Bulgarien Grækenland KUGs Balkantur 2011 Side 17

Under vores længerevarende transportkørsler på turen i Bulgarien skete det et par gange under passage af højsletter eller udfladede dalsænkninger, at den banale hovedvejstrækning pludselig blev helt vandret og ligesom slået efter en lineal over en strækning på 3-4 km. Samtidig blev kørebanen ca. 50 m. bred og vejbelægningen ubeskadiget og fin som på en bordplade. Vi kørte med andre ord pludselig på en landingsbane for fly! Der er vel tale om indretninger fra før murens fald, hvor det pludselig kunne blive påkrævet, at Den Røde Hær måtte styrke venskabet med landområder i Østeuropa, hvor man man blev usikre på kammeratskabets styrke. Her kunne der lynhurtigt flyves store hærstyrker til undsætning. De gange vi kørte på sådanne landingsbaner, holdt der imidlertid uniformerede biler på stedet. Man skal lade sovende hunde ligge, så fotos må undværes i denne artikel!

Ved omfartsvejen syd om Plovdiv holdt vi kaffepause ved en tankstation. Mens vi nød kaffen, blev luften skåret i stykker. Fra en byggetomt lød en hjerteskærende hylen. Vi gik efter lyden og opdagede, at her løb der 6 hundehvalpe i alderen 6-8 uger og passede sig selv. Vilde hunde som i grækenland. Det havde vi ellers ikke set tidligere her i Bulgarien. En af hvalpene var faldet ned i et dybt hul og hylede ynkeligt. Dagens gode gerning bestod i at redde hvalpen op til de andre.

På vej mod Asenovgrad var vejret bedret igen og temperaturen var kravlet op omkring de 18 grader, så vi gik en tur i en biotop med det rigtige udseende. Men her var ingen skildpadder. Som sædvanlig var der tale om et flot stykke natur.

Asenovgrad

Asenovgrad er en by på 50.000 indbyggere. Vi besluttede, at nu havde vi kørt nok for i dag, og gennemførte den sædvanlige rutine med at rundere i byen og udsøge egnede hotelemner. Vi besluttede os for det lille Hotel Nic, som viste sig at koste 23 Euro for et fint dobbeltværelse. Det ville dog bare lige sige, at man altså ikke tog Euro her. Kun Leva. Men den søde pige i receptionen gav os nøglen til værelset med et smil og sagde, at vi da bare kunne betale i morgen, når vi havde fået vekslet. Vi besluttede os for at tage fortøjningsøllen ude i byen og derefter spise i hotellets lille intime restaurant, der var velbesøgt af de lokale indbyggere. Det meget venlige og imødekommende personale talte og forstod kun bulgarsk, så med lidt tegn og fagter blev resultatet noget blandet grillstegt kød med salat og klap. Et fornemt måltid!

Om aftenen gik vi tur i Asenovgrad. I modsætning til de andre byer, vi hidtil havde passeret igennem, var denne by velholdt, ren, velfungerende og livlig. Der var aftenliv og mange mennesker på gaden, og som regel var de velklædte. Der var masser af biler, og her i byen var der også mange store og dyre biler. Der var også mange store forretninger med fine varer i vinduerne. Herunder mange modeforretninger. Husene var velholdt. Fortovene var belagt med ubeskadigede fliser, der var ikke ukrudt mellem fliserne, og der var ingen huller i asfaltbelægningen i gaderne. Der er med andre ord penge i Asenovgrad!

Vi frekventerede et velbesøgt insted i moderne indretning og layout for at få en kop kaffe. På en søjle ved indgangen viste den sædvanlige stribe reklamefarvefotos, at man sandelig tog creditcards her. Også af den slags vi havde med os. Da jeg ville betale med kort, brød servitricen sammen og tilstod, at søjlen bare var en smart indretningsdetalje. Creditcards kendte man ikke her.

Mandag den 18. april

Denne morgen styrtregnede det. Vejrudsigten hævdede, at det ville det bare fortsætte med i dag! Vi gik ind i hotellets restaurant og fik den sædvanlige bulgarske morgenmad i form af kaffe og rygende varm ostetoast, denne gang med pølseskiver. Her var en coca cola desuden includeret. Morgenmaden var selvfølgelig som allevegne indeholdt i værelsesprisen. Her i restauranten kan man iøvrigt bestille et sæt bestående af en coca cola og en kop kaffe. Pris 1,60 Leva. (Ca. 4,50 dansk krone).

-Men nu skulle vi skaffe bulgarske Leva til at betale hotelregningen med som lovet, og KUGkassen (rejsebeholdningen) skulle også suppleres op med denne mønt, så vi fik nok til at klare dagen og vejen på den videre færd østpå. Kun i Strumadalen tager man Euro. Velsagtens på grund af den internationale trafik på hovedvej E 79.

Vi gik ud i regnen med kraven oppe om ørerne og fandt en bank. Her gik vi ind ad hoveddøren og videre ind i en sluse, hvor døren lukkedes bag os. En habitklædt mand med handlekraftigt udseende lod en håndscanner bevæge sig henover Jan og mig, før den næste slusedør ind til banklokalet åbnedes, og vi fik tilladelse til at passere ind i banken. Vi gik hen til kassen. Den mutte kassedame forlangte at se pas.

Jan ville veksle nogle danske 1.000 kr.-sedler til Leva. Kassedamen kaldte på en kollega. De undersøgte sedlerne. Dem kendte de slet ikke! Vi prøvede at forklare dem, at det var danske pengesedler, og at Danmark ligesom Bulgarien jo var i EU, osv., osv. Det sagde dem intet, og det hjalp overhovedet ikke! Vi kunne bare beholde vores "Mickey Mouse money", kunne vi. Men Euro var skam en anden sag, og det havde vi da heldigvis også.

Vi afleverede så det beløb i Euro, som vi ville veksle, til kassedamen, og var klar til at modtage Leva retur. Næ-næ! Det var jo ikke for sjov, det her! Hun beholdt vores Euro og skrev på en seddel, hvor mange af slagsen, hun havde modtaget. Hun gav mig sedlen og tilkaldte bodygarden med håndscanneren. Han ledsagede os hen til et bord midt i lokalet. Her sad en tillukket dame ved en computer. Hun ville også se pas. Derpå afleverede jeg sedlen med notatet om det modtagne beløb til hende. Hun udfyldte så et dokument, som hun printede ud. Herefter skrev hun under på dokumentet og bad mig skrive under nedenunder. Jeg kunne ikke læse og forstå noget af indholdet. Jeg håbede selvfølgelig, at det ikke var et gældsbrev på hele min formue og skrev under som dikteret. Herefter gik det tilbage med dokumentet til kassedamen, som minsandten også skrev under. Og så udleverede hun vores Leva. Hun smilede. Bodygarden ledsagede os ud. Han smilede også. Hold da helt op! Det var dog en formidabel forestilling! Udenfor regnede det stadig, og det var kun 5 grader varmt! Folks ånde dampede ud i luften!

Vi tog nu den Serbiske Taxa til Krumovgrad. Den største landskildpadde, der er rapporteret fundet i Bulgarien, er som nævnt en maurisk landskildpadde på 7 kg., som er indsamlet ved byen Krumovgrad, så der måtte vi selvfølgelig hen. Regnen fortsatte, og den gik efterhånden over i slud. Det blev bestemt ikke varmere, og vi glædede os over, at vi ikke dagen før havde ladet os friste over evne til at slå teltene op for natten i en de smukke biotoper, som vi besøgte undervejs til Asenovgrad.

Under den fortsatte kørsel østpå gennem de flotte bjerge begyndte vi at se sne på fronten af de modkørende biler! Og ganske rigtigt. Til sidst kørte vi også 1 times tid gennem kraftigt snevejr. Temperaturen lå på 1 grad C. Til sidst lå der ca. 10 cm. sne på kørebanen. Kørslen blev af gode grunde dæmpet voldsomt ned. Høj sne på kørebanen og sommerdæk er identisk med styrtløb på 4 hjul, hvis man ikke bare lister meget forsigtigt afsted. Heller ikke bulgarerne gav deres køretøjer den sædvanlige omgang tæsk! Vi mødte også sneploven. Nu behøvede vi vist ikke længere at fundere dybere over tidspunktet. Vi var for tidligt på færde her i det sydlige Bulgarien!

Ved landsbyen Vransko var sneen gået over i regn igen, og vi holdt kaffepause hos stedets lille købmand. Også her var købmanden lokalområdets centrale samlingspunkt, og stamkunderne (selvfølgelig kun mænd) i det lille butiks- og serveringslokale fulgte interesseret med i fjernsynets udsendelse af en amerikansk serie, synkroniseret på bulgarsk. En brændeovn midt i lokalet sørgede for at holde lokalet rigelig varmt. Der var sandelig atmosfære her: Nemlig en ubeskrivelig, gennemtrængende lugt af noget snavset, muggent og råddent et eller andet.

Kun købmanden var servil. De øvrige gæster var undtagelsesvis ret reserverede. Fordi de troede, at vi var serbere, som kørte i den gule taxa udenfor med jugoslaviske nummerplader?

Krumovgrad

Efter kaffen fortsatte vi til Krumovgrad. Krumovgrad har 9.000 indbyggere og er den sædvanlige, nedslidte triste by, som er prototypen på provinsbyerne i udkantsbulgarien. Stort set alle byens indbyggerne er etniske tyrkere. Det samme gælder landområderne her sydpå. Tyrkerne forblev her på stedet, efter at Det Osmanniske (tyrkiske) Rige , der i sin tid rakte helt helt op til udkanten af Wien, blev tvunget tilbage til Lilleasien. Vi kørte den sædvanlige rondering i byen, før vi besluttede os for det gode lille Hotel Via, som kostede 40 Leva (20 Euro) for et dobbeltværelse.

Den søde pige i receptionen ville ikke have penge før ved afrejsen, så vi flyttede bare ind. Hotellet er bygget sammen med en rigtig udmærket restaurant. Der var hvinende koldt på værelset. Fyringssæssonen er åbenbart kalenderbestemt på hotel Via, så efter en bestemt dato fyres der ikke mere, ligemeget hvor koldt det ellers måtte være. I møgvejret blev vi indendørs og havde en rigtig hyggelig aften i restauranten ved siden af hotellet. Der var stopfuldt af mennesker i fint humør. Den unge tjener var som de fleste steder i Bulgarien overstrømmende og var tilmed en rigtig glad fyr.

Krumovgrad lever op til alle ens fordomme om de sædvanlige østeuropæiske provinsbyer i Bulgarien. Hullede gader og fortove overbevokset med ukrudt. Triste store institutionsbygninger og myndighedsbygninger og lejekaserner fra før muren faldt. Og ingen af dem har nogensinde set en malerpensel, mv. Kun bilerne spreder lidt farve i gaderne. Især livede Den Serbiske Taxa op på det lille torv foran Hotel Via.

Tirsdag den 19. april 2011

Dagen var fra om morgenen stadig trist og regnfuld som gårsdagen, så efter den sædvanlige morgenmad (toast og kaffe) besluttede vi os til bare at køre sightseeing rundt i landskaberne omkring Krumovgrad og notere os beliggenheden af egnede biotoper, som vi kunne gennemsøge dagen efter (når vejret igen slog over i forårssolskin).

Vi kom rundt i en naturskøn egn. Men lige så flot de grønne forårslandskaber præsenterede sig, lige så trist var det at se de små nedslidte og forarmede menneskeboliger. Ved Gurgulica kørte vi i regnen ad den smalle grusvej forbi et lille, gammelt hus, hvor taget bestod af udhamrede olietønder. Der var ikke ført elledninger til huset. Selvfølgelig kan man da leve uden elektricitet! I døråbningen (var der overhovedet en dør?) sad en gammel indskrumpet kone og stirrede fortabt ud i regnen. Hendes ansigt udstrålede massiv håbløshed. Det så ud, som om hun for længst havde opgivet denne verden og bare sad og ventede på den næste.

 

 

 

I den lille triste landsby Zornica holdt vi under vores regnvejrskørsel som sædvanlig kaffepause hos stedets købmand. Der var ild i brændeovnen og stamgæsterne fyldte op ved bordene. Her i den tykke varme luft blev vi overvældende modtaget, og vi fik ikke lov til at betale kaffen selv. Igen måtte vi uden større held forsøge at fortælle, hvad Danmark er for noget. Men vi var under alle omstændigheder en velkommen afbrydelse og ændring i den stilfærdige, daglige tilværelse her i lokalet.

Efter Zornica fortsatte vi mod nord. Vejen førte over floden Krumovica (der senere løber gennem Krumovgrad) oven på en voldsom betondæmning. Her blev vi stoppet af to politifolk, der ville se pas (og undre sig over os), før vi fik lov til at fortsætte vores kørsel over dæmningen i Den Serbiske Taxa.

Vi sluttede igen en regnvejrsaften af på Restaurant Diva ved siden af hotellet. Ved bordet fik vi hen på aftenen selskab af en dårligt engelsktalende bulgarer, som oplyste, at han var tidligere jagerpilot. (En jagerpilot, der taler dårligt engelsk? -Hm!) Han fortalte, at han var meget velhavende, og han ville skam betale det hele.

Vi skulle igen gøre rede for os selv og vores baggrund, og vi fortalte da glad og gerne, hvad vi var kommet for. Han oplyste, at der sandelig var masser af landskildpadder her i området, og de var store! Omkring 5 kg., ville han tro! Især omkring hans mors hus. Vi skulle bare besøge hende og hilse. Hun boede i en lille landsby ved grænsen. Han meddelte videre, at han som alle andre her spiste landskildpadder. Det er god mad! Og så giver spisning af landskilpadder jo, som alle ved, modstandskraft mod cancer, sagde han. Men man skulle passe på! Man må ikke spise landskildpadder for politiet, fik vi at vide! -Men det var altså først maj måned, at man så skildpadder, sagde han!! -Ja, det var ved at gå op for os!

Så at sige alle bulgarere ryger. Og de ryger simpelthen overalt, der er slet ingen rygepolitik og forbud i Bulgarien. Der ryges på alle restauranter og i alle bygninger. For eksempel var luften her i restauranten i Krumovgrad så tyk, at den kunne skæres ud i blokke og stables udenfor på fortovet!

Når Bulgarien åbenbart i forvejen er et land, hvor det ikke er spor usædvanligt at spise landskildpadder, er det da klart, at landskildpadder hurtigt står endnu mere på spisekortet, når man bilder sig ind, at indtagelse af landskildpadder ovenikøbet forebygger cancer! Det kan vel dulme lidt på samvittigheden, når man ryger hele dagen og alle vegne.

Onsdag den 20. april 2011

Vi fik den sædvanlige bulgarske morgenmad i form af toast og kaffe i restauranten ved siden af Hotel Via. Vi sørgede lige for, at vi kunne beholde hotelværelset en nat til og gik udenfor. Da vi således forlod hotellet og bevægede os over mod bilen, stoppede regnen brat, og solen og varmen kom med et brag! Vi forlod Krumovgrad, og kørte lidt vestpå, mens vandpytterne i asfalt- og grusbelægningernes talrige huller tørrede i solen, så det ligefrem dampede.

Dolna Kula

Vi fik fik en hurtig kop kaffe hos den lille købmand ved Vransko. Herfra fortsatte vi nordpå gennem en lille dal, som vi havde fundet dagen før under opdagelseskørslen i regnvejret. Ved Dolna Kula stratede vi en længere trekking på den sydøstlige bjergside. Nu var det igen forår på Balkan med den lune krydderurteduft, fuglesang, summende bier og en fåreflok, der færdedes stilfærdigt bimlende gennem området.

Biotopen skrånede ned til landevejen fra et bakkedrag. Skråningerne bestod af klipper, sten og grusblandet kalkjord, overgroet af forårsfriske græsser og urter. Større partier af området var dækket af buske og krat.

Læs videre på side 18

Startside Side 1 Side 2 Side 3.Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9

Side 10 Side 11 Side 12 Side 13 Side 14 Side 15 .Side 16.Side 18 Side 19

Side 20 Side 21 Side 22 Side 23 Side 24 Side 25