Siden er senest ændret den 14. december 2009

Grækenland

Hjemstavnsbiotop for bredrandet landskildpadde Testudo marginata

-En lille rejseberetning fra 2004 og 2005

1. Side

September 2004

”Jeg skal til Skiathos efter 14 hunde og jeg har brug for en medchauffør til den lange tur”, sagde John.

”Det er en aftale!” svarede jeg straks.

Jeg ville absolut med, dels selvfølgelig for at give en hjælpende hånd til hunde i en trængt situation, dels for

 at få oplevelsen af sådan en rendyrket langtur i bil, dels (og ikke mindst) for at få mulighed for at se

 landskildpadder i deres naturlige omgivelser.

Jeg har i mange år holdt de 4 europæiske landskildpaddearter, der som bekendt omfatter 

og jeg har lige så længe drømt om en skønne dag at få mulighed for at se skildpadder og iagttage deres adfærd

 i deres oprindelige biotoper.

John har lige som jeg selv holdt landskildpadder i årevis, og han var straks med på at kombinere en

 hundetransport med herpetologiske feltstudier i Grækenland for at se på landskildpadder.

På den græske ø Skiathos ligger et internat for indsamlede græske udsultede, vanrøgtede og forvildede hunde.

Grækernes holdning til dyr er som bekendt lige så kritisabel som befolkningernes holdning til dyr i de andre

 middelhavslande, måske endda lidt værre.

Imidlertid er Skiathos et af flere steder i Grækenland, hvor behjertede mennesker driver et ”dogcenter”.

Stedet ledes af den skotskfødte Helen.

Hertil indsamles disse hunde, og herfra bliver hundene sendt nordpå til gode familier i blandt andet Danmark,

 Tyskland og England, hvor dyrene kan se frem til en tryg tilværelse.

Det var sådan en transport, vi skulle gennemføre.

For organisationen Danish Friends of Animals.

http://www.dfas.dk/

Afgang fra Næstved den 4. september 2004 om morgenen og overnatning i Innsbruck samme aften.

Næste eftermiddag afgang kl. 16.00 fra færgehavnen Ancona i Italien med en færge på størrelse med Oslo-

båden.

Vi kørte i Johns VW Caravelle, som er velegnet til en sådan opgave.

Der ligger en ekstra stor bamse af en motor i den, så den har ingen problemer med at håndtere trafikrytmen på de lange

 motorvejsstrækninger.

Hele ruten fra Næstved til Ancona er nem.

Den udgøres af E 47 til Hamburg og derfra E 45 resten af vejen til Ancona.

Ankomst næste morgen den 6. september 2004 kl. 08.00 (lokal tid kl. 09.00) i den græske færgehavn Igoumenitsa lige syd

 for grænsen til Albanien, og voila, så er man allerede i Grækenland.

Hvis man bliver ombord, fortsætter man sejladsen med kæmpefærgen og ankommer ved 14.30-tiden samme

 dag til havnebyen Patras på det nordvestlige Peleponnes.

3 selskaber besejler Italien-Grækenland fra Ancona.

ANEK-lines, Minoan-lines og Superfast.

Vi tog med ANEK.

Adriaterhavet ER azurblåt i solskin!

Vi blev ombord indtil færgen nåede Patras.

Det gjorde vi, fordi vi ville starte med at gennemgå en række biotoper for landskildpadder på denne store

 halvø.

Under vores 7-dages septembertur 2004 gennem Grækenland var temperaturen hver dag op til og som regel

 mere end ca. 35 grader.

Om natten var den op til og ofte mere end ca. 20 grader.

Naturen er som bekendt enestående og overvældende smuk, men al vegetation var helt afsvedet.

Naturen kunne meget kort og firkantet beskrives som rød jord med sorte pinde.

Næsten et marslandskab.

Dette er helt almindeligt for årstiden i Grækenland.

Kun om foråret og i den tidlige sommer er der rigelig føde til skildpadderne i form af friske grønne urter og

 græsser.

Herefter tørrer det hele ud i det stabile, solfyldte og tørre græske klima.

Første dag kørte vi sydpå for at slutte dagen i byen Kalamata, der er en havneby på den sydlige del af

 Peleponnes.

Herfra går der blandt andet færge til Kreta.

En del gange undervejs gik vi ture i egnede biotoper, som for eksempel gamle, overgroede olivenlunde.

Men vi så ingen skildpadder.

Derimod så vi peloponesiske murfirben og nu og da smaragdfirben.

 Murfirbenene tog vores tilstedeværelse meget roligt og tillod os at nyde synet af dem, så længe vi ønskede.

Især hannerne er flotte med deres røde bryst.

Smaragdfirbenene opførte sig derimod hysterisk nervøst og var væk stort set samtidigt med, at vi spottede

dem.

Vi fandt et lille familiehotel ved havnen i Kalamata.

Vi spiste grillet blæksprutte og fik 1 kilo rødvin på havnemolen.

Næste dag kørte vi gennem Taygethosbjergene, der ligger på det helt sydlige Peleponnes.

Her gik vi en del ture på egnede sydvendte makibevoksede bjergskråninger og også i olivenlunde.

Men der var ingen skildpadder at se.

Kun firben.

Og en overdådig, vild og voldsom natur.

Pragtfuldt!

-Men altså ingen skildpadder! 

Poros

Vi sluttede dagen af med at tage bilfærgen over det ca. 400 meter smalle stræde til øen Poros.

Straks når man kører i land på Poros ,ligger det skønne gamle hotel Dionysos fra 1826 overfor færgen.

Her flyttede vi ind for natten.

Den idylliske ø med den pittoreske by er en voldsom kontrast til den rå natur i de vilde bjerghøjder med de

 mange hårnålesving, som vi havde arbejdet os op og ned igennem denne dag.

Havnemolen på Poros er et mini-Monaco med den ene flotte, store lystyacht efter den anden.

Poros kan også nås med flyvebåd fra Athen/Piræus.

Der arrangeres endvidere charterrejser fra Danmark til Poros.

Dagen efter fik vi megen tid til at gå med at lede efter skildpadder i de grønne områder på Poros.

Men vi så ingen skildpadder.

Heller ikke andre krybdyr.

Men vi lovede hinanden at vende tilbage til Poros igen.

Vi sejlede derfor tilbage til fastlandet og satte  kursen mod Korinth, krydsede Korinthkanalen og fortsatte videre

 nordpå.

Vi overnattede i et billigt sidegadehotel i en havneby ca. 30 km. øst for Lamia.

Stedet hed Kamena Vourla.

På en fortovscafe spiste vi græske fisk og fik 1 kilo rødvin.

Da vi kørte om morgenen, var der ingen portier i receptionen.

Da vi havde betalt om aftenen, hængte jeg derfor bare værelsesnøglen på nøglebrættet på den knage, der var

beskiltet med værelsesnummeret.

-Troede jeg.

Senere på dagen skulle jeg efter mange hundrede kilometers kørsel overtage rattet fra John og opdagede nu,

 at det var ikke bilnøglen, som jeg havde i lommen.

-Det var hotelnøglen.

Det var altså bilnøglen, som jeg havde hængt på nøglebrættet.

(Min Alzheimer light!)

Heldigvis havde vi begge nøgle til bilen, (det var jo derfor vi intet havde opdaget), så vi fortsatte mod Volos.

Det andet måtte løses på et senere tidspunkt.

Nogle måneder senere kørte John en hundetur igen.

Han kørte forbi hotellet og gik ind i receptionen.

Der var igen ingen portier.

På nøglebrættet hang stadig nøglerne til hans VW Caravelle.

Han tog dem og hængte værelsesnøglen i stedet og kørte igen uden at se nogen.

Gad vide, hvad de senere har tænkt?

For de havde vel set det?

Hvor tit gør man egentlig rent på værelserne på dette lille sidegadehotel?

Kalamanitsa

Vi ledte videre efter skildpadder flere steder undervejs til havnebyen Volos.

Søgte på bjergskråninger og i olivenbevoksninger.

Ingen skildpadder.

Ved en Klondykeagtig bebyggelse i nærheden af det nye Olympiske stadion i Volos henvendte vi os sidst på

 dagen i vores nød til nogle lokale beboere.

De talte selvfølgelig kun græsk.

John tegnede en skildpadde på et stykke papir.

Straks vendte de sig om og pegede samtidigt mod et bjerg nogle kilometer væk og sagde ivrigt:

”Kalamanitsa”!

Nåeh, der?

Vi boede på Hotel Aura ved havnen i Volos og spiste grillet blæksprutte og fik et kilo rødvin.

Næste dag skulle vi med færgen fra Volos til Skiathos kl. 12.00.

Men forinden måtte vi da lige en tur op på Kalamanitsa.

På vejen op ad bjerget lå en lille skole.

Jeg spurgte den sporadisk engelsktalende skolelærer, om der var skildpadder her.

Ja, men det var der da, sagde han.

Men man skulle selvfølgelig lige lede lidt først, sagde han belærende.

Ham kunne man da ikke blive uenig med.

Vi så imidlertid ingen skildpadder, da vi gik rundt mellem oliventræerne og ledte her på stedet.

Jeg viste skildpaddetegningen til nogle bønder, der gik og samlede nedfaldne oliven.

De bekræftede, at der skam var skildpadder her, men viste med gravebevægelser, at skildpadderne for tiden

 havde gravet sig ned.

Med andre ord havde den høje temperatur og den afsvedne vegetation formentlig fremprovokeret en form for

sommerdvale hos skildpadderne.

Ihvertfald var det for varmt til, at de viste sig.

Her måtte vi have forklaringen på, at vi ikke havde set skildpadder overhovedet, selvom vi havde været alle de

”rigtige” steder.

Hverken græske landskildpadder eller bredrandede græske landskildpadder.

Nu graver bredrandede landskildpadder sig ikke altid ned, som græske landskildpadder gør.

De kan gøre det, hvis jorden er tilstrækkelig løs til, at de kan arbejde i den med benene, men bredrandede

 landskildpadder graver ikke i samme omfang, som andre landskildpadder.

De gemmer sig derimod i det lave stikkende krat, der findes alle vegne.

Her forsvinder de lige så totalt, som havde de gravet sig ned, ligesom de græske landskildpadder gør.

Lige før vi skulle af sted for at nå færgen, fandt John så alligevel en skildpadde.

En bredrandet landskildpaddeunge.

Den sad helt frit fremme i det knastørre afsvedne græs i den stegende sol ca. en halv meter fra et tæt krat.

 Krattet var formentlig dens tilflugtsted for natten, og det sted, som den med mellemrum må krybe ind i, for

 ikke at blive for varm.

Græske og bredrandede græske landskildpaddeunger ses i naturen ellers sjældent fremme i det åbne

 landskab.

De gemmer sig under vegetationen og helst på fugtige steder.

Denne unge fulgte altså ikke disse sædvaner for unger.

Der var da heller ikke hverken levende og svalende vegetation eller fugt på denne afsvedne bjergside her i

 september måned.

Skildpaddeungen så aldersmæssigt ud til at være fra året før, eller måske var den 2 år gammel.

Mine bredrandede landskildpaddeunger fra biotopen hjemme på Figenvej er meget lyse med meget sorte

 aftegninger.

Denne her var nærmest rødbrun med mørkebrune aftegninger.

Mon ikke forskellen skyldes den store forskel i foderet?

Selvom jeg gør mig store anstrengelser med kun at fodre med næringsfattige og fiberrige græsser og urter, vil

 mit foder aldrig kunne blive det samme ekstremt karrige fodermateriale, der tilbydes her .

Glem alt om ”naturens overdådige spisekammer”.

Noget sådant er en dansk specialitet, der skyldes vores våde og kølige klima.

I Grækenland er forholdene mere barske, når det drejer sig om frisk grønt.

Ungen var et sundt og livligt eksemplar på 5 cm.

Den hvæsede, som den skal, når den blev taget op.

Efter mine notater er der her i omegnen af Volos hidtil ellers kun fundet græske landskildpadder Testudo hermanni

 boettgeri.

En marginata var det dog uden nogen form for tvivl.

Den havde de karakteristiske sorte trekanter på bugskjoldpladerne.

I øvrigt vil jeg af gode grunde altid kunne kende en marginataunge, når jeg ser en. 

Efter denne hurtige tur på bjerget hastigt ned til færgen i Volos havn.

Der sprang delfiner foran stavnen under den 2 1/2 time lange tur til Skiathos!

Vandet var meget blåt!

Skiathos

På Skiathos, der sammen med øerne Skopolos og Alonnissos og flere øer kaldes Sporaderne,

 ledte vi i de næste dage efter skildpadder.

Vi fandt stadig ingen.

Sporaderne ligger spredt i det Ægæiske hav.

(Heraf navnet sporadisk for spredt!)

Det regner mere her end i det øvrige Grækenland.

Derfor kaldes øerne også de grønne øer.

Dette tilnavn passede også her i september.

Hvor var der smukt og grønt på den dejlige bjergrige ø Skiathos.

Vi havde nogle fine dage her sammen med Johns kone Conny, og vores fælles veninde Alice, der begge havde taget flyveren

 herned for at være sammen med os

Men vi fik altså ingen skildpadder at se her på skiathos i september 2004.

-Og dog!

I Helens helt tilmurede og aflukkede, paradisiske have går der to store bredrandede landskildpadder.

Helen er den skotskfødte leder af hundecentret på Skiathos.

Grækerne har normalt ikke prydhaver.

Men Helen er jo ikke græker, og sikken en have hun har med palmer, figentræer, citrontræer, appelsintræer, nerier på 3

 meters højde, blomster i massevis, osv.

I denne have ligger en lille hytte med veranda.

Her boede John og jeg.

Helen fortalte, at hun en dag for år tilbage under et besøg i Athen havde fået øje på de to skildpadder, mens de

 prøvede at finde noget spiseligt i en væltet skraldespand.  

Hun fattede medlidenhed med dem, puttede dem i et indkøbsnet og tog dem med hjem til Skiathos, hvor hun

satte dem ud i haven.

De stortrives her.

Hun fortalte, at de ind imellem fik ”babies”.

Det undrede mig en del.

Jeg måtte nemlig fortælle Helen, at der var tale om to flotte hunner!

Hendes græske mand mente, at han nu og da havde set små gule (hermannier? Næppe!) unger i haven.

De måtte i så fald være kravlet ind i haven under porten.

Eller kan der være tale om sædgemme, hvilket landskildpadder jo notorisk har?

Vi ledte meget, men fandt ingen af de omtalte unger.

Skildpadderne går (selvfølgelig) ude i haven året rundt.

Det skal lige bemærkes, at vinteren her kan være særdeles kold.

Nogle uger med frost og sne er almindeligt på Skiathos om vinteren.

(NB: Marginataer graver sig normalt ikke ned!)

Helen fortalte videre om flere bekendte i Grækenland, der på samme måde holdt skildpadder i haven.

En enkelt holdt mange.

Et par kilometer fra Helens have holder også en tyskfødt dame bredrandede og græske landskildpadder i sin have.

Der er også et bassin med europæiske sumpskildpadder.

–Og rødørede terrapiner.

Der gik unger af alle de nævnte skildpaddearter mellem de voksne.

Hun fortalte, at hun selvfølgelig ikke tog sig af udrugningen af æggene.

Det klarede solen naturligt nok.

Hun beklagede sig over at ”de tyske turister” hele tiden stjal af hendes skildpadder.

Det var sandelig heller ikke spor svært.

Haven ligger ud til en sti/trappe, der fører ned til offentlig strand.

Muren ind til hendes have med skildpadder er 50 cm. høj.

Man kan lige bøje sig ned i en ruf, tage en skildpadde op, stikke den ind under trøjen og gå videre.

Hun hævdede, at skildpadderne var indsamlet på Skiathos.

Lyder ikke sandsynligt, hvad angår de rødørede terrapiner.

 Hermannierne tror jeg heller ikke på skulle komme oprindeligt fra denne ø.

Jeg erfarede således her på Skiatos, hvad jeg også har læst rundt omkring:

Nemlig, at det er ganske almindeligt, at folk i middelhavslandene har landskildpadder gående i deres haver.

I Italien og Spanien skal det for eksempel være særdeles udbredt.

Det er da også nemt, fordi skildpadderne i det sydeuropæiske klima jo ”holder” sig selv.

Det ser endvidere ud til, at man (selvfølgelig) transporterer skildpadderne rundt fra egn til egn.

Det kan ikke undgås, at sådanne flyttede eksemplarer nu og da undslipper, eller ligefrem bliver sat ud med den

følge, at der herved løbende sker faunaforureninger rundt omkring.

Noget man altid skal have i baghovedet, hvis man gør uventede fund på uventede steder. 

Hjemad

Vi tog færgen tilbage til Volos med alle hundene.

Vi nød aftenlivet på havnemolen og fik grillstegt blæksprutte og et kilo rødvin.

Vi overnattede på hotel Aura ved havnen, som Helen fortalte, at hun og hendes mand Vagelli altid brugte.

Undervejs på  turen hjemad med hundene om bord kørte vi fra Volos direkte over bjergene til færgehavnen i

 Igoumenitsa.

Vi passerede de besynderlige høje sandstensklipper ved Meteora.

Jeg besluttede, at her ville jeg bruge tid næste gang.

Grækerne kalder frygtsomt strækningen fra Meteora til Igoumenitsa for ”dødens landevej”, fordi bilerne

 ifølge de græske fortælleres skrækhistorier har det med at suse i dybet fra den.

Efter vores opfattelse var den altså ikke værre end de veje, som vi havde gennemkørt på de bjergrige områder af

 Peleponnes.

 Vi så dog et enkelt sættevognstog, der lige var røget ned på bjergsiden.

I vejkanten var der allerede rejst det obligatoriske lillebitte kapel til stearinlys/olielampe.

Langs denne strækning skulle der efter snakken også være skildpadder.

Vi så ingen, men havde heller ikke rigtig tid til at lede, nu havde vi jo fået de 14 hunde ombord.

 Selvom vi var i bjergene, var der også her mindst 35 grader varmt.

Bemærkelsesværdigt var det at konstatere tilstedeværelsen af 4 store sneplovstationer på denne rute.

Alle bestykket med masser af snerydningsmateriel, der kunne iagttages fra vejen.

Med mellemrum er der opsat tavler med telefonnumre til sneplovstationerne, således at man kan kontakte dem,

hvis man en vinterdag er kørt  fast i sneen, fordi det trods alle anstrengelser ikke har været muligt at holde

 strækningen helt ryddet.

 Ikke alle ved, at sådanne forhold er der altså også i det ellers resten af året så varme Grækenland.

I Igoumenitsa tog vi med færgen fra ANEK-lines tilbage til færgehavnen Ancona i Italien.

Næste dag gik turen med hundeluftning hver 3.die time op gennem Alperne.

Overnatning i et rigtigt tyrolerhotel i Brixen, fordi alt var udsolgt i Bolzano på grund af katolsk messe.

Et par dage efter var vi tilbage i Danmark.

Vi afleverede hundene til de forventningsfulde familier og måtte skifte den kortærmede t-shirt ud med

 sædvanlig dansk efterårsbeklædning.

En fin og flot langtur her i september 2004 med masser af oplevelser, herunder også storslåede

 naturoplevelser, men som det fremgår, var det mildt sagt ikke meget, vi fik set til landskildpadder i deres

 naturlige biotoper.

Forklaringen må være den, at det åbenbart havde  været alt for varmt i den periode, hvor vi var rundt i

 biotoperne.

At skildpadderne med andre ord var gået i sommerdvale. 

Den effektive lærdom, jeg fik af denne tur:

Vil du opleve skildpadder i det fri i Grækenland, så hold dig væk i den varme sæson.

Tag afsted i april/maj måned.

Derfor bør du læse videre på side 2.

-ooooOOOoooo-