Untitled Document

Startside Denne artikel er senest ændret i maj 2011

Navngivning

Med egne personlige navne

Denne artikel handler ikke om den videnskabelige brug af latinske navne indenfor herpetologien, den såkaldte taksonomi/nomenklatur. Vedrørende denne henviser jeg til artiklerne her på siden om de enkelte landskildpaddearter. I denne artikel gennemgås alene de betragtninger, man kan gøre sig om, hvorvidt man i det hele taget skal give sine skildpadder personlige navne.

Denne russiske landskildpaddehun bar navnet Amanda, da vi fik hende. Det hedder hun stadig.

I herpetologiske kredse anses man sædvanligvis ikke for at være særligt seriøs, hvis man give sine skildpadder deres eget personlige navn. Man mener antagelig, at objektiviteten lider skade, og at subjektiviteten og irrationelle følelser tage over. Formentlig sammenlignes der/slås i hartkorn med den sædvanlige holdning, der udvises overfor pattedyr, hvor trangen til at tillægge sine kæledyr menneskelige egenskaber er udtalt, og hvor nuttethedseffekten taler med store bogstaver.

Bredrandet landskildpaddehan. Græsk oprindelse. Hedder derfor Odysseus.

Der kan altså også være yderligere grunde til at navngive sine skildpadder. Og vi har givet alle vores voksne landskildpadder navne af disse grunde, foruden at vi iøvrigt finder det ret naturligt, at man navngiver sine dyr.

Har man flere end 3 skildpadder, begynder det at blive omstændeligt at føre journaler over dem og holde styr på deres papirer og oplysninger iøvrigt, hvis der ikke er et navn at holde sig til. Det ville desuden blive ret omstændeligt at finde ud af, hvilken skildpadde man taler om, hvis der skulle refereres til for eksempel: "den mellemstore hermannihun, der ikke er så stor som hende, vi fik i 1993, men noget større end hende, vi fik senere, vistnok i 1996, men som ikke er så højt hvælvet i skjoldet som hende vi fik sidst. -Du ved hende, der som regel kommer næstsidst ud og solbader om morgenen, osv."

Den slags bliver skildpaddehold jo ikke mere seriøst af. Af samme grund som den, der nødvendiggør, at mennesker i alle kultursamfund til alle tider har givet navne, for at man kan fastslå identiteten af, hvem man har med at gøre, navngiver vi selvfølgelig vores skildpadder. Hertil kommer, at det som nævnt også falder naturligt at navngive dem, fordi de har krav på opmærksomhed hver dag, og derfor indgår naturligt i vores daglige sysler. Og de har unægteligt mange flere leveår end for eksempel hunde, så udskiftning af skildpadder og dermed navne er ikke en del at rutinerne.

Græsk landskildpaddehun. Testudo hermanni boettgeri. Hun hedder Hera.

Man kunne selvfølgelig nummerere hele flokken og omtale dem/refere til dem med dette nummer. Men det er jo bare numerisk navngivning, og så er seriøsiteten da havnet i demonstrativt nørderi. Man kunne også bruge tallene fra de chippede eksemplarer til at henvise til det dyr, man omtaler, men hvem kan huske sådan nogle lange talkoder. Med al respekt for den politiske korrekthed mht. skildpaddehold, så giver man altså også indenfor den dybt seriøse travhesteavl navne til dyrene.

Bredrandet landskildpaddehun. Testudo marginata. Hun hedder Athene.

Navngivning med personlige navne er altså efter min opfattelse en nødvendig selvfølge. De skildpadder, som vi har overtaget, og som allerede havde et navn, har beholdt deres oprindelige navn. Ellers har jeg navngivet efter de kendte navne fra oprindelseslandet. Vores bredrandede og græske landskildpadder har derfor navne fra den græske mytologi og ellers efter kendte lokale navne fra Middelhavsområdet fra antikken og nutid. Som for eksempel Afrodite, Agamemnon, Athene, Cassiopeja, Hera, Helena, Konstantin, Zeus, Onassis, Odysseus, Theodorakis, Xantippe, mv.

På samme måde hedder vores agressive russiske han Stalin, den anden russiske han hedder Ivan.