"Min hund kunne aldrig drømme om at gøre mine skildpadder noget!" "Vi har nu haft hunden i flere år, og den er overhovedet ikke interesseret i skildpadderne!" Sådan faldt ordene fra min gode og skildpaddeinteresserede ven for en del år siden. Hunden vimsede rundt omkring os, mens vi nu og da trådte ind i hans frilandsanlæg og tog et nyt skildpaddeeksemplar op til nærmere inspektion og drøftelse. Vi var meget koncentrerede og dybt interesserede i skildpadderne. Det var hunden ikke. Den var kun interesseret i os. Men vi havde slet ikke tid til den.

Da vi senere sad på terrassen og fik noget fornuftigt at drikke, kom hunden pludselig løbende med en skildpadde i munden. Da den havde noteret sig, at vi havde set den med skildpadden, stak den af.

Nu bestod den efterfølgende tid af forgæves jagt på hunden og mislykkede overtalelsesforsøg.

Den ville overhovedet ikke aflevere skildpadden. Den nød, at nu var den tilbage i centrum igen, efter at vi så skammeligt havde svigtet den til fordel for skildpadderne. Til sidst gav den efter og slap skildpadden, der heldigvis ikke havde taget skade. Dette var en oplagt jalousihandling fra hundens side. Den tog kun skildpadden for at komme i centrum igen, som den plejede at være.

Selvom ikke alle hunde umiddelbart interesserer sig for skildpadder, kan det altså alligevel hurtigt blive lidt for spændende. Det er faktisk en almindelig erfaring rundt omkring, at selvom hunde er velopdragne og aldrig har vist interesse for de skildpadder, der er i samme hjem som hunden, så kan det efter selv mange års stabilitet  pludselig ende galt. Også af andre grunde end den ovennævnte jalousi. Er ejeren ikke hjemme, kan det gå rigtig galt. -Også når han/hun bare "vender ryggen til" for  en kortere stund. Er ejeren ikke til stede i nogen tid, kan han, når han kommer hjem, risikere at stå overfor en gennembidt og afgnavet skildpadde, der måske skal aflives hurtigst muligt, hvis den da ikke allerede er død.

Mange dyrlæger kan fortælle om skildpadder, der bliver bragt hen i konsultationen med mere eller mindre kraftige mærker i skjoldet, hidrørende fra friske hundebid, og ind imellem også med afbidte og beskadigede lemmer. Ihjelbidte og gennemgnavede skildpadder forekommer også i ret stort tal! Men dem begraver folk uden at tage dem til dyrlægen. Så dem erfarer man som regel kun om af omtale.

Nogle skildpadder er så overfodrede, at de på grund af fedme faktisk ikke er i stand til at trække lemmer og hoved helt ind under skjoldet! Så er der fri adgang for hunden til bløddelene.

Der ses da også mange skildpadder rundt omkring i kongeriget med gamle bidmærker, der hidrører fra  hundetænder. Selv har jeg efterhånden set en del.

Hvis hunden kan gabe over skildpadden, er der en hel del eksempler på, at hunden har kunnet tygge helt igennem/knuse skildpaddeskjoldet. Især, hvis skildpadden har været fodret alt for hurtigt op. Hos fejlopfodrede skildpadder er det misdannede skjold nemlig ikke alene misdannet, det er også sprødt og porøst.

Ejerne fortæller ofte, at deres hund aldrig før har vist interesse for skildpadden, og derfor troede de, at den hellige grav var vel forvaret.

Hvis hunden hører til de racer, der har mere eller mindre jagthund i blodet, så vil den med det samme vise en adfærd, hvor man ikke er i tvivl om, at hunden og skildpadden ikke kan være i hinandens selskab. Her passer man jo på fra starten.

Men også de hunde, der overhovedet ikke viser adfærd i den retning, kan altså pludselig i en eller anden situation gå amok og lade den urgamle og hidtil godt skjulte vilde ulv dukke frem i dagslyset! Du bør ikke lade hunden få adgang til eller være i nærhed af din skildpadde, uden at du selv er meget nærværende og passer på som en smed! Selvom rigtigt mange fortæller, at de aldrig har haft problemer med at have både hund og skildpadder sammen i samme hus og på

samme grundstykke, er der altså også rigtig mange uhyggelige fortællinger om det modsatte. "Adgangsforholdene" skal helst umuliggøres for hunden!

Mange hunde følger ikke egentlige rovdyrtilbøjeligheder, men betragter lige så meget en skildpadde som et spændende stykke legetøj. Men hundens "motiver" er i grunden underordnede, når resultatet er mere eller mindre fatalt for skildpadden!

Vores lille Cavalier King Charles Spaniel er en lille sød hund, der ikke kunne nænne at gøre nogen fortræd. -Tror man, når man ser på dens kære udseende. -Men vi stoler altså ikke på den, når det drejer sig om vores skildpadder. Den kommer ikke i nærheden af dem, uden at vi er til stede. Selvom den faktisk aldrig har vist interesse for dem.

Du kan alså ikke stole på din hund, når det gælder dine skildpadder. Det er bare noget du tror! Hunde og landskildpadder kan kun hygge sig sammen i animerede film og billeder! (Som her til venstre!)

Vi har ikke selv kat. Men vi har aldrig haft problemer med de katte, som nu og da kommer på strejftog gennem haven. De fleste holdes væk af hunden Lady, men nu og da har vi set en kat gå tur gennem vores frilandsanlæg. Disse katte har aldrig på nogen måde interesseret sig for vores skildpadder.

Men jeg har opsamlet skrækkelige fortællinger også om kattes mishandlinger af skildpadder. -For eksempel om en kat, der havde trukket dele af en skildpadde ud af dens skjold.

For en sikkerheds skyld må man altså nok også være opmærksom på forholdet kat og skildpadde på samme måde som forholdet mellem hund og skildpadde.

 

 Startside