveret i loungen, men vi ville da prøve at finde noget mere "autentisk" for området.

Der var kun et enkelt sted, der havde åbent. Det lå på hovedvej E 79, der går tværs igennem byen fra nord til syd parallelt med hovedbanen. Det bestod af et stort lokale med mange borde, hvor der ikke opholdt sig andre gæster end 4 mænd, der sad ved et bord og spillede kort. De holdt den gående på kaffe og sodavand. Den ene af mændene var værten. I den kolde aften opvarmedes lokalet af en tændt brændeovn, der stod midt i lokalet. Et larmende fjernsyn transmitterede en fodboldkamp.

Værten talte kun bulgarsk og mente derfor, at det var mest praktisk at tage mig ud i køkkenet og vise, hvad huset formåede. Der var tale om noget "pudsigt udseende" kødfars, der var hakket/rørt sammen med rodfrugter og korn?, mm. Alternativet var nogle store oksebøffer. Med klap. Jeg valgte bøfferne. Han anerkendte overstrømmende mit valg. Herefter blev konen hentet inde bagved og jaget ud i køkkenet for at lave bøffer til os! Vi fik så vores fortøjningsøl, og ventede fredeligt på maden. Stedet havde kun Tuborg! Værten genoptog sagkyndigt kortspillet med de 3 andre mænd. Bøfferne kom hurtigt, og de var fremragende!

Lørdag den 16. april 2011

Som i de foregående forårsnætter her på Balkan hørte man tydeligt cikaderne i det kølige nattemørke. Og som altid på Balkan var der indtil flere haner, der galede om morgenen. Det er altså rigtig hyggeligt! Solen står op ved 07:00-07:30 tiden i Bulgarien i april måned. Og her til morgen røg det begyndende kratluskerskæg. Nu var forsøget slut med utilsigtet at prøve på at ligne et svar på Balkans øvrige skumle poachertyper.

Morgenudsigten over Kresna fra vores hotelværelse på Hotel Strimon var et mistrøstigt syn ud over en by, hvor mange forretninger var opgivet og forladt. Det eneste liv på det lille torv udgjordes af en mand, der ensomt sad i en avis- og tobakskiosk fra solopgang. Vi så ingen kunder.

Vi fik den sædvanlige, meget mættende, bulgarske toastmorgenmad ledsaget af kaffe og forlod hotellet. Og byen Kresna. Vi ville mod vest over Strumafloden, der løber lige igennem Kresna, og begive os i sydlig retning ned ad det store bjergmassiv, der lukker Strumadalens vestlige side af. Vi undersøgte en oplagt skildpaddebiotop, men fandt ingen skildpadder. Det var en kølig solbeskinnet forårsmorgen, og der burde have været landskildpadder på skråningerne i det fine solskin, hvis der ellers havde været nogle i habitaterne. Vi fortsatte derfor mod syd.

Slivnica

I den lille landsby Slivnica holdt vi som sædvanlig kaffepause ved byens lille købmandsforretning. Det er altså et rigtig praktisk påhit, at alle de små købmænd i "Udkantsbulgarien" har en kaffemaskine stående i biksen og har borde og stole stående udenfor.

Her ved købmanden var byens arbejdsduelige mænd forsamlet fra om morgenen. Efterhånden blev de løbende afhentet i biler, formentlig til udførelse af dagens forefaldende arbejdsopgaver i byen og omegnen. Vi vakte selvfølgelig den sædvanlige opsigt her. En del af mændene var iført camouflagetøj. Men der var ikke tale om jægere, eller for den sags skyld kratluskere. Camouflagetøj er skam arbejdstøj i Bulgarien. Det sælges mange steder fra lastbiler og salgsboder i vejsiden. Der er nu noget særligt over en forretning, der drives fra en holdende varevogn med motoren i gang!

 

Den Serbiske Taxa!

Mændene her i Slivnica var som overalt i Bulgarien meget venlige og nysgerrige, og atter kommenterede man Den Gule Gummibåd. Igen måtte vi forgæves forsøge at forklare de rare og snakkesalige mennesker, hvad Danmark var for noget. Men: Det var da helt fint, at vi sådan fortalte, at vi var flinke folk, der kom fra et sympatisk, men ukendt land langt mod nord, men hvorfor kørte vi så i en jugoslavisk bil? Var det nu helt rigtigt, at vi ikke var serbere? Og så kørte vi jo ovenikøbet i taxa!!

Fra nu af hedder Jans bil ikke længere Den Gule Gummibåd. -Den hedder selvfølgelig det, som alle i Bulgarien tror, at den er: Den Serbiske Taxa!

Vi fandt ikke ud af, hvad de flinke mænd i Slivnica i grunden mente om serbere. Men vi fik klart tilkendegivet af en enig forsamling, at "Ruski" var nogle meget skrækkelige mennesker! (Forståeligt nok!)

Efter hyggestunden ved købmanden i Slivnica fandt vi op på bjergsiden ved denne by og gik en tur i en en biotop. Vejret var pragtfuldt. Lunt solskinsvejr. Efter lang tids trekking rundt på bjergsiderne, der var meget stenede og bevoksede med urter og græs (og krat), fandt vi en maurisk hun på 2.995 g! Vi fandt også 2 mauriske landskildpaddehanner.

 

Læs videre på side 15

Startside Side 1 Side 2 Side 3.Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9

Side 10 Side 11 Side 12 Side 13 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18 Side 19

Side 20 Side 21 Side 22 Side 23 Side 24 Side 25