..............

 

Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 1 Side 2 Side 3 Startside

Albanien Grækenland

Rejseberetning fra Balkanturen i april 2009

Side 4

Fra Butrint kørte vi sent om eftermiddagen nordpå til den idyllisk beliggende kystby Ksamil for at finde logi for natten. For det tilfælde at vi ikke havde held til det, havde vi iøvrigt hver medbragt et lille festivaltelt som plan B. Vi kunne vel altid etablere en lille basecamp i naturen. Vi kørte ad den eneste vej nordpå, som iøvrigt blev anlagt i 1956, for at den besøgende sovjettiske ministerpræsident Krustjev kunne bese ruinerne. Før da var der ingen vej sydpå til Butrint!

I Ksamil var der et veritabelt byggeboom igang. På næsten hver tredje grund var man i gang med lejligheds/hotelbyggeri. Her er der investeret massivt i det forventede turistboom. Men der var altså kun reel aktivitet enkelte steder. De fleste af byggerierne så ud til at have ligget stille i månedsvis. Kollaps på grund af finanskrisen?

Man arbejder selvfølgelig på taget uden beskyttelsesforanstaltninger.

Vi runderede i Ksamil, der havde flere nybyggede hoteller med indhegnede parkeringspladser og enestående havudsigt, men intet andet. Der var ikke en mors sjæl og fuldstændig død damp stille.

Sarande

Vi havde mere lyst til at studere det for os endnu ukendte albanske folkeliv om aftenen, så efter en kølig albansk øl af mærket Tirana på den lokale taverna fortsatte vi videre nordpå til havnebyen Sarande. Sarande har ca. 32.000 indbyggere og er hovedstaden i denne sydlige provins. Det er altså en meget hyggelig og charmerende by. Også her er der påbegyndte (og pt. hvilende) byggerier overalt med henblik på den lovede turistfremtid. Hvis du ser på internettet, udbydes der grunde og projektlejligheder overalt. Masser af risikovillig kapital fra Vesteuropa er i de senere år anbragt i Albanien.

Der var dog endnu ikke noget synligt turistliv her. (Havde vi bestemt ikke noget imod!) Senere på sommeren ankommer der nogle gange om ugen en turistbåd fra Korfu, der ligger lige overfor på den anden side af strædet. Den ligger ved molen i nogle timer, før den returnerer.Så det hele er vel så småt ved at begynde.

1. kl. værelse med havudsigt for 20 Euro. Der er selvfølgelig ikke mange lystbåde i havnen. Bare vent nogle år!

Vi fandt et indbydende hotel ved havnemolen i byens centrum. En spinkel, overstrømmende glad og imødekommende pige med et lille barn på armen passede forretningen. Flot stort værelse med havudsigt fra altanen kun 20 Euro! Hun fik straks en 20 Euroseddel, der røg lige i lommen. Det var det! Ikke noget med at vise pas, registrere navne, udstede kvittering og alt det tidskrævende halløj, som vi er så vant til på hotellerne i Vesteuropa. Selv i Grækenland, der ellers er meget afslappet med alle slags regler.

Vi gik selvfølgelig tur gennem byen og vendte i roligt tempo havnemolen. Efterhånden var der tykt af promenerende albanere i stiveste påskepuds. Men der var ikke mange mennesker på restauranterne og cafeerne. En gammel mand med en popcornvogn havde heller ingen søgning. Folk brugte/havde simpelthen ingen penge. Man promenerede bare frem og tilbage hele aftenen. Bortset fra os, der fandt et bananpalmeoverdækket friluftsspisested, lige før køkkenet lukkede. Kl. 21:00!Man går tidligt i seng i Albanien.

De albanske bjerge forekommer mere grønne og frodige end de græske grusbunker.

Lørdag den 18. april 2009 forlod vi hotellet i Sarande tidligt om morgenen for at køre op i bjergene i det sydøstlige Albanien.I Albanien er der kun helt undtagelsesvist byskilte. Vil man vide, hvad det er for en bymæssig bebyggelse, man passerer igennem/opholder sig i, må man spørge sig for.

I Albanien er der også kun helt undtagelsesvist vejskilte. Vil man vide, hvilken vej der fører til den ønskede destination, må man ligeledes spørge sig for. Landkortene er er upræcise og ind imellem groft fejlagtige. Målfaste er de slet ikke. GPS? Glem det Intet er opdateret endnu. Albanerne behøver selvfølgelig ikke den slags forkælede hjælpemidler. De er jo stedkendt!

Også i Albanien har skarabæerne travlt.

Vi brugte derfor næsten 1 time på at finde vejen til bjergbyen Delvine. Vi afprøvede flere muligheder, der endte blindt, og spurgte så en af de lokale mænd. Han gik hjælpsomt hen og hentede sin gennemrustne Mercedes og bad os følge efter.Han ledte os tværs igennem byen og pegede ud af den rette vej. En af de utallige venlige, imødekommende og hjælpsomme Albanere, som vi traf undervejs. Vi mødte faktisk kun elskværdige og rare Albanere på turen. De kriminelle og slamberterne sender de åbenbart til blandt andet Danmark!

Det albanske forår er selvfølgelig som foråret overalt på Balkan: Skønt!

Hovedvejen til Delvine er rigtig smuk, men smal og snoet. -Og elendig! Efter Delvine bliver den endnu værre.Vi brugte 3 timer på at køre 17 kilometer! Forsigtigt og uendelig langsomt ned i et kraterstort hul med det ene hjul.Så forsigtigt op igen, mens et andet hjul faldt ned i et andet hul. Så udenom nogle løse, store kampesten. Osv, osv. Men hvor var her var flot!Sikken en oplevelse!

"In Albanien gibt es viel Landschaft!" skriver en tysker et sted. Meget sandt!

Mulæsler og Mercedes er de transportmidler, man ser overalt i Albanien. Her er der vist lidt sandhed i de tyske rejsebureauers påståede slogan: "Hold ferie i Albanien, din bil er der allerede!" Mange af Mercedeserne har stadig det tyske nationalitetsmærke siddende på bagklappen.

Man ser stadig det tyske nationalitetsmærke på denne Mercedes.

Er der noget, der iøvrigt gør indtryk i Albanien, så er det de såkaldte "Champignons". De ses overalt og hele tiden, og er allevegne opført med total foragt for naturværdierne. Det er små betonbeskyttelsesrum med rund hat, som lige har plads til 4 opretstående personer. Der findes over 700.000! De er på strandene, de er i byerne, de er i haverne, de er på markerne, de er ved vejene, og de er i bjergene.

Albansk "champignon" i bjergene. Beonbunker i familiestørrelse.

Disse bunkere er resultatet af en syg beslutning, truffet af Albaniens paranoiaramte diktator i kommunistperioden, EnwerHoxha. Først var argumentet, at alle albanere skulle kunne beskyttes, såfremt de blodtørstige NATO-lande skulle invadere landet. Da man så også blev fjender med Moskva, skulle man yderligere kunne beskytte sig mod de øvrige østbloklande, så byggeriet af disse bunkere blev også intensiveret i grænsegnene mod øst. Nu ligger de tilbage overalt i hele Albanien som et monument over et falleret system og en diktator med vævefejl i kysen.

Muzine

Ved den lille bjerglandsby Muzine undersøgte vi en frodig bjergskråning, der lignede en god skildpaddebiotop. Og det var det da! Her levede græske landskildpadder Testudo hermanni boettgeri.

Biotopen ved Muzine. Ja, der!

 

Albansk forår. Græsk landskildpaddehan Testudo hermanni boettgeri på patrulje ved Muzine.

Det var meget varmt at gå rundt i denne biotop og se på landskildpadder. Der var ingen skjoldskader på de eksemplarer, som vi fandt her. Men der kom vist heller ingen mennesker på dette sted. Eller har albanerne en anden holdning til deres skildpadder, end grækerne har?

Græsk landskildpadde og champignon ved Muzine. Den elendige hovedvej ses i baggrunden.

 

Græsk landskildpaddehan Testudo hermanni boetgeri ved Muzine.

 

Testudo hermanni boettgeri i biotopen ved Muzine.

 

Vi står ved Muzine og kikker ned på vandet i Syri i Kalter.

Fra biotopen ved Muzine kørte vi videre mod Syri i Kalter, som udover at være et exceptionelt naturfænomen også skulle være biotop for et rigt dyreliv. Og det var altså også en kæmpe oplevelse!

Læs videre på side 5

Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10 Side 1 Side 2 Side 3 Startside