Siden er senest ændret den 15. august 2009

Albanien og Grækenland

Rejseberetning fra 2009

Side 3

Albanien

Fredag den 17. april 2009 skulle vi så prøve, om vi kunne komme ind i Albanien!

Vi kørte straks om morgenen tilbage mod nord til Igoumenitsa og fortsatte videre nordpå for at finde den lille

grænseovergang, som Jan havde været oppe at vende ved i 1999.

Påskekøen ved grænsen til Albanien

Efter at være kørt galt en enkelt gang, hvilket gav os en flot tur op ad en smal kystvej langs Det Ioniske Hav, fandt vi frem

til grænseovergangen Konispol.

Hold da k... for en lang kø!

Vi fik trist at vide af nogle af de andre ventende, at det tog hele dagen!

Kort efter var der nogle, der mere "beroligende" sagde, at vi måtte regne med at skulle sætte 2-3 timer af til formålet!

Vi vidste sådan set godt, at den ortodokse kirkes påske falder en uge senere en vores, men havde ikke skænket det en tanke,

at det kunne betyde noget praktisk for os.

I morgen var det lokalt påskelørdag!

Albanien var en del af det tyrkiske osmanniske rige i 500 år, før det blev selvstændigt i 1912.

Derfor er hovedparten (70 %) af albanerne muslimer, 20 % er ortodokse og 10 % er katolikker.

(Der bor iøvrigt 3,1 millioner mennesker i Albanien.)

Men bortset fra os 2 bestod denne kø af folk, der skulle (hjem?) til Albanien for at holde påske.

Der måtte bare resigneres og ventes i det gode forårsvejr.

Der gik lige 2 timer, så nåede vi omsider frem til den græske politikontrol.

Det drejede sig ene og alene om kontrol af pas og identitet.

Hvad der ellers var i bilerne interesserede ikke en kat.

Som ved grænsekontrollerne til østblokken i gamle dage blev hvert pas synsmæssigt meget grundigt sammenholdt med

personen, og hele identiteten blev omhyggeligt noteret ned (med kuglepen!), således at man havde fuldstændig styr på, hvem

 der dog ville til Albanien, hvad tid og hvorfor.

Samme grundige behandling fik bilens papirer.

Derfor det exorbitante tidsforbrug og den lange kø.

-Og det er ikke længere en lille stille grænsepost.

Området er voldsomt tilbygget med alt, hvad politimyndigheder anser fornødent til grundig grænsekontrol.

Herefter kørte vi videre frem til den albanske grænsekontrol.

Køen til den albanske grænsepost

Ventetiden i køen til den albanske grænse var kun 1/2 time.

Men her brugte man da også computer!

Ellers var proceduren den samme.

I lugen hang et skilt, der kunne tydes lidt i retning af, at som følge af en ny antikorruptionslov var det strafbart at tilbyde og

aflevere penge til personalet.

Albanien er åbenbart formelt begyndt at forberede sig på optagelse i EU!

Jeg havde ellers læst, at man ved grænsen til Albanien skulle slippe penge for både det ene og det andet.

Desuden fik Jan udstedt en kørselstilladelse til Albanien.

Den blev udfyldt på Jans navn, og blev personligt underskrevet af en særlig tjenstgørende myndighedsperson i et særligt

 skur.

Nøj, hvor var den flot med ørn, våben og ciseleringer, og Jan glædede sig til at ramme den ind, når vi kom hjem.

Desværre blev den inddraget igen af grænsepolitiet, da vi 4 dage senere kørte tilbage til Grækenland.

Til gengæld var den gratis!

Så var vi minsandten igennem, og nu ventede eventyret!

Pionererne Jan og Otto var i det ukendte land.

Hvad lå der foran os?

Hvad kunne vi vente os?

Først og fremmest blev hovedvejen nordpå straks efter grænsen til en grus/stenvej.

Og det er en af de stærkeste erindringer fra vores tur til Albanien.

De utroligt ringe veje!

Denne fint reparerede/udbedrede grusvej (de er normalt betydeligt ringere, især i  bjergene) var hovedvejen nordpå fra grænsen til Butrint. I kanalen ved siden af lever der iøvrigt europæiske sumpskildpadder Emys orbicularis.

En tysker skriver et sted i sin beskrivelse af Albanien, at man på grund af det helt utidssvarende (elendige) vejnet må

 påregne, at man i gennemsnit ikke kan nå mere end 40 km. frem på en hel dag.

Han har ret!

Der findes enkelte gode gennemasfalterede hovedvejstrækninger, hvor man faktisk kan bevæge sig med næsten samme

 hastigheder som i Vesteuropa.

Men ellers..

Dagslængder på kun 40 km. er noget, man realistisk må regne med, når man planlægger rejseruter i Albanien.

Selvom Albanien kun er på størrelse med Jylland, tager det lang tid at nå rundt i dette land.

-Man smutter ikke allevegne lige over til nabobyen i Albanien.

Men overalt er der vejarbejder i gang for at opgradere vejnettet.

Dog vil der gå rigtig mange år, før vejene er sammenlignelige med dem, vi andre kender.

Venezia sad i sin guldaldertid på landene rundt om Adriaterhavet. Der ligger venezianske borge overalt. Her lige før Butrint ligger der en til. Rigtig spændende. Og frit tilgængelig som den slags er i Albanien. Der var lang påskekø af biler foran den lille kabelfærge over til Butrint. Der skulle ventes en times tid. Så kunne man jo heldigvis gå tur i borgruinen imens!

Ethvert skibstilsyns mareridt. Den meget hyggelige kabelfærge over det lille historiske stræde, som bevogtes af den venezianske borg.

Vi skulle til den gamle ruinby Butrint, og der er (endnu) ingen bro over det smalle stræde, hvor hovedvejen ender.

Vil man fortsætte, må der sejles med en lille kabelfærge, hvorpå der lige kan stuves max 5 personbiler sammen.

Den trækkes af en lille håndbetjent dieselmotor, der står i et skur inde på land og hiver kablet frem og tilbage på en tromle.

Det danske skibstilsyns nervesystem ville slet ikke kunne holde til dette pragtfulde lille fartøj.

Det kostede 100 Lek eller 1 Euro at komme med.

Bil og det hele!

Selvfølgelig uden bon eller kvittering.

Den slags bruger man ikke i Albanien.

Hånden frem og pengene lige ned i lommen.

På grund af påsketrafikken var der lang kø af biler, og derfor 1 times ventetid på denne fornøjelse.

Butrint ligger lige foran os. Ind ad lågen mellem de kraftige piller til højre for kabelfærgens  landing.

Butrint

Butrint er oprindelig en illyrisk by, som i antikken opstod på en lille ø, nu halvø, der ligger rigtig smukt i en lagune ud til

Adriaterhavet.

Den blev i år 167 før Kristi fødsel erobret og overtaget af romerne, der byggede videre på byen.

Den blev senere en del af det byzantinske imperium, hvor der fortsat byggedes på stedet, og blev igen overtaget af Venezia,

der sluttede af med at anlægge en imponerende borg på toppen af det hele.

Det hele blev forladt og glemt i middelalderen.

Udgravningerne blev påbegyndt efter 2. verdenskrig og fortsættes langsomt.

I Butrint går du rundt i den ene store ruin efter den anden den anden. Alle byens perioder er fornemt repræsenteret.

Der skal være græske landskildpadderTestudo hermanni boettgeri overalt i hele naturområdet ved og rundt om lagunen,

 hvor man finder Butrint, og der skal leve bredrandede landskildpadder Testudo marginata på bjergsiderne.

Der skulle også være græske landskildpadder mellem ruinerne.

Dem så vi ikke, men vi så europæiske sumpskildpadder Emys orbicularis i de delvist oversvømmede ruiner!

Der står vand i det fleste af de omfattende ruiner.

Hele den bakkede halvø, som er dækket af ruinerne af Butrint, er fyldt med kildevæld.

Den nemme adgang til vand er vel en af årsagerne til at stedet, udover sin strategiske beliggenhed, i sin tid gennem årtusinder

 blev valgt til bymæssig bebyggelse.

Vandet betyder, at området er meget frodigt og nærmest tilgroet som skov.

Men det betyder også, at mange af ruinerne står delvist under vand.

Man har ikke prøvet at tørlægge ruinerne (økonomi), men har af hensyn til de (endnu) få turister valgt at bygge små

 gangbroer og lægge spinkle bræddekonstrutioner ud over de værste oversvømmelser.

Udover Jan og jeg var der denne eftermiddag kun to tyske turister.

Når man tænker på ruinerne i Olympia på Peloponnes, for ikke at tale om Akropolis, hvor der hver dag pumpes tusinder af

 fotograferende turister gennem de indhegnede områder, er forskellen voldsom.

Butrint bliver den kommende store turistfælde her i området.

Smukke (endnu helt øde) sandstrande er der desuden nok af i Albanien, så der sker bestemt snart en masse for

 charterturisterne her!

Jo, der sidder 2 europæiske sunpskildpadder og soler sig på den tørlagte flise i midten! Det er utallige generationer siden, at andre end skildpadder har betrådt denne flise!

I det klare vand i ruinerne kunne man se sumpskildpadderne skubbe sig rundt helt nede på  bunden.

Scenegulvet og området foran dette romerske amfiteater er voldsomt oversvømmet. Der er faktisk meget dybt. Man har dækket det til med brædder, der nu er møre og halvrådne. Gå meget forsigtigt!

Amfiteatret er også en velfungerende biotop for europæiske sumpskildpadder Emys  orbicularis

Det gør det nemmere for fotografen, når skildpadden har forstand på at posere rigtigt!

Der var selvsagt også frøer i oversvømmelserne. Henrik Bringsøe fortæller mig, at der her er tale om  balkanlatterfrø Pelophylax kurtmuelleri.

Der var fri adgang til alle ruiner. Det hele ligger åbent.

Vi fik en spændende eftermiddag til at gå her i ruinerne, hvor vi frit vandrede rundt og kunne røre ved alt.

I modsætning til ruinerne i Grækenland som for eksempel Akropolis og Olympia, er der (endnu) ikke sat hegn og

 afspærringer op senest en meter foran stenene, og der står ikke vagter overalt med trillefløjter, der straks reagerer, hvis

 du alligevel ser ud til at komme for tæt på.

Der var selvfølgelig også unger af Emys orbicularis!

En amerikansk "ruinnørd", der har besøgt de fleste klassiske ruiner på denne jord, skriver forbløffet, at Butrint er ham

 bekendt de eneste antikke ruiner, hvor man frit kan kravle på ruinerne.

"Og stjæle sten og sjældenheder, hvis man vil!"

I kælderen til den venezianske borg udstiller man fund af keramik, kunst og brugsgenstande, mv.

Der er blandt andet mange romerske skulpturer.

Der gøres fortsat mange arkæologiske fund her.

Vi var enige om at tage denne mur med hjem næste gang. Den vil være en flot afslutning på vores frilandsanlæg i haven!

Vi så ingen landskildpadder denne dag, men det var en helt speciel oplevelse at ankomme til Butrint med kabelfærge og

 iagttage europæiske sumpskildpadder i stilheden i de historiske ruiner i skoven.

Når investeringerne tager fart, bliver ruinerne tørlagt og hegnet ind.

Der vil blive bygget fin vej fra den græske grænse til stedet.

Kabelfærgen vil hånligt blive skrottet, når den fine bro står klar til, at massevis af personbiler og turistbusser kan vælte

frem til den kommende store parkeringsplads med restauranter, cafeer og souvenirboder.

Utallige grupper vil imellem hinanden blive ført hastigt igennem ruinområdet af engelsk- og tysktalende guides, mens der

 hastigt tages snapshots og videofilmes til højre og venstre.

Hvis du i ro og mag og stilhed vil se noget helt unikt i Europa, så skynd dig!

Læs videre på side 4

---oooOOOooo---