|
Siden er senest ændret den 30.juli 2010 Børn og skildpadder Mange voksne, og især os i den ældre (gamle) generation, har som børn haft en skildpadde. De (vi) synes nu, at det kunne være hyggeligt for barnet eller barnebarnet at få en skildpadde. Flere og flere børn får desværre allergi overfor pelsdyr, og tanken falder så også af den grund naturligt på en skildpadde, når der skal anskaffes et kæledyr. (Men skildpadder er ikke kæledyr.) Mange børn fascineres desuden af skildpadder, når de ser skildpadder. -Selvfølgelig! Det gjorde jeg da selv, da jeg som lille dreng fik en græsk landskildpadde, som jeg havde stor glæde af i mange år, indtil jeg som ungt menneske forlod barndomshjemmet for godt. Man skal heller ikke være afvisende overfor det faktum, at eksistensen af for eksempel Ninja Turtles og tegnefilmsfiguren Morten Skildpadde er med til at henlede børns opmærksomhed på dette dyr. Derfor er kombinationen børn og skildpadder af mange gode grunde ganske almindelig.
Men det er vigtigt at gøre sig klart, at skildpadder er krybdyr og derfor IKKE kæledyr. Når man kæler for skildpadden ved for eksempel at gnide den under hagen med en finger, lukker den øjnene. Dette er ikke et tegn på nydelse. Det er som regel et tegn på stress. Dertil kommer, at skildpadder faktisk er skrækslagne, når man løfter dem op fra jorden. Ofte vil de i denne situation aflevere urin som en stressreaktion. Man må gøre sig klart, at skildpadder ikke er husdyr, som det er tilfældet med pattedyr. De er og bliver vilde dyr, som man holder i fangenskab. De kan vænne sig til mennesker i et vist omfang, men de bliver aldrig tamme. Derfor skal de, som de reptiler de er, faktisk holdes så naturligt som muligt i overensstemmelse med forholdene i deres hjemstavnsbiotoper. Wolfgang Wegehaupt formulerer det således i sin bog "Natürliche Haltung und Zucht der Griechischen Landschildkröte" 2006:
Skal man lade sine børn holde skildpadder, skal det under alle omstændigheder ikke bare være på forslag/opfordring af forældre eller bedsteforældre. Der skal være tale om et massivt og klart formuleret ønske fra barnet selv. Og barnet skal forinden have sat sig ind i pasningskrav og pasningsforhold. Det skal forældrene også. Forældrene er jo backinggroup for barnets skildpaddehold. Man kan ikke, som mange siger på dette tidspunkt af samtalen, bare forlade sig på sin sunde fornuft. Krybdyrhold er anderledes end hold af pattedyr, og krybdyrhold kræver en anden og særlig viden. Pattedyr kan alle finde ud af at passe uden at bruge særlig mange resourcer på at sætte sig nærmere ind i hvordan. Allerede fordi vi mennesker selv er pattedyr, har vi de naturlige nødvendige forudsætninger for at passe andre pattedyr!
Men hold er krybdyr kan ikke klares på fornemmelsen og ud fra velmenende gætterier. Mange fornuftige og gennemprøvede metoder til pasning af pattedyr, er direkte skadelige for krybdyr. Man skal altså skaffe sig kundskab om hold at landskildpadder. Hvis skildpadden forsømmes og ikke passes rigtigt, bliver den misdannet i væksten og/eller dør til sidst lige så stille. I modsætning til pattedyr, hvor man efter få dage kan se på dyret, at der er noget galt, ser man intet på skildpadden før efter meget lang tid. Den bliver blandt andet gradvist langsommere og sløvere, men netop når man ikke rigtig ved, hvordan den i grunden har det, og/eller ikke rigtig ved, hvordan den burde have det, og heller ikke ved, hvordan den præcist skal se ud, lægger man jo ikke rigtig mærke til noget. Hvis man for eksempel aldrig vejer den, opdager man jo ikke et vægttab. -Men skildpadden dør altså. Der går bare lang tid. Somme tider op til et år. -Eller mere. -Men den dør, og det er uafvendeligt, hvis ikke pasningen ændres! Forkert holdte skildpadder lever ikke længe - Men de dør langsomt! Forkert holdte/fodrede skildpadder, der er sejlivede nok til ikke at dø, bliver vanskabte med skæve/fladtrykte skjolde, tobleronespidser/pyramidespidser i skjoldpladerne, papegøjenæb, osv. Bortset fra næbbet, der kan klippes, er alle disse skader uoprettelige. Samtidig er der sket skade på de indre organer. Man er altså nødt til at sørge for, at den nødvendige viden er til stede i hjemmet, før der anskaffes skildpadder. Impulskøb hos dyrehandleren eller på en reptilmesse er derfor en meget dårlig idé! Har man så først viden om skildpaddehold, skal man selvfølgelig herefter på grundlag af denne viden bruge sin sunde fornuft.
Og selv når barnet har udtrykt stor interesse for skildpaddehold og har erhvervet sig den fornødne viden, må man selvfølgelig se i øjnene, at barnets interesser og prioriteringer skifter med årene. De fleste børn taber interessen, selvom de undervejs har været dybt engagerede i skildpaddeholdet. Har man gjort sig disse overvejelser, og barnet fortsat ønsker sig at holde skildpadder, må det bemærkes, at erfaringerne rundt omkring tyder på, at skildpaddeholdet først bliver rigtigt vellykket, såfremt barnet er fyldt mindst 10-11 år. (Og gammelt nok til selv at skaffe sig den nødvendige viden om emnet.) Så er ønsket om skildpaddehold også mere stabilt. Jeg har fået henvendelser fra forældre til mindre børn, der ville forhøre sig, om vi havde skildpadder, der var børnevenlige. Jeg måtte svare, at spørgsmålet er ikke, om skildpadderne er børnevenlige. Spørgsmålet er, om
barnet er skildpaddevenligt!
Selvom man havde skildpadde som barn, er det ikke altid den fuldt tilstrækkelige forudsætning for at anskaffe sig landskildpadder igen! Det anslås, at der i årene fra den sidste verdenskrig og indtil fredningen af landskildpadderne blev indført i 1980erne, blev indsamlet omkring 80 millioner landskildpadder i Middelhavslandene til det Mellem- og Nordeuropæiske landskildpaddemarked. Næsten alle disse landskildpadder blev givet til børn, og disse skildpadder er nu stort set allesammen døde, selvom europæiske landskildpadder ved rigtig pasning let bliver 75-100 år! Det er derfor ikke ligemeget, hvordan man behandler sine skildpadder. Ifølge K. Lawrence, British Vetenary Journal , Vol. 144, har man i England gennemført 2 undersøgelser af dødeligheden hos importerede skildpadder. Undersøgelserne fandt sted i perioden maj 1982 til maj 1986 vedrørende 499 mauriske skildpadderTestudo graeca ibera og i tiden maj 1983 til maj 1986 vedrørende 106 græske landskildpadder Testudo hermanni. Alle blev solgt fra dyrehandlere. Ved undersøgelsens slutning var 91% af de mauriske skildpadder døde og 86% af de græske landskildpadder var døde! Dette giver en dødsrate på 23% - 29% om året! Når alle disse bemærkninger er anført, skal det så også fortælles, at der i dag -i stærk modsætning til tidligere- er mange børn, der udfører et yderst seriøst skildpaddehold. Og der kommer glædeligvis flere og flere af slagsen! Er der tale om børn, der har reelle ønsker om skildpaddehold, og som må antages at have den fornødne viden, og som kan påregnes at kunne omsætte deres evner til et udbytterigt skildpaddehold (for begge parter -både barnet og skildpadden), så bør disse ønsker da i høj grad tilgodeses og imødekommes. Sådan nogle børn bør selvfølgelig holde skildpadder. Skildpaddehold er under alle omstændigheder en sund fritidsinteresse.
-----oooooOOOOOooooo-----
|
