Tallene herunder svarer til tegningen ovenover Der er 3 afgørende artskendetegn, når man bestemmer græske landskildpadder og mauriske landskildpadder fra hinanden. 1. Delt haleskjold: Græsk landskildpadde. Udelt haleskjold: Maurisk landskildpadde. 2. Hornspids på halespidsen: Græsk landskildpadde. Ingen hornspids på halespidsen: Maurisk landskildpadde. 3. Hornkegle på bagbenslårene: Maurisk landskildpadde. Ingen hornkegle på bagbenslårene: Græsk landskildpadde.

 

 

,69-69----------------85

Maurisk landskildpadde Det unikke og væsentligste særkende for den mauriske landskildpadde er en hornkegle på hvert bagbenslår. Ingen af de andre europæiske landskildpadder har denne hornkegle på hvert bagben. (Den græske og den russiske landskildpadde har ofte en samling af små hornspidser på bagbenslårene, men ingen enkelt stor kegle, som den mauriske.) Endvidere har den mauriske landskildpadde ingen hornspids/hornkegle på halespidsen. Halen er mere stump og afrundet på den mauriske landskildpadde, end på de andre europæiske landskildpadder. Halepladen er normalt udelt. Den mauriske landskildpadde har 5 negle på forbenet. Den voksne mauriske landskildpaddehun vil sædvanligvis have hængslet bugskjold. Bredrandet landskildpadde Det unikke og væsentlige særkende for den bredrandede landskildpadde er 1 sort trekant på hvert bugskjold. Ingen af de andre europæiske landskildpadder har denne sorte trekant siddende på hvert bugskjold. Endvidere har den bredrandede landskildpadde ingen hornspids/hornkegle på halespidsen. Halepladen er normalt udelt. Den bredrandede landskildpadde har 5 negle på forbenet. Den voksne bredrandede landskildpaddehun vil sædvanligvis have hængslet bugskjold. Græsk landskildpadde Det unikke og væsentligste særkende for den græske landskildpadde er en lang og kraftig hornspids/hornkegle på halespidsen. Endvidere er halepladen sædvanligvis delt. Den græske landskildpadde har 5 negle på forbenet. Somme tider ses den 5. negl at være forkrøblet på forbenet af den græske landskildpadde. Somme tider kan den også sidde lidt højere end de andre 4 negle, og tillige være forkrøblet. Den voksne græske landskildpaddehun har ikke hængslet bugskjold. Russisk landskildpadde Det unikke og væsentligste særkende for den russiske landskildpadde er, at den kun har 4 negle på forbenene. Den russiske landskildpadde kan have en meget lille (diminutiv) hornspids på halen. Den har normalt udelt haleplade. Hunnen har aldrig hængslet bugskjold.

Navngivning (Taksonomi/Nomenklatur)

Landskildpadder er ikke opdelt i racer som hunde! Landskildpadder er opdelt i arter og underarter.)

Ikke mange krybdyrarter har gennemgået så mange og så store ændringer i navngivningen (nomenklaturen), som de europæiske landskildpadder. I dag er den mauriske landskildpadde den art, som fremtræder mest uoverskuelig, når det kommer til navnene på art og underarter.

Den mauriske landskildpadde har et meget stort udbredelsesområde. Men meget kort sagt lever den rundt om Middelhavet, Sortehavet og over til Det Kaspiske Hav og videre langt ind i Iran. Altså breder den sig over 3 forskellige kontinenter og over meget forskellige klimazoner. Det siger sig selv, at den under evolutionen har måttet tilpasse sig disse meget forskellige livsforhold. Den opdeles derfor naturligt nok i mange underarter, og der kommer hele tiden under diskussioner nye opdelinger til. Samt forslag til udskillelse af underarter til egentlig arter.

Her følger den seneste opremsning af de til nu af de fleste herpetologer anerkendte underarter af maurisk landskildpadde.

Testudo graeca graeca (nominatformen)

Udbredelsesområde sydlige Spanien, Marokko, Algier, Tunis og Libyen. Den er endvidere indført på Sardinien og på Balearerne (Mallorca, Ibiza, mv.) Den bliver ikke så stor. Men størrelsen varierer efter det område, den kommer fra. Den svinger fra størrelsen 12-14 cm til 16-18 cm. Skjoldet er højt hvælvet af meget lys, gul farve med skarpt aftegnede sort/mørke aftegninger. Ringen rundt om øjet er cirkulær. Hos de andre underarter af maurisk landskildpadde er den mandelformet.

Den har i årevis været genstand for ulovlig kommerciel indsamling til kæledyrsmarkedet, og den er i stigende omfang (i Nordafrika) genstand for ulovlig indsamling med henblik på salg til af turister. Bestanden i Spanien er forsvindende lille. Imidlertid er det almindeligt i Spanien (som i alle Middelhavslande) at holde skildpadder i haven. En undersøgelse har afdækket, at der rent faktisk går i titusindevis af mauriske landskildpadder i private haver i Spanien. De indsamles gerne i naturen til dette brug af spanske børn.

Testudo graeca anamurensis

Udbredelsesområde sydlige del af Tyrkiet. Navnet hidrører fra en gammel ruinby ved navn Anamurem. Denne underart er forholdsvis stor og har et langstrakt rygskjold af lys olivenagtig farve med udfladede bagskjoldplader. Den ligger udseendemæssigt tæt på den bredrandede landskildpadde, men har i modsætning til denne et meget spraglet udseende med mørke pletter spredt over rygskjoldet.

Testudo graeca antakyensis

Udnbredelsesområde Sydøsttyrkiet, Syrien og Israel. Rygskjoldet er af gullig farve (minder lidt om den græske landskildpadde. Dette kan Testudo graca ibera altså også gøre.) Bugskjoldet er lettere udfladet. Strubepartiet er ofte af hvidlig farve.

Testudo graeca armeniaca

Udbredelsesområde Armenien, Asserbadjan, nordvestlige Iran, sydøstlige Tyrkiet. Den kendetegnes ved en affladet skjoldform lig den russiske landskildpadde og har for det meste en mørkere skjoldfarve uden kontrastfarvede aftegninger. Den skal kunne blive maksimalt 20-30 cm. stor.

Testudo graeca buxtoni

Udbredelsesområde formodentlig i Iran og vestkysten af Det Kaspiske Hav. Pt. ikke muligt at skaffe flere oplysninger.

Testudo graeca cyrenaica

Udbredelsesområde halvøen Cyrenaica, nordøstlige Libyen indtil Al Adem syd for Tobruk. Den har smalle forekstremiteter. Den er den ad de nordafrikanske mauriske landskildpadder, der har den smalleste og laveste åbning i skjoldet fortil. Den har talje i skjoldet, når man betragter den fra oven. Hannens haleskjold er stærkt indadbøjet.

Testudo graeca flavominimaralis

Beskrivelsen beror alene på eksemplarer, som holdes i fangenskab uden præcise oplysninger om oprindelsesbiotop! Der gættes på Lybien.

Testudo graeca floweri

Udbredelseområde Libanon og Israel. Den er den mindste underart af maurisk landskildpadde. Rygskjoldet er relativt fladt og kraftigt farvet mørkegul med tydelige sorte pletter. Haleskjoldet er midt på forsynet med en karakteristisk sort plet. Hovedet er af udpræget gul farve. Minder meget om den ægyptiske landskildpadde.

Testudo graeca ibera

Udbredelsesområde nordvestlige Grækenland, Bulgarien, europæiske del af Tyrkiet og et godt stykke mod vest og sydvest ind i Tyrkiet. Den er den underart, der rummer de største eksemplarer. Dyrene kan undtagelsesvist nå op på en skjoldlængde over 30 cm. og opnå en vægt på op til 7 kg. Disse kæmper er fundet i Bulgarien. (Den største på 7 kg. ved landsbyen Krumovgrad). Normalt forbliver den dog væsentlig mindre i størrelsen.

Underartsnavnet ibera bidrager til en del forvirring. Navnet har intet med Den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal) at gøre. Ifølge nogle kilder hidrører navnet fra et område, der nu dækkes af republikken Georgien ("Iberien"). Ifølge andre kilder hidrører navnet fra en landsby/lokalitet i Tyrkiet ved navn Ibera.

Skjoldet er ofte noget fladere end hos de andre underarter og er rundt til ovalt i omkreds. Skjoldets grundfarve er fra starten gullig/oliven med tydeligt markerede sorte/mørke aftegninger. Der er dog stor spredning i farver og aftegninger. Mange eksemplarer er helt sorte. Med alderen bliver skjoldet mørkere også på de lyse eksemplarer og på sammme måde forholder det sig med lemmer og hoved.

Som nævnt kanTestudo graeca ibera fra nogle landområder blive massivt større end de andre underarter af maurisk landskildpadde. På de 2 billeder til venstre ses en ordentlig kleppert, som befinder sig i The Welsh Mountain Zoo i England.

Den tidligere ejer oplyser, at den vejede 11 engelske pund, da han i 2009 afleverede den til den zoologiske have. Den havde før da gået i 30 år hos hans forældre. Han udvalgte den selv i sin tid i en dyrehandel, da han var 11-12 år gammel. Han faldt for dens smukke skjold. Den gik sammen med andre små skildpadder. Foto Josh Parry

 

Testudo graeca lamberti

Udbredelsesområde nordlige Marokko. Den har et ret stort relativt fladt, langstrakt rygskjold med lidt talje. Den er mørk i farven med findelte aftegninger.

Testudo graeca marokkensis

Udbredelsesområde nordvestlige Marokko. Denne underart har kontrastrige farver på det gule okkerfarvede rygskjold med linieagtige aftegninger. Den har udfladning på bagskjoldet.

Testudo graeca nabeulensis

Udbredelsesområde Tunis. Den kaldes også Tunesisk skildpadde. Denne underart er forholdsvis lille. Hannen kan maksimalt nå en størrelse på 13 cm. og hunnen på 16,5 cm. Den er meget lys i farverne. Rygskjoldet er nærmest lysegult med meget sorte aftegninger i skjoldcentrene. På hovedet har den lige mellem øjnene en meget synlig gul plet. Den er efterhånden meget populær i fangenskab på grund af den lille størrelse og det kønne udseende. -Og fordi charterturister får den tilbudt til næsten ingen penge. Den er imidlertid lidt mere sart og krævende end de andre mauriske underarter. Selvom den egentlig ikke er svær at holde, er den derfor ikke skildpadden for den forudsætningsløse skildpaddeholder. Da den er tropisk, må den ikke lægges i hi.

Testudo graeca nikolski

Udbredelsesområde den nordvestlige Kaukasusregion. Hos denne underart er rygskjoldet langstrakt og højt hvælvet. Farven er gulbrun med skarpt afgrænsede sorte/mørke aftegninger. På forbenene ses 4 rækker tilspidsede hornplader/skæl. Neglene er gule.

Testudo graeca pallasi

Udbredelsesområde Dagestan og Asserbadsjan. Denne underart bliver op til 24 cm. stor. Den har spidser i rygpladerne (!)

Testudo graeca perses

Udbredelsesområde Zagrosbjergene i Iran indtil de sydøstlige Tyrkiet og det nordøstlige Irak. Ret stor. Meget lange analskjolde.

Testudo graeca soussensis

Udbredelsesområde Soussedalen i Marokko. Den er større og mere plump end de øvrige mere elegante nordafrikanske mauriske underarter. Den mangler hyppigt de ellers karakteristiske hornkegler på bagbenslårene.

Testudo graeca terrestris

Udbredelsesområdet hed i sin tid Levanten. Nærmere bestemt sydøstlige Tyrkiet, Syrien, nordlige Irak, Israel og Sinai. Derfor kaldes den også den levantiske skildpadde. Den kendetegnes ved den overvejende lyse og meget iøjnefaldende gule farve "golden greek" på både skjold, hoved og ben. Mørke pigmenter optræder sjældent som sorte. De findes mere almindeligt som brune og er reduceret i omfang. Rygskjoldet er udpræget højt hvælvet. På hovedet seskarakteristiske gule aftegninger i form af pletter. Det oplyses, at den maksimalt opnåre en skjoldlængde på 16cm.

Testudo graeca zarudnyi

Udbredelsesområde østlige og sydlige Iran. På grund af sin langstrakte kropsform og udfladede bagskjold ligner den meget bredrandet landskildpadde. Den er normalt helt sort i farven.

Men hvorfor bruger man overhovedet resourcer på at anvende latinske navne? (Den latinske navngivning er iøvrigt opfundet af den svanske botaniker Linne´). Det gør jo bare det hele så nørdet og indviklet!

Det er faktisk uomgængeligt nødvendigt. Det er den eneste måde, hvorpå man altid præcist ved, hvilket dyr, man taler om. Især over landegrænserne, men også indenfor rigets grænser. De fleste dyrearter har lokale navne, der er helt anderledes end dem, der anvendes for det samme dyr andre steder. Når du præcist ved, hvilket dyr du står med i hånden, ved du også, hvor dyret har sine hjemstavnsbiotoper.

Inden man lægger sine mauriske landskildpadder i vinterhi, er det da en udpræget fordel, hvis man ved, om der er tale om en tropisk underart fra Nordafrika, der sådan set ikke må komme i hi overhovedet. Mange af skildpadderne fra Nordafrika kender af gode grunde ikke vinterhi. Vintrene har nogle steder samme temperaturer, som vi kender fra gode solskinsdage i den varme danske højsommer. Til gengæld er sommertemperaturerne i Nordafrika så ekstreme, og afsvedningen af vegetationen så udtalt, at skildpadderne går i sommerhi for at overleve. Såkaldt æstivation.

Jeg har ganske vist i sin tid med held lagt et par nordafrikanske mauriske landskildpadder, formentlig fra Marokko, i vinterhi nogle år i træk. Det var for at afprøve et udsagn fra Brian Highfield om, at Testudo graeca fra Marokko kan lægges i hi, hvis de er "100 % healthy". Heraf kan jeg udlede, at evnen til at gennemleve vinterhi ikke er tillært, men genetisk! Skildpadderne (og deres forældre og forældre igen, osv.) havde jo aldrig prøvet det før. Det gik godt, men jeg gør det nu aldrig mere! Vinterhi

Udbredelsesområde

Udbredelsesområdet for den mauriske landskildpadde strækker sig over 27 stater. Fra Atlanterhavskysten i det vestlige Marokko til Irans østlige egne. En strækning på 6.000 km. fra vest til øst. Afstanden fra nord til syd er ca. 1.600 km.

De klimatiske betingelser er derfor vidt forskellige. Fra behageligt middelhavsklima til de ekstreme vejrbetingelser på de asiatiske stepper med glohede somre og månedlange hårde frostperioder om vinteren.

Biotoperne varierer stærkt fra sumpområder over hede- og græslandskaber, lyse skove, sandede klitter til sparsomt bevoksede tørre stepper og delvise ørkenområder. Disse bagrundsoplysninger er væsentlige, når man vil strukturere naturlige pasningsforhold for denne landskildpadde. Med andre ord, hvilken underart er mon denne landskildpadde, jeg holder i hånden, og hvor stammer den fra?

 

Den mauriske landskildpadde regnes til de europæiske landskildpadder, men rigtig europæisk er af gode grunde kun Testudo graeca graeca fra de nordøstlige Middelhavslande , og Testudo graeca ibera fra det Nordøstlige Balkan. Faktisk lever de allerfleste mauriske landskildpadder i Afrika og i Asien.