.... ..........

 

Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10

Side 11 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18 Side 19 Side 20

Side 21 Side 22 Side 23 Side 24 Startside

Tyrkiet Grækenland Rejseberetning april 2010

Side 12

Nord for Livadia (fortsat)

Igen en græsk landskildpadde, der sidder i habitaten og håber på bedre vejr.

 

Igen en græker med skjoldanomalier. De er ikke sjældne i naturen!

 

Kerkinilys græsk landskildpaddehun Testudo hermanni boettgeri nord for Livadia.

 

Græsk landskildpadde i den fugtige forårsvegetation nord for Lividia.

Også i habitaten her nord for Livadia var forholdene (strukturen, bjerg/sten, beplantningen) så fine, at havde vejret været bedre, så havde vi set mange flere af stedets landskildpadder fremme i lyset. Nogle var måske også fortsat i vinterhi.

Syd for Platanakia

Vi enedes om at forlade området her nord for Livadia, og vi kørte videre mod vest på bjergmassivets sydlige skråninger. Vi søgte jo fortsat intenst efter kæmpeskildpadderne. Syd for Platanakia var der igen et lovende sted.

Der var de sædvanlige firben her i biotopen syd for Platanakia.

 

Græsk landskildpaddehan nord for Platanakia. En fin biotop med masser af sten

 

Testudo hermanni boettgeri i biotopen syd for Platanikia.

Vejret var nu igen blevet trist. Skyerne havde lukket himlen helt af og lyset var mørkegråt. Vi fandt kun 2 græske landskildpadder her, inden komfuret slukkede helt. Størrelsen var den normale på 16 og 17cm. Altså så vi heller ingen kæmpeskildpadder her. Vi indså, at vejret umuliggjorde yderligere fund og vendte næsen mod vores charmerende hotel i Kerkini.

Yugoslavia? Hvad er det?

Det er besværligt og udfordrende, at vejkortene ikke er retvisende på Balkan. Det er også forstyrrende, når vejskiltene er ødelagt af hærværk, graffiti og riffelskud. Men helt defekt bliver det for orienteringen, når vejskiltene er så forældede, at de viser hen til steder, der er ophørt med at eksistere, siden skiltet blev sat op. På vejen til Kerkini står et vejskilt, der viser til Jugoslavien, der forsvandt for 21 år siden. Hvis man følger skiltet kommer man i dag til Makedonien. Lige nord for Kerkini grænser Grækenland til Bulgarien mod nordøst og til Makedonien mod nordvest.

Undervejs ned fra højderne så det ud, som om der var lidt solstrejf/lysere i vejret nede over den nordvestlige Kerkinisøbred. Der skete da ikke noget ved lige at lægge ruten der forbi, nu vi alligevel havde god tid.

Nordvest for Kerkinisøen

Vi kørte ned til søen, drejede til højre mod vest og kørte op i højderne. Da vi nåede derop og fandt en biotop, gik de tynde solstrejf væk igen, og det triste vejr fortsatte.

Maurisk landskildpaddehun Testudo graeca ibera i det våde græs nordvest for Kerkinisøen.

Der var tale om en fin lille stærkt skrånende græsbevokset og kratomhegnet fællesbiotop for græske og mauriske landskildpadder. Vi fandt kun 1 maurisk landskildpaddehun på 19 cm. og 1 græsk landskildpaddehan på 16 cm. Men altså heller ingen af de omtalte kæmpeskildpadder her!

Herefter var det uigenkaldeligt lukketid. Det var ikke længere muligt at se flere skildpadder på denne kølige og fugtige aprildag i Nordgrækenlands tidlige forår.

Græsk landskildpaddehan Testudo hermanni boettgeri i det våde græs

Tilbage på hotellet konstaterede vi, at man her kunne leje robåde, kanoer, kajakker, cykler, ja og en firhjulstrækker! Og der stod som sagt fiskestænger. Og der formidledes udlejning af heste, som kunne afhentes i en stald nede ved den lille havn i Kerkini. Heste, ja selvfølgelig! Så er man jo ikke længere afhængig af veje og stier, når man vil helt ud i naturen. I Frankrig har de oplært hunde (tidligere var det vist grise) til at opsnuse trøfler. Desværre havde hotellet ikke hunde, der var oplært til at opsnuse kæmpeskildpadder!

Tirsdag den 20. april 2010 var det køligt om morgenen, men det var solskin og sigtbarheden var knivskarp. Præcis som en fin septembermorgen i Danmark. Til gengæld blev det hurtigt varmt.

Nord for Platanakia

Halvvoksent smaragdfirben nord for Platanakia.

I den flotte morgen gjorde vi os hurtigt færdige på hotellet og kørte igen mod nordvest langs bjergmassivets sydlige skråning. Vi fandt et sted nord for Platanakia, hvor der var smaragdfirben. "Jamen, så er der jo landskildpadder", så vi gik igang med at søge. Solen skinnede fra en skyfri himmel, klokken var 07:45 og temperaturen var ved at passere 20 grader.

Græsk landskildpaddehan Testudo hermanni boettgeri lader sig varme op i biotopen

 

Hov! Så får man lige i hovedhøjde øje på en kerkinilys græsk landskildpadde.
Den er lige kravlet ud foran sit skjul og lader sig nu varme op af solen.

Som flere gange før på denne tur kunne vi igen konstatere, at vinteren 2009/2010 havde varet længe her i bjergene i Nordgrækenland. Vi så igen landskildpadder med helt frisk tiljordede skjolde, og med frisk jord op ad benene, hvilken jord endnu ikke var tørret og faldet af. Dette indicerede, at de netop var kommet frem fra vinterhi. Flere af skildpadderne lå og morgensolbadede lige foran deres skjul, som var så dybt, at det givet har været deres opholdsted under vinterhiet.

Lille græsk landskildpadde på 8 cm. er kommet frem i sollyset og varmen.
Små græske landskildpaddeungers skjold kamuflerer fint.

Det er sjældent at se små landskildpaddeunger i deres naturlige biotoper. Deres størrelse og skjoldmønstrene/farverne kamuflerer dem fantastisk godt. Desuden er de kun fremme i solen ganske kort tid. Deres lille volumen bliver nemlig hurtigt varmet op af solen. Desuden "ved" de små unger instinktivt, at så længe de er små, er de værgeløse ofre fra de preditorer, der færdes i biotoperne, så det er fatalt at eksponere sig for meget.

Græsk landskildpaddehan er færdig med morgenopvarmningen. Nu skal der støves hunner op!

Vi fandt 4 græske landskildpadder i størrelsen 8-20 cm. her nord for Platanakia. Men det var jo ikke kæmpeskildpadder. Biotopen var fin, men ikke ret stor, så vi fortsatte videre op i bjergmassivet med vest.

Læs videre på side 13

Side 1 Side 2 Side 3 Side 4 Side 5 Side 6 Side 7 Side 8 Side 9 Side 10

Side 11 Side 13 Side 14 Side 15 Side 16 Side 17 Side 18 Side 19 Side 20

Side 21 Side 22 Side 23 Side 24 Startside